Mediepolitisk udtalelse af landsstyrelsen i KLF, Kirke & Medier
Illustration: Henrik Lundahl Revshøi
Når DR og TV 2 sender programmer med drabsdømte og andre kriminelle, skal hensynet til ofrene og de efterladte være større end ønsket om at fascinere. Det mener landsstyrelsen i KLF, Kirke & Medier.
Vi har set det flere gange før. I 2010 fik den bedrageridømte Stein Bagger nærmest fri proces i et interview af Reimer Bo på DR1. Ti år tidligere så vi med, da Peter Lundin malede det halve af sit ansigt sort i udsendelsen ”En morder vender hjem”, der blev vist på TV 2. Og for ganske nylig kunne vi møde psykopaten Lars på DR3, der i serien ’Mit drab, til skræk og advarsel’, fortalte om mordet på sin kammerat Kim, som han begik i 2003.
Alle tre udsendelser har det til fælles, at de medvirkendes forbrydelser er sket i nyere tid. Man må således formode, at der sidder pårørende, efterladte og ofre ude bag skærmen, der kan se med, mens forbryderen får lov til at fortælle sin historie for åben mikrofon.
Er det fair, særligt overfor de pårørende? Skal morddømte overhovedet have taletid i vores tv? Hensynet til ofrene og de pårørende må være et stærkt argument for ikke at lade dybt kriminelle komme til orde. Omvendt kan vi ikke komme udenom, at forfærdelige ting sker og at ikke alle er, som folk er flest. Selv psykopater og mordere har vel ret til en stemme, og medierne en pligt til at lade os høre den?
Men hvor går grænsen så? Skal en morder for eksempel have en åben mikrofon stillet til rådighed, så han kan fortælle i detaljer om sit drab? Skal manden bag en af Danmarks største svindelsager have lov til at sidde i prime time-tv og fortælle sin historie, så det lyder som om, det faktisk er ham, der er ofret?
Det synes umiddelbart svært at finde de gode begrundelser for at lade dybt kriminelle fortælle deres historier uimodsagt til en åben mikrofon. Der er altid den journalistiske begrundelse – at det simpelthen er en god historie – men det bør ikke være det, der afgør, om en udsendelse bliver vist eller ej. Derimod bør det altid være de etiske argumenter, der i sidste ende er afgørende for, om en udsendelse får tomlen op eller ned.
Landsstyrelsen i KLF, Kirke & Medier håber, at særligt DR og TV 2 er opmærksomme på og italesætter de etiske dilemmaer og problemstillinger, der ikke er svære at få øje på i ovenstående eksempler. DR skal – måske i endnu højere grad end det er tilfældet i dag – konsultere sin interne etiske afdeling. Den kan være med til at sikre, at udsendelser ikke bliver vurderet alene ud fra et journalistisk kriterium om den gode fortælling, men i høj grad også ud fra etiske overvejelser.
I sidste ende må DR og TV 2 spørge sig selv, om hensynet til forbrydelsens ofre ikke bør gå forud for ønsket om at fascinere seerne og hive høje seertal hjem. Hvis det er tilfældet, kender begge kanaler også svaret på, om de skal stille en åben mikrofon til rådighed for mordere og andre dybt kriminelle.
