Det er sådan en dag, hvor skyerne ruller hen over himlen, så man det ene øjeblik skutter sig, og i næste nyder efterårssolens stadigt varme stråler. Det skal vise sig at have stor betydning for optagelserne til DRs Gudstjenesten. For gåturen rundt på kirkegården, hvor vært Sofie Østergaard tager en indledende snak med generalsekretær Mikael Arendt Laursen, udfordrer kameraerne. De bryder sig ikke om, at lyset hele tiden skifter, så gåturen skal gentages.
Vi er taget til Gentofte Kirke, der midt i september har lastbiler med DRs logo holdende foran sognegården, og den 850 år gamle kirke har ledninger, kameraer og stativer i et sindigt virvar. Her optager DRs tv-gudstjeneste i løbet af to dage hele fire gudstjenester, som skal sendes senere.
Planlægning og gentagelser
Men før gudstjenesterne kan blive sendt kl. 10.00 om søndagen på DR1, ligger der et stort arbejde. Første del – planlægning og research – er overstået. Nu er gæsterne mødt op sammen med tv-hold, menighedsråd og indbudte kirkegængere. Det betyder, at alle dele skal optages i en lyd- og billedkvalitet, som kan bruges til det færdige produkt. Og det kræver både omtanke og omhyggelighed. Ude i lastbilen overvåger producer Rasmus Møller Lauritsen, at holdet får alle nødvendige dele af gudstjenesten med hjem. Han giver instrukser til kameraføring og beskæring – så der f.eks. kan stå en salmetekst i siden af skærmen – og beder om gentagelser, når han er i tvivl, om lyd eller billede er i skabet i første forsøg:

– Kan vi lige tage det Amen en gang til? Det er altid godt at have et Amen på lager, siger han i mikrofonen, mens vi følger slagets gang bag hans plads foran skærmene.
Efter frokost starter en ny dag
Efter frokosten i sognegården går tilrettelægger Mai Hagedorn spørgsmål og plan igennem en sidste gang med Mikael Arendt Laursen. Kirkegængerne er gået hjem for at skifte tøj – ligeledes er Sofie Østergaard i gang med tøjskifte, så næste gudstjeneste kan fremstå som en helt frisk dag. Det er nu Mikael er på, og i våbenhuset bliver han udstyret med mikrofon, inden gåturen mellem sol og skyer på kirkegården. Da kameramændene er tilfredse – og har fået dækbilleder og dronebilleder nok, er kirken ved at være fyldt igen.

Kirkegængerne har for de flestes vedkommende taget søndagstøjet på. Flere har været med tidligere på dagen og dagen før, så de er forberedt på, hvordan det foregår. Alle synger velvilligt med til lydprøverne på sangene, mens de er helt stille under andre prøver.
Rutineret gentagelse af prædiken
Den gudstjeneste Mikael Arendt Laursen skal deltage i, er den sidste i rækken fra Gentofte Kirke. Alligevel kan der opstå små bump, selvom personale, produktionsfolk og kirkegængere kender gængen. Der er knas med en mikrofon under sognepræst Adam Garffs prædiken, så han bliver bedt om at starte forfra– og det gør han helt uden at lade sig mærke med, at hele indledningen er sagt før.
Nogle af kameraerne bliver flyttet rundt af fotografer, andre er sidder på en fast plads og bliver styret ude fra lastbilen, hvor produceren konsekvent kalder Mikael for gæsten. Så er ingen nemlig i tvivl om, hvem han mener, når han ønsker billeder af ham.
Kirkekaffe om kunstig intelligens
Koret har nogle virkelig smukke passager undervejs, hvor de får lov at vise, hvad de kan. Salmevalget er til gengæld lidt dystert, men passer sikkert meget bedre til en gudstjeneste sidst i oktober end midt i september – og som med alt det andet, skal det skabe den rette stemning i programmet, når det er færdigklippet og klart til at blive vist.

Efter gudstjenesten er der kirkekaffe, som produktionen kalder snakken mellem Sofie Østergaard, gæsten og præsten. Adam Garff har talt om kunstig intelligens i sin prædiken, og det er et emne, som Mikael Arendt Laursen er hjemme i.
– Men jeg husker ærlig talt ikke rigtig, hvad jeg fik sagt, så jeg glæder mig til at se Gudstjenesten, når det bliver sendt på DR, siger Mikael Arendt Laursen.
Resultatet kan ses søndag den 25. oktober 2026 kl. 10.00 på DR1 og kl. 12.55 på DR 2 – derefter er den selvfølgelig tilgængelig på DRTV.














