Discoverys dokumentarserie Metoo: Sexisme bag skærmen har domineret mediedebatten i nogen tid. Den blotlægger en mandsdomineret kultur på TV 2, hvor chefer og fremtrædende personligheder i TV 2 i en årrække har udsat kvinder for både verbale og fysiske krænkelser og overgreb. Kønne kvindelige journaliststuderende blev prioriteret højt, når der skulle ansættes praktikanter – de blev kaldt ”cheffryns”. Der blev sendt lumre beskeder via TV 2s interne kommunikationssystem med opfordringer til seksuelt samvær på toiletter og i ledige kontorer. De unge kvindelige praktikanter blev hevet væk fra sociale sammenkomster, så mandlige notabiliteter kunne muntre sig med dem. Der var sociale sammenkomster i private hjem, hvor mænd forgreb sig på kvindelige kollegaer.
Det er i sig selv dybt, dybt rystende, bekymrende og alvorligt. Det er sådan set underordnet, om det foregår på en mediearbejdsplads eller på enhver anden arbejdsplads. Det må bare ikke ske. Punktum!
Kønne kvindelige journaliststuderende blev prioriteret højt – de blev kaldt “cheffryns”
Har kulturen på TV 2 haft en indflydelse på journalistikken?
Om man bør se dokumentaren som almindelig mediebruger, ved jeg ikke. Man er ikke upåvirket af den. Men den giver anledning til at stille nogle relevante spørgsmål i forhold til TV 2s (og øvrige mediehuses) hverv som samfundsoplyser og magtkritiker: Har kulturen på TV 2 haft en indflydelse på journalistikken?
Svaret på det spørgsmål kræver en noget mere omfattende undersøgelse end det, som dokumentarserien ligger op til. Den fokuserer på ”sexisme bag skærmen”, som er en del af dokumentarseriens titel. Men kan det undgås, at eksempelvis den tidligere studievært Therese Philipsen, som er én af de kvinder, der står frem, har været upåvirket af arbejdsmiljøet på TV 2, når hun er gået ind i studiet? Nej, det har utvivlsomt påvirket hende at være tæt på én af de personer, der har krænket hende.
Men krænkelserne har også haft den konsekvens, at kompetente kvindelige ansatte på TV 2 har søgt væk fra mediebranchen og over i andre brancher. Der er naturligvis blevet ansat andre i deres sted – som formentlig også er kompetente. Man kan heller ikke undgå, at dygtige medarbejdere forlader en arbejdsplads for at prøve noget nyt. Det er et grundvilkår. Men man skulle gerne forlade en arbejdsplads af de rigtige årsager og ikke på grund af et helt uacceptabelt arbejdsmiljø.
Diskrimination er en gift
Hvis der er en alfahan-kultur, hvis der er en diskriminerende kultur, så kan det i sidste ende ikke undgås at have en indflydelse på den journalistik, der bliver bedrevet, de emner, der bliver taget op, de kilder, der bliver valgt, og de spørgsmål, der bliver stillet. Enhver arbejdsplads har brug for diversitet: en god blanding af kvinder og mænd, unge og gamle og så videre.
… flygter ud af døren, fordi de ikke kan være i helvedet mere…
Derfor er enhver form for diskrimination på (medie)arbejdspladser bekymrende. Først og fremmest for dem, det direkte rammer, og dernæst for de følgevirkninger, det har. Diskrimination, der har slået rod, er en gift, som tager lang tid at uddrive.
Vi har brug for som kritiske mediebrugere at have en grundlæggende tillid til, at public service-medier og andre seriøse nyhedsmedier hver evig eneste dag leverer det absolut bedste. Det kan ikke altid lade sig gøre. Men det skal i så fald ikke skyldes, at der er en alfahan-kultur, hvor dygtige journalister må bruge deres mentale ressourcer på at besvare lumre eller truende beskeder på et internt beskedsystem i stedet for at stille de rigtige spørgsmål til de rigtige personer på det rigtige tidspunkt, og hvor journalister og andre medarbejdere i et mediehus som TV 2 flygter ud af døren, fordi de ikke kan være i helvedet mere. Så bliver ledernes svigt forstærket – idet både medarbejdere og samfundet bliver ofre for en adfærd, der ikke hører nogen steder hjemme.
Dokumentarserien er produceret af Impact TV med støtte fra Public Service Puljen og kan ses på streamingtjenesten Discovery+ og senere på DK4.
