Af Robert Hansen, sognepræst
Mennesker over 30 vil kunne huske at åbningstiderne i påsken tidligere var noget anderledes end i dag. Med tidligere tænker jeg på tiden indtil 1992. Med anderledes tænker jeg på, at absolut alt lukkede. Dagligvarebutikker, havecentre, værtshuse og biografer. Sat lidt på spidsen kan man sige, at man skulle være heldig, hvis brandvæsnet ville slukke en, hvis man havde sat ild til sig selv.
Radioen spillede til gengæld kun sørgelig musik og selv nyhedsværterne havde et ekstra stramt drag om munden.
Om det nu var af det gode eller ej, kan man diskutere længe. Modstandere kan påpege, at det var positivt, at der i hvert fald var engang om året, hvor man ikke kunne hengive sig til et sanseløst forbrugsorgie og letkøbt underholdning, en enkelt gang hvor man faktisk var nødt til at tage det roligt og finde sig i stilheden og eftertænksomheden.
Omvendt kan tilhængere påpege at tidligere tiders lukkelov netop ikke fik nogen til at bruge mere tid på fordybelse eller på familien eller andre anerkendelsesværdige formål, tværtimod gav manglen på andre adspredelser sig udslag i de berygtede påskefrokoster, der i mange år gav anledning til de lige så berygtede spritkontroller fra politiets side.
I stedet er påsken blevet en af årets højdepunkter for byggemarkeder og havecentre.
Om det nu er den ene eller den anden måde at fejre påske på, der er den mest rigtige, skal jeg ikke udtale mig om, men der er en ting fra før lukkeloven blev ændret i 1992, som jeg og flere andre, jeg har talt med savner.
Hvorfor bliver de gamle Hollywood storfilm over bibelske temaer ikke længere sendt i påsken?
Selvom der ikke er noget der er helt så irriterende som mennesker, der giver sig til at fortælle, hvad en is kostede i deres barndom, så erindrer jeg alligevel, at i min barndom var der altid mindst en af disse film, der blev sendt i påsken. Ben-Hur, De Ti Bud, Quo Vadis, El Cid og så videre. Uanset, hvordan man ellers har det med Bibelske dramaer, så er det vel de færreste, der ikke vil medgive at der er tale om flotte film. Det er under alle omstændigheder mere intelligent underholdning end mange af de mad- og quizprogrammer, som vi også kan se resten af året, og de har i hvert fald mere med påsken at gøre end nok så mange boligprogrammer.
Kære DR og TV 2: Programsæt en bibelsk storfilm i påsken.
Opfordringen er hermed givet videre.