Kender du følelsen af at have overstået en stor mærkedag – og bagefter knapt føle dig i stand til at huske, hvad der skete? Og så dukker forskellige rørende, festlige eller smukke øjeblikke op som små dryp, når man lige har en stille stund efterfølgende.
Vi har forsøgt at samle nogle af dryppene her. Dryp, som alle fylder os med taknemmelighed.

Røde bobler og genvalgt landsformand
Næsten alle vores vigtigste samarbejdspartnere dukkede op fredag den 2. oktober til reception ved vores landskontor. Røde bobler og rødlige pindemadder prydede bordet. På et tidspunkt var der nærmest en kø af talere, men vi fik heldigvis også tid til hyggelige samtaler lokalet rundt.
Dagen efter var vi rundt regnet 100 medlemmer samlet til jubilæumslandsmødet. Vi fik valgt seks medlemmer til landsstyrelsen, som konstituerede sig med Landsformand Peter Larsen endnu engang. Og så lød startskuddet til festlighederne!

Hilsen fra Danmarks ældste
Direktør for TV MidtVest Lone Sunesen gav et meget veloplagt oplæg om TV 2-regionerne. Vi fik alle kendskab til Kirsten Schwalbe fra Struer – Danmarks ældste på 111 år – som er garanti for livsbekræftende input. I dagens anledning havde Lone Sunesen en hilsen med fra Kirsten til opkomlingen KLF, som jo kun blev 100 år.

Dedikerede trosmedarbejdere
DRs Trosredaktion løb med det sidste af KLFs Hæderslegater. Redaktionschef Ida Holten Ebbesen fra DR Specialiseret Kultur og Tro tog imod prisen:
– Jeg er utroligt glad for prisen, særligt fordi det er hele trosredaktionens arbejde, der bliver anerkendt. Vi er en større gruppe medarbejdere i DR på tværs af flere afdelinger, der dedikeret arbejder med at formidle trosindholdet, så det opleves relevant i dag og bliver en del af den aktuelle samtale. Det er dejligt at opleve, at det arbejde er værdsat.

Public service, demokrati og KLF
I indgangspartiet ved Trinity ventede DRs juniorkor, som sang for alle gæsterne – en meget smuk og rørende oplevelse, som alle 100-årige burde have. Bagefter gav DRs generaldirektør Bjarne Corydon en festtale under middagen.
– Tak fordi I igennem 100 år har mindet os om, at public service kun er stærkt, når vi har både opbakning og modspil. Jeg håber, at I de næste 100 år vil være både medspillere og modspillere. Jeg tror inderligt, at det danske demokrati får brug for alle dem, der stadigvæk tror på værdien af oplyste, respektfulde og fælles samtaler – og det er I et meget, meget stort eksempel på, sagde Bjarne Corydon blandt andet i sin tale.

Fødselsdagssang og taknemmelighed
Aftenen sluttede med langt flere taler, end der var lagt ind i tidsplanen, men vi ville ikke have været nogle af dem foruden. Jazzbandet Bjerre & Krogstrup Trio sluttede festen af med skønne toner – og endnu en overraskelse: KLFs egen fødselsdagssang.
Søndag fik vi endnu en smuk gave: Festgudstjeneste i Christianskirken i Fredericia, som blev transmitteret til P1 lyttere af Radiogudstjenesten med en meget flot indledning af værten Katarina Lewkovitch.
Det var lige de allerførste dryp, der dukkede op. Følelsen er dog massiv: Taknemmelighed og glæde over, at så mange var med, at så mange sendte hilsner, og at ordene var så smukke!















