Hen imod slutningen af radioprogrammet Bagklog på P1, hvor radiovært Esben Kjær havde besøg af tidligere folketingsmedlem og minister Ritt Bjerregaard, tog Esben Kjær fat i den seneste udgave af KLFs magasin, hvor der er en henvisning til Bagklog i en opsamling af reaktioner fra 2. kvartal 2019.
Desværre for både Ritt Bjerregaard og lytterne forholdt Esben Kjær sig ikke til kritikken af hans sprogbrug i programmet, men brugte anledningen til at komme – må vi antage – med sin uforbeholdne mening om KLF. Han sagde blandt andet:

Hvis sådan en samling skinhellige slatne bussemænd med hovedet alt for langt oppe i andre folks røv synes, jeg bander for meget, så er de kraftedme til at lukke op og skide i.

Og henimod slutningen:

Man skal ikke være for fin til at stikke folk en undskyldning, så kære Kristelig Lyttere og Fjernpissere. Det må I kraftedme undskylde. Det kunne aldrig falde mig ind at skide på sådan en samling frelste helligfranser som jer i en hatfuld. Fuck hvor er jeg ked af det.

Esben Kjærs kritik af KLF er ussel. Hans omtale af menige medlemmer af KLF er respektløs. Alle har lov til at komme med ris og ros til radio- og tv-programmer uden at frygte, at journalister, værter og redaktører bruger deres platform til karaktermord mod den, der rejser en kritik. Behandler DR seer- og lytterhenvendelser på samme måde?
Man kunne tænke den tanke, at fordi kritikken ikke er kommet til DR direkte, men er kommet til KLF, så har værterne lov til at kvittere for kritikken på denne måde. Det er lavt.
Det er tydeligt, at Esben Kjær misforstår – eller vælger at misforstå – kritikken. Kritikken handler ikke om hans program, men om sprogbrugen i hans program. Bagklog på P1 er et rigtig godt program, fordi det på en kvalificeret måde samler op på ugens begivenheder, som samtidig får en gang røg. Regn mig med som en af de begejstrede lyttere. Men også jeg har det svært med sprogbrugen. Sproget er fuldt af farver, men det er en forfladigelse og udvanding af sproget, hvis man ikke kan udtrykke sin begejstring eller væmmelse uden brug af bandeord. Esben Kjær demonstrerer uge efter uge, at han har sproget i sin magt og kan sagtens gøre det bedre.
Vi beklager i øvrigt, at Esben Kjær roder rundt i begreberne årsrapport, reaktionsrapport og magasin. KLF har ikke nogen årsrapport. Vi har en reaktionsrapport, som samler op på mediebrugernes reaktioner. Men Esben Kjær og Bagklog på P1 er slet ikke nævnt i den seneste reaktionsrapport. Derimod er Bagklog nævnt i den seneste udgave af KLFs magasin, hvor programmet bruges som et eksempel på et program, hvor der er dårligt sprog. Overskriften for den pågældende artikel er i øvrigt ”Sprog er stadig et alvorligt problem”.
Journalistisk og (presse)etisk dumpede Bagklog på P1, men vi sidder klar til at lytte med på lørdag igen!

Mikael Arendt Laursen,
generalsekretær i KLF, Kirke & Medier

KLF, Kirke & Medier har bedt DR om en kommentar. Den bliver offentliggjort herunder, så snart den kommer.
10. september 2019, 18.03: DRs redaktionschef på P1 Judith Skriver har sendt følgende kommentar:

Præmissen for ’Bagklog på P1’ er ret klar – det er et skarpt og ofte satirisk program, hvor vi tager grovfilen i brug. Vi samler op på ugens begivenheder på en anderledes, forfriskende og ofte provokerende måde – og det kvitterer lytterne for langt hen ad vejen.  Når vi i programmet bevæger os tæt på kanten, som er typisk for satire-genren, kan der være nogle, der ind i mellem synes, at vi går for langt. Og det synes jeg vi gjorde i lørdags.

Vi går gerne til kanten og bruger karikerende og kradse formuleringer, men i dette tilfælde var anledningen ikke den rette. KLF skal selvfølgelig have lov til at formidle de holdninger, der måtte være blandt medlemmerne til programmets sprogbrug,  uden at vi benytter lejligheden til at svare igen i programmet. Uanset at tanken var at lave en sjov og bidende kommentar, så kom det til at fremstå for voldsomt. Det beklager jeg.

Det er aldrig hensigten at træde på nogle – tværtimod vil vi meget hellere have, at lytterne trækker på smilebåndet.

Jeg glæder mig dog over, at KLF fortsat vil lytte med, når vi sender Bagklog på P1 på lørdag.

Tidligere artikelMagasin 3 – 2019
Næste artikelFortællingens stærke indflydelse på medierne

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her