Opdatering: DR har efter udgivelsen af denne artikel besluttet, at programmet foreløbigt fortsætter frem til og med den 13. april 2020.

Alle mediers opmærksomhed er i denne tid rettet mod coronavirussen og konsekvenserne af den. Der er ikke mange minutter mellem nyhederne om hvilke nye konsekvenser, pandemien har haft. Der er jævnlige afbrydelser i fladen, hvor en myndig kvindestemme minder om myndighedernes anbefalinger til at begrænse smitten.

Vi har isoleret os. Vi kontakter ikke andre. Samfundet er ramt af en “jeg må hellere holde mig lidt på afstand af dig”-bevidsthed, som i alle andre situationer havde været ildevarslende, men nu er nødvendig.

Midt i alt den postyr sidder Phillip Faber roligt og med et smil på læben ved sit klaver og synger for på “Nu titte til hinanden”, “Se nu stiger solen”, “Svantes lykkelige dag” og “Jeg ved en lærkerede”.

– I en isoleret tid, hvor mange er ensomme, er det klart, at sangene – som et middel til at føle sig som en del af et fællesskab – er virkelig kærkomment nu, mener Philip Faber.

For Phillip Faber er det et meget specielt program, fordi det er så nedtonet, som det er. Det hensætter ham til måden, man producerede tv på i meget gamle tv-dage.

– Det er et antiprogram. Det er ikke mig, der laver indholdet. Indholdet er, at folk synger foran fjernsynet. Vi laver en ramme, som folk kan synge i. Det er et paradoks, og jeg føler mig hensat til gamle dages slow-tv.

Men grunden til at programmet overhovedet giver mening og har skabt så stor interesse, skyldes ene og alene krisen, fastslår Phillip Faber – selvom eksperimentet “Live fra Højskolesangbogen” har haft nogle af de samme elementer i sig:

– Normalt laver vi fællessang for fremmødte mennesker, der er tilstede i samme rum som os. Med “Live fra højskolesangbogen” var der fællessang for både dem, der var der, og dem, der var ved fjernsynet. Her er det taget til ekstremerne, og som måske nok ikke ville fungere, hvis vi ikke var i denne situation. Du hører ikke andre, der synger. Men følelsen af at du er en del af noget, har du. Nu er der over 200.000, der synger sammen ude ved skærmene og radioerne. Det er meget stærkere, at folk selv synger til en ramme, som vi tilbyder, end hvis der havde været 50 mennesker i et studie til at synge for.

– Når det så er sagt, er jeg alligevel forundret over, at på trods af tidspunkt, form og indhold står 200.000 og synger med på en morgensalme af Ingemann og Weyse. Jeg troede, at det ville være snævrere, end det har vist sig at være. Det er dejligt og overraskende.

Du hører ikke andre
der synger
Men følelsen af at

du er en del af noget
har du

Programmet blev til på en lidt tilfældig måde. DR sendte i stort omfang medarbejdere hjem, og alle arrangementer blev aflyst. Med et stod Pigekoret med en helt tom kalender, og Phillip Faber spurgte sig selv: “Hvad skal vi nu bruge vores kræfter på?” Pigekoret har altid – også før Fabers tid – været en katalysator for fællessang. Og hvorfor ikke gøre noget for fællessangen netop nu?

Dermed var ideen om morgensang født, først som en ydmyg Facebook-begivenhed, men allerede dagen efter som et program på både DR1 og P2.

– Jeg har aldrig før oplevet noget, der har ramt så præcist. Det var en lille facebook-ting, og dagen efter var det et tv-program. Jeg tror, at det faldt på et tørt sted.

Hvordan har responsen været?

– Overvældende stor og positiv. Det er eksploderet, og vi bliver kontaktet ad alle mulige kanaler med sangforslag, historier og positiv feedback.

Har du oplevet en lignende respons før?

– Nej, aldrig nogensinde. Det, der gør mig så glad, er, at vi faciliterer noget, som gør folk glade. Det er smukt, at vi skaber en ramme, som folk gerne vil være en del af. Det handler om noget andet end dig og mig. Det rækker ud over individet.

Foto: DR

I programmerne kommer vi godt rundt i den danske sangskat. Både Den danske salmebog, Højskolesangbogen og andre sangbøger er repræsenteret. I 2015 fik P2 udarbejdet en top 50 over det danske sange, og mange af de sange, der stod på den liste, bliver foreslået igen af seerne og lytterne. Men der er også overraskelser.

– Vi kommer til at have sange på programmet, som jeg ikke ville have valgt, men hvor efterspørgslen er markant. Der er forslag til sange, der afspejler vores situation – sange, der har en nerve.

Sangen bliver et helle, hvor man kan glemme katastrofetankerne.

Phillip Faber

Den store interesse viser også, at vi som mennesker har brug for at finde ind til noget sikkert:

– Sangen bliver et helle, hvor man kan glemme katastrofetankerne. Fællessangen viser, at vi godt nok står alene, men vi er en del af et stort fællesskab, der synger med. Vi hører sammen, bemærker Phillip Faber.

Det er nok i virkeligheden det største paradoks, at i en tid, hvor vi har fået at vide, at vi skal holde afstand, at vi ikke må være mere end 10 samlet, så skaber fællessangen et fællesskab:

– Victor Borge sagde, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Men lige nu er det sangen, der er det tætteste, du kan komme på et andet menneske, tilføjer Phillip Faber.

Alsang i Fælledparken september 1940. Foto: Nationalmuseet.

At vi tyr til sangen i denne situation er ikke særlig unikt. Hverken i et nationalt perspektiv eller i et historisk perspektiv. Ud over hele Europa tyr ung som gammel til fællessangen – særligt i lejlighedskomplekser, hvor man måske er så heldig, at der bor en guitarist eller pianist, synges der som aldrig før fra altaner og vinduer. Men også i historien har vi tyet til sangen, når vi mødte modgang. Det skete blandt andet i kølvandet på nederlaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland i 1864 og under 2. verdenskrig med de store alsangstævner.

– I det store perspektiv er der nogle tydeligge paralleller, selvom forholdene er anderledes, bemærker Phillip Faber.

Han fortæller, at 100 året for genforeningen og 75 året for befrielsen skulle markeres med blandt andet med fællessang. De markeringer bliver formentlig ikke til noget – og dog:

– Nu har vi en ny krise, hvor vi har genoplivet alsang. Selvfølgelig ville det være bedre, hvis vi ikke var i denne krise, men det er dog et lyspunkt midt i alt det forfærdelige, siger Phillip Faber.

Når samtalen falder på den danske sang, bruges store ord. Phillip Faber mener, at vi i denne tid kan sige, at de store ord, vi bruger, faktisk er korrekte:

– Vores ide om, at vi har en virkelig stor sangskat, er blevet bekræftet. Det gør mig glad og tryg i mit musikerhjerte. Sangene kan det, vi har haft på fornemmelsen, at de kan.

Foto: Kim Matthäi Leland, DR

Hvor længe bliver Phillip Faber ved? Så længe at det giver mening siger han selv:

– Jeg har meget lyst til at blive ved. Jeg er generelt rigtig glad for musik, men sange er min yndlingsmusik, fastslår han.

Han har planer om at gøre det så længe, at det giver mening. I første omgang hver dag i 14 dage. Men det generer ham faktisk ikke, hvis det skulle blive længere tid. Han er ikke bange for at blive træt af det. Han oplever faktisk, at han får mere energi af at lave det – end så meget andet.

– Det er så dejligt at lave noget, der er meningsfuldt for andre. Det giver mig håb – også for morgensangens fremtid.

Også for ham personligt har det været en oplevelse at synge hver morgen i en svær tid – at opleve nogle sange i krisens lys.

– En linje fra Anne Linnets sang Forårsdag har fået en helt ny betydning: “Alt det, vi har grædt igennem livet // det svinder på en forårsdag.” Den linje synger noget håb ind i situationen. Og sådan er der linjer overalt, som får nyt liv og nyt lys.

Du kan se og høre Morgensang med Phillip Faber hele ugen på DR1 og P2. Mandag til fredag kl. 9.05 og lørdag og søndag kl. 10.03. Derudover kan alle udsendelser ses på DR TV.

Seertal: Morgensang med Phillip Faber

Gennemsnitligt 210.000 ser programmet.

PlatformSeere
DR1 via fjernsynet166.000
DR1 via DR TV24.000
On demand via DR TV20.000
Tidligere artikelDR2 sender gudstjeneste fra Skt. Pauls Kirke i København på søndag
Næste artikelDEBAT: Tusinder af tv-seere risikerer sort skærm