Sproget i DR er både intelligent og gammeldags

0
877

Ny rapport om sproget i Danmarks Radio lanceres denne uge.
Mikrofon
Danskerne forventer, at DR optræder som et sprogligt forbillede. Samtidig behøver sproget i nyhedsformidlingen ikke altid at være lige dynamisk. Det vigtigste er nemlig den indholdsmæssige forståelighed.
Det er nogle af de konklusioner, man kan læse ud af DR’s nye sprogholdningsundersøgelse. 1005 repræsentative personer har svaret på en serie spørgsmål, formuleret af DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen i samarbejde med lektor, ph.d. Jacob Thøgersen fra Københavns Universitet. Sidstnævnte har nu analyseret svarene i rapporten ’Sproglig kvalitet i DR – En meningsmåling om sproget i DR’.
Rapporten bliver i denne uge præsenteret på sprogkonferencen ’SJUSK 2013’, som Copenhagen Business School står bag.
Jacob Thøgersens konklusion er bl.a., at DR’s sproglige image er ”korrekt, intelligent og gammeldags”, mens de adspurgte omvendt opfatter sproget hos TV 2 som mere ”poppet” og ”storbysmart”, men også som mere ”moderne”.
Helt overordnet er danskerne godt tilfredse med DR-programmernes sproglige kvalitet. Mest kritiske er de over for ”hørbarheden” af DR’s dramaserier.
De adspurgte er i høj grad enige i, at ”DR skal være et sprogligt forbillede”, men også i, at ”DR skal afspejle sprogets udvikling” og ”den sproglige mangfoldighed i befolkningen”.

Tidligere artikelDameblade mister købere
Næste artikelDu kan deltage i Gadens Parlament på DR2