LONGREAD: Herrens Veje har vundet TV-prisen som Årets tv-serie. Lars Mikkelsen havde rollen som provst i folkekirken, og den rolle har smittet af på skuespilleren, der nu selv tør tro og glæder sig over kirken som frirum for det væsentlige.
Af Svend Løbner
Herrens veje er uransagelige – og det samme er ofte tilfældet med menneskets vej ind i troens univers. Vejen går videre end det rationelle, det kontrollerede, når mennesket rækker ud mod det, der er større end én selv. Og der skal mod til at række ud over den sekulariserede tidsånd og bare tro.
Det mod har Lars Mikkelsen, der som bekendt spiller hovedrollen i DR’s aktuelle dramaserie Herrens Veje. Serien blev for nylig kåret som Årets tv-serie i TV Prisen 2018. Lars Mikkelsen havde en aktie med i flere priser: Han var vært ved Historien om Danmark, som hentede både Seerprisen og prisen som Årets nyskabelse – fakta.
Men det er hans rolle i Herrens Veje, der på en særlig måde har rørt ved skuespilleren selv. At skulle iklæde sig provsten Johannes’ sammensatte personlighed har sat spor i skuespilleren selv, og den indre dialog, enhver skuespiller må føre med sig selv og sin rolle, er pludselig udvidet til en dialog med noget større i troens dimension.
Dermed rammer Lars Mikkelsen ind imod en mur af iskold rationalitet, der præger det moderne samfund. Som han udtrykker det:
– Det eneste vi ikke må være i denne tidsalder, det er dumme. Det er den største synd, man kan begå. Men den dialog, den har jeg altså. Og lad os bare kalde den tro.
En sammensat personlighed
Herrens Veje er en af Adam Prices mange kreationer og lukker seeren ind i kirkens verden på samme måde, som Borgen gav indsigt i komplicerede politiske processer. Vi møder den ambitiøse provst Johannes, der er stærkt troende, en god sjælesørger, en dygtig prædikant og en ambitiøs leder, men samtidig både dominerende over for sine nærmeste og svag, når det kommer til egne tilbøjeligheder. Han er en mildest talt sammensat personlighed, man alligevel føler sympati for.
Men hvad betyder det for en skuespiller at spille en rolle, der spænder så vidt?
– Som skuespiller er det rart at gribe efter en personlighed, der kan så meget, og som har så mange udtryk. Som på den ene side er vanvittig dygtig til sit arbejde og hele tiden taler ind i eksistensen. Men på den anden side lever sit eget liv så horribelt dårligt. Det skisma er virkelig spændende at træde ind i, for da kan du kreere en stor figur, der er større end livet, fortæller Lars Mikkelsen.
Dialog med noget større
Kirke & Medier møder ham i provst Johannes’ præstekontor, der er en del af den præstegård, der er skabt inde i DR’s studier – med køkken og konfirmandstue og det, hvad dertil hører: Bibler, salmebøger, teologiske værker, figurer, kors og andet nips.
I det miljø kommer sætningen, der får rollen og skuespilleren til at smelte sammen:
– Jeg har nærmet mig min egen tro mere, end jeg har gjort før, fortæller Lars Mikkelsen og giver indblik i det uransagelige:
– Jeg har altid ført en dialog, lige fra jeg var lillebitte. Jeg har altid haft brug for at tale ind i noget, der ikke bare var mig selv. Og den dialog, synes jeg, har virket godt. Det ligger jo også i mit fag, at man for at få fat i en rolle stiller spørgsmål til den, til dens eksistensberettigelse, dens eksistensvilkår og hvad, der får den til at reagere. Og da kommer man også til at spørge sig selv: Hvem er jeg i forhold til rollen?
Tro som et barn
Processen bliver hjulpet godt på vej af den research, Lars Mikkelsen og de øvrige skuespillere må gøre for at spille hver deres rolle absolut autentisk:
– Idet jeg følger med rundt og snakker med præster, besøger kirken mere, end jeg har gjort i et stykke tid, bliver jeg mere og mere klar over, at det er dér, jeg ligger rent trosmæssigt. Og det er nu nemmere for mig at sige: Jeg tror.
Du nærmer dig troen…?
– Ja, jeg nærmer mig troen, for det er en meget svær tid, en rationalets tid. Virkelig, altså! Det er så svært at tillade sig selv den naivitet, der skal til, altså at tro som et barn. For det eneste vi ikke må være i denne tidsalder, det er dumme. Og det at stå frem og indrømme: Jeg har ikke tjek på det hele, jeg har brug for den dialog, det er angstfremkaldende!
Ateismen er fattig i livskriser
Lars Mikkelsen ler, mens han kigger ud af kontorvinduet på de store kulisser, der skal illudere en præstegårdshave med buske og træer og blå himmel. Han fortsætter:
– Til gengæld så træder man jo ind i et andet fællesskab; man træder ud af et åndsfællesskab og ind i et andet. I mit fag er det meget båret af en ateistisk streg, men det ateistiske er også et fattigt åndsfællesskab, når det kommer til de store spørgsmål i livet. For det mangler simpelthen adressering. Der er så mange ting, du ikke kan tage der. Og efterhånden som man oplever livskriser, og folk dør omkring én, og fællesskaber formes og forsvinder, så bliver jeg nødt til – hvis jeg skal være ærlig over for mig selv – at gå med det, at den dialog, den har jeg altså. Og lad os bare kalde den tro.
Sidder troen i hjernen eller hjertet?
– Den er ikke vanvittig defineret. Det er jo bare at tillade den dialog at være der i højere grad. Tro og tvivl går jo hånd i hånd. Men jeg vil insistere på, at jeg har lov til at føre den dialog. Også som et moderne, vidende menneske har jeg både brug for og lov til at gøre det.
Tro er mere tabu end sex
I forbindelse med Herrens veje har Lars Mikkelsen holdt flere foredrag i kirke og sognehuse. I oplægget siger han blandt andet:
– Vi lever i en tid med sociale medier, hvor stort set alt ofte inklusiv folks sexliv lægges ud på Facebook. Alt – men dog sjældent vores tro, der af de fleste opfattes som for privat. Det er en interessant tanke i et land, hvor langt de fleste af os er medlem af den samme kirke.
Han uddyber, mens vi taler sammen ved provstens skrivebord i præstegården på DR:
– Det er en tanke værd, at man kan være fuldstændig ublu omkring sin egen seksualitet, men når man snakker om sin tro, så overtræder man en intimsfære, og andre mennesker kan blive aggressive, simpelthen. Det er skægt, og det er værd at tænke over: Hvordan kan det egentlig være?
Så du er med til at bryde et tabu?
– Det er et tabu netop fordi, det værste du kan være nu om stunder er dum og at have den lille naivitet, der skal til for at sige: Jeg hengiver mig.
Serien vækker vrede og glæde
Hvad håber du, der sker, når familien slukker for fjernsynet efter en episode af Herrens Veje?
– Jeg håber, de snakker sammen. Samtalen ligger til grund for vores eksistens og mange af vores fællesskaber. Og her er et oplæg til at føre en væsentlig samtale. Men serien vil vække debat, det er klart. For er der noget, der er mere politisk end politik lige nu, så er det religion. Det vil vække følelser, vrede, men også glæde, tror jeg. Det håber jeg.
Kan medierne bidrage til at gøre det mere legitimt at tale om tro?
– Jeg tror i hvert fald, at de kan bidrage til, at man gør det. Jeg håber, at man indenfor folkekirken i hvert fald kan se, at vi har grebet om stoffet på en ordentlig måde. At vi ikke latterliggør nogen. Vi ønsker at diskutere ned i en væsentlighed og i en eksistensberettigelse.
Et rum for det væsentlige
Og netop folkekirken har Lars Mikkelsen fået et andet syn på gennem tilblivelsen af Herrens veje:
– Den forestilling, jeg havde af folkekirken, da jeg gik i gang med det her, er blevet skamsat. For der bliver virkelig tænkt og handlet på at træde ind i den tid, vi er i nu, og få fat i de mennesker, der er her lige nu.
Hvad har overrasket dig mest?
– Hvor fine rammerne er for, hvordan en gudstjeneste kan være. Der er ting, der skal være der, men der er virkelig meget af det, jeg har oplevet, der griber fat om det på en meget moderne måde.
– Og så tror jeg, at folkekirken som sådan også er det rum, vi har tilbage, som heldigvis ikke behøver at bekymre sig om seertal, men hvor det er en væsentlighed, der bliver adresseret – hver gang. Og den mulighed er der virkelig brug for i vores samfund. Især i en så rationel tidsalder, som vi er i.
Religion er en virkelighed
Hvordan ser du samtalen om religion udspille sig i Danmark i dag?
– Jeg synes, det er en del af alt, i virkeligheden. Det er en del af vores politiske grundlag. Vi har jo også nogle nye udfordringer i forhold til, at nogle mennesker kommer hertil, der har en meget stærk binding til deres tro. Hvordan adresserer vi det, hvis vi er helt sekulariserede? Kan vi udelukkende snakke ud fra et civilretsligt samfund ind i det? Eller er der også en dialog, der er værd at føre ud fra vores egen tro, hvis vi vil vedkende os den?
Religiøs dialog
I serien bliver August i Afghanistan udfordret på sin tro på flere planer, bl.a. i forhold til islam. Kan du forestille dig at serien kan blive optakt til en interreligiøs dialog?
– Den, synes jeg, er der allerede. Men den kunne man godt gøre mere ud af, også i institutioner som DR. Interreligiøse samtaler findes jo i rigt mål, men dem skal vi blive ved med, vi skal tale med religioner, der ikke er så stærke i vores civilsamfund, som kristendommen er. Vi skal tale ind i hinandens tro. Frem for alt dér, hvor vi ikke ligner hinanden. Finde ud af, at der faktisk er meget, vi ligner hinanden på: det ordentlige menneske, det ordentlige liv. Der ligner vi tit hinanden, men ikke altid og ikke i alle sammenhænge.
Hvad er det kristendommen kan i den samtale?
– Med fare for at få en masse historikere på nakken, så vil jeg sige, at noget af det stof, der ligger til grund for det danske civilsamfund, jo er den kristne tro, reformeret af flere omgange, og italesat gennem Oplysningstiden også. Det destillat er unikt for vores samfund.
