Med godt skal ondt fordrives

0
442

Kent Bech Rasmussen er én af deltagerne i DR3’s reality-eksperiment “Ond, Ondere, Ondest”. Han blev aldrig for alvor presset under optagelserne, men han har lært en masse om sig selv og om ondskab
kent-ond-ondere-ondest-klf-kirke-og-medier
Af Ole Noermark Larsen
Sidste sommer blev 15 helt almindelige danske mænd spærret inde i et fængsel, som var proppet med tv-kameraer. Fem af deltagerne blev fra start udnævnt til fangevogtere, mens de sidste ti måtte lade sig kronrage og iføre orange fangedragter.
“Vi vidste ingenting på forhånd. Vi havde meldt os ud fra et opslag, hvor DR søgte mænd, som gerne ville udfordre sig selv og finde ud af, hvordan de reagerede under pres. Det ville jeg gerne, selv om jeg egentlig ikke havde lyst til at være på tv,” forklarer én af deltagerne. Han hedder Kent Bech Rasmussen, er 25 år og studerer teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus. “Men nu da det skulle på tv, tænkte jeg, at jeg måske kunne få lov at være et vidnesbyrd,” siger han.
Mænd er blevet blødere
Sommerens strabadser glider lige nu over skærmen hver onsdag aften på DR3 under titlen “Ond, Ondere, Ondest”. Der er ikke tale om et traditionelt reality-show, men om et socialt eksperiment, hvor man forsøger at fremprovokere deltagernes ondskab ved at sætte dem under pres. De fem fangevogtere har en udstrakt grad af autoritet over fangerne, og spørgsmålet er, om den situation vil få dem til at optræde ondt over for fangerne.
Alt sammen overvåges af krisepsykologer, som når som helst kan stoppe eksperimentet, hvis det går for vidt. Det gjorde det, da psykologen Philip Zimbardo udsatte en gruppe amerikanske studerende for et lignende eksperiment i 1971.
“Tesen for eksperimentet i ‘Ond, Ondere, Ondest’ er, at vi er blevet bedre og blødere mennesker siden dengang, og det synes jeg faktisk, vi oplevede. Der var ikke mange eksempler på, at fangevogterne misbrugte deres autoritet, og generelt havde vi det godt sammen og hjalp hinanden undervejs,” fortæller Kent.

Menneske på godt og ondt

Eksperimentet antager, at mennesket som udgangspunkt er godt, men at det under særlige omstændigheder kan blive ondt. Den antagelse er ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtig, mener stud. theol.’en fra Åbyhøj.
“Jeg tror, vi er skabt til at være gode. Det har været udgangspunktet lige fra begyndelsen, men på grund af syndefaldet er synden og ondskaben blevet en del af vores natur, som vi aldrig kan slippe af med. Vi indeholder derfor både noget godt og noget skidt, og en presset situation kan sikkert godt få os til at udvikle os i en ondere retning end ellers,” siger han.
Selv oplevede Kent ikke ondskab i udbrud under optagelserne. Hverken hos sig selv, hos sine medfanger eller hos fangevogterne. Men det skyldes formentlig, at deltagerne i eksperimentet ikke blev presset nok.
“Vi vidste jo, at DR ikke lod os rådne op i fængslet for åben skærm, så overlevelsesdriften trådte aldrig rigtig i kraft. Havde vi siddet i et fængsel i Nordkorea, havde det været en helt anden sag.”

Gør som Jesus

Kent nåede dog at udtænke, hvad han selv ville gøre, hvis han kom til at stå ansigt til ansigt med et andet menneskes ondskab.
“Som i mange andre tilfælde tror jeg, vi skal se på Jesus, selv om det kan lyde som en kliché. Jesus blev konfronteret med ondskab adskillige gange, og han vendte ikke bare passivt den anden kind til. Han bekæmpede det onde ved aktivt at gøre noget godt. Det vil jeg gerne efterleve,” siger Kent.
I praksis kan det bl.a. betyde, at man som kristen altid tager de svages parti, foreslår han. “Der findes mennesker her i landet, som lider nød og har brug for hjælp. Det kan vi ikke bare forholde os passivt til. Vi er nødt til at bekæmpe uretfærdigheden ved selv at gøre noget godt for dem, det går ud over.”
Anderledes svært er det at bekæmpe den ondskab, der bor i én selv.
“Eftersom den er en del af vores natur, bliver vi aldrig i stand til at nedkæmpe den. Den slipper vi først af med, når vi er på den nye jord. Men jeg tror på, at vi skal bekæmpe den og forsøge at fremme det gode. Det må vi bede Gud om hjælp til.”

Holder i længden

Kent var åben om sin kristne tro under eksperimentet. Nogle af de andre deltagere meldte klart ud, at de ikke ville høre mere om det, men han fik også flere gode samtaler undervejs. Èn af hans medfanger sagde endda for rullende kamera, at Kent havde ændret hans syn på kristne.
“For mig var eksperimentet en spændende mulighed for at lære mere om, hvordan helt almindelige mænd tænker og reagerer. Min etik og moral hænger tæt sammen med min kristne tro, men hvordan agerer man i en presset situation, hvis ens etik og moral i stedet er resultatet af en bestemt opdragelse, en ideologi eller en samfundsnorm?” funderer Kent.
“Jeg fik ikke et entydigt svar, men jeg er overbevist om, at en kristen etik holder bedre i længden end en relativistisk etik, som for mig at se er den yderste konsekvens af moderne etik. Jeg håber, at jeg ville være i stand til at tænke på andre end mig selv længere end nogle af de andre. Men det får vi nok aldrig opklaret,” smiler han. “Grundlæggende er vi kaldet til at elske vores næste, også når det koster og gør ondt.”

Artiklen stammer fra IMT 2014 nr. 06 GEIST

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her