Det er en tidlig morgen på Brændstrup Kristne Friskole i nærheden af Rødding i Sønderjylland. Skolebusserne har sat elever af fra friskolens store opland, og lysene tændes rundt omkring i klasselokalerne. Både loftslamper og de projektorer, der viser opgaver på whiteboardet. Peter Thorsen kommer ind i 6. klasse. På skoleskemaet står der matematik.
En elev er bekymret. ’Min computer virker ikke.’ Men før Peter når ned til eleven, har hun fundet den opgave frem, som Peter viser på tavlen. Og undervisningen kan begynde. Det handler om gennemsnit. Peter minder dem om, hvordan de udregner gennemsnittet. Derefter går de i gang med at finde ud af hvilket land, der klarer sig bedst i en atletikkonkurrence.
Nogle elever vælger at skrive resultaterne ind på computer, mens andre bruger hæfte og blyant. En enkelt sidder og tæller på fingrene.

Peter flyver rundt mellem bordene. Sætter sig på knæ og hjælper eleverne igennem forskellige problemer.
– Husk, at der er en tabel på bagsiden af hæftet, bemærker Peter.
Lektionen er ved at være slut. Peter fortæller, at opgaven skal være færdig til i morgen, og at han skriver det i elevernes kalender på nettet.
– Men vi har altså også andet, vi skal nå, indvender en af eleverne.
– Af alle mindre vigtige ting er matematik det vigtigste, svarer Peter med et glimt i øjet.
Peter haster videre til næste matematiktime i 8. klasse. Her handler det om potensregning. Computerne står klar, men Peter be’r eleverne om at lukke dem for en kort bemærkning, mens han gennemgår opgaven på tavlen.
– I må selv bestemme, om I vil bruge Onenote eller hæftet. I får måske mere ud af at løse opgaven med blyant og papir, fastslår Peter.
 
”IT er snyd…”

Peter Thorsen er positiv overfor mulighederne i computere i undervisning, men han er også meget bevidst om at opfordre eleverne til at bruge blyant, papir – og indersiden af hovedet.
Peters 8. klasse har brugt computer til matematik siden 7. klasse, mens det er første år, at 6. klasse bruger computer. Han forklarer, at eleverne har det blandet med computeren.
– De føler, at det er snyd at skrive en formel ind på computeren og få svaret. De vil hellere skrive det ind i hånden og regne svaret ud, forklarer han.
Skolens leder Ebbe Kaas bekræfter, at skolens lærere – ligesom Peter – gør meget ud af at udfordre eleverne på, hvornår det giver mening at bruge computeren, og hvornår det ikke gør.
– Det er meget op til faget, hvor meget og hvordan man bruger computeren. Det er ikke hver gang, at man har gang i computeren. I nogle fag bruger eleverne den som en avanceret skrivemaskine. I andre fag er det et vigtigt værktøj til at søge oplysninger.
Men han anerkender også, at der er nogle klare udfordringer ved computeren.
– Undervisningen er blevet mere abstrakt. Før i tiden var det noget, eleverne havde i hånden. Nu foregår det på en skærm. Og jeg tror, at rent indlæringsmæssigt bliver det mere abstrakt og ukonkret. Vi oplever også, at de har svært ved at fordybe sig i en tekst i en bog. De er hurtige til at skimme en tekst. Tekster på skærme er korte, mens en bog kan være 100 sider. En skærm er et mærkeligt medie at læse på, konstaterer Ebbe Kaas.
Hvad synes du om skolens regler?
Laust, 3. klasse: Reglerne er fine nok. Man får lov til at lære noget. Jeg ved ikke, om der er noget dårligt ved det.

Regler giver muligheder
I dag har skolen klare regler for brug af mobiltelefoner, tablets og computere, som går fra forbud i de mindste klasser og i SFO til mere og mere frihed i de ældste klasser. Dog gælder det for alle, at i de lange frikvarterer er skærme forbudt.
Reglerne kom af to årsager: På grund af at teknologien blev mere almindelig, og at skolen har et stort opland, hvorfor nogle elever har ganske langt til skole.
– Dengang var spørgsmålet, om man måtte bruge en tablet i bussen. Det fik man lov til. Og dermed kom den også ind på skolen. Vi blev tvunget til at lave regler for brugen af skærmene på skolen, forklarer han.
Ebbe Kaas oplever, at skolens regler skærper elevernes mediebevidsthed. I 8. klasse havde de en diskussion med klasselæreren om, at der var for meget skærm. De besluttede sig for at have en askese. Nogle måneder, hvor de lagde skærmene væk og havde brætspil med i stedet.
– Når man kom derind, spillede de med hinanden i frikvartererne. Det gør noget ved vores fællesskaber og relationer, hvis alle glor i en skærm.
Ebbe Kaas har et afbalanceret forhold til brugen af skærme i skoletiden. De må gerne være der og bruges, men de må ikke overtage undervisningen og samværet mellem eleverne.

Før interviewet viste Ebbe Kaas en forsikringsmand rundt på skolen, og de kom også til klasseværelset for 8. Det, de så, var tankevækkende: Én spiste madpakke, én kiggede på mobilen, resten spillede bold i gymnastiksalen.
– De har opdaget, at man kan være sammen på andre måder. Det er en stor kvalitet, at de selv fandt en løsning sammen med klasselæreren.
 
Falliterklæring at fjerne skærmene
Hvad synes I om skolens regler?
Thilde, 6. klasse (hvid trøje): Reglerne er fine nok, men de er også lidt irriterende. At der er nogle frikvarterer, hvor man ikke må bruge dem. Sara: Det gode ved reglerne er, at man kommer ud i stedet for at kigge på skærmene. Jeg ville nok kigge mere på Instagram eller Snapchat. Thilde: Man er meget mere asocial, når man sidder med en skærm.

Men tendensen er stadig den samme: Bøger bliver faset ud, og computere og e-bøger kommer til at fylde mere og mere.
– Der er dage, hvor klasserne ikke har papirbøger. Det skal man være bevidst om, for man bliver fremmed overfor bogen. Det bliver ensidigt. Jo flere medier du kan begå dig på, jo bedre er det. Men jeg er ikke maskinstormer. E-bogen er smart.
Han kunne ikke drømme om at fjerne skærmene helt.
– Man kunne godt have en helt skærmfri skole. Der findes mange ting, man kunne forbyde. Men om det skulle føre til en bedre udvikling, det tror jeg ikke. Man tror, at verden i går var bedre end i dag. Den tanke abonnerer jeg ikke på. Det er en falliterklæring, hvis elever skal aflevere mobiltelefonen.
Men Ebbe Kaas spørger også sig selv: Hvad er læring? For med en skærm indenfor rækkevidde er der adgang til al viden i hele verden, og det underminerer måske behovet for at vide noget. Eller hvad?
– Der er nogle ting, der tager tid at lære. Det er et slid at lære tabeller. Det er nemmere at slå resultatet op. Sådan kan man tænke om mange ting. Det er praktisk at kunne aflæse færdselstavler. Men i princippet kunne du stoppe op hver gang og slå det op. Der er en fristelse til at se stort på den grundlæggende indlæring.
– Hvornår har man lært noget? Er det, når man kan huske noget? Sådan var det i gamle dage. Jeg kan huske enormt mange årstal, som jeg kan slynge ud.

Hvad er jeres opgave i 2018? Er det at lære mig, at jeg kan finde oplysningerne på nettet? Eller er det at huske, hvornår 1. verdenskrig fandt sted?
– Hvis vi løfter os lidt op, så er der for den, der har et overblik over historien, aflejret en vis dannelse. Mens den, der ved, hvor man skal søge oplysningerne, mangler det, som historien dybest set vil: at ændre vores person. En person, der ved, hvad der skete, behøver ikke at finde ud af, hvad der skete. Det er dannelse, læring… At viden aflejrer sig i dybere lag.
– Noget er blevet en del af ens mentale ejendom. Man kan historien. Man kender samfundet. Det bliver mere overfladisk, hvis man altid skal søge, hvis man kun har lært at søge. Det bliver ikke ens ejendom. Hjernen er fantastisk. Der er ikke en risiko for, at den bliver fyldt op. Jo mere du lærer, jo mere er der plads til. Det er lækkert at kunne noget udenad.
Hvad synes I om skolens regler?
Cecilie, 8. klasse: Reglerne er fine..
Cilas: Det er godt, at vi ikke må bruge mobiltelefonerne i timerne. Man sidder ikke og laver alt muligt andet.
Cecilie: Vi må godt bruge ordbogen og QR-scanneren på telefonen i timerne, hvis det hænger sammen med nogle opgaver. Der er ikke noget dårligt ved reglerne.
Cilas: Jeg synes heller ikke, at der er noget dårligt ved reglerne. Det er godt, at vi bliver mindet om ikke kun at bruge computeren.

Tidligere artikelGuds bedste børn: Medier tiltrækkes af ekstremerne, glemmer nuancerne og gør seerne dummere
Næste artikelSigurd vil få børn til at tale om medmenneskelighed