Kulturminister ryster public service-posen

0
352

SOMMERARTIKEL: Mette Bock (LA) vil afskaffe licensen, slanke Danmarks Radio, sælge TV 2 og lade flere medier komme til fadet for folkeoplysning. Hvad betyder det for danskernes dannelse og fælles forståelse af historien og den kristne kulturarv?
Lad det være sagt med det samme. Danmarks ny kirke- og kulturminister lægger vægt på kristendommens betydning for det danske samfund.
– Vi står på skuldrene af tidligere slægter og er alle blevet præget af kristendommen, uanset om man er medlem af folkekirken, medlem af et andet trossamfund, eller om man er ateist. Vi er alle sammen præget af, at vi lever i et land, som er formet af den kristne kulturarv, siger Mette Bock (LA), da vi møder hende til interview i Kirkeministeriet.
Indhold først, derefter udbydere
Men det behøver ikke kun at være Danmarks Radio, TV 2 eller Radio24syv, der leverer public service. Det kan man også forpligte andre medier til, mener Mette Bock. Hun går derfor ind for at slanke Danmarks Radio, afskaffe licensen, sælge TV 2 og lade andre medieudbydere komme til.
Og derfor ligger det lige på tungen at spørge ministeren om, hvordan hun ud fra det scenarie vil sikre god public service, der også tilgodeser det kirkelige segment og formidler den vigtige kristne kulturarv til danskerne.
– Jeg er ikke særlig optaget af institutioner, men mere af indhold. Hvis vi i Danmark synes, der for eksempel skal være mulighed for at være en del af en gudstjeneste, når man ikke er fysisk i kirkerummet, så skal vi finde ud af, hvem der kan producere og stille det til rådighed. Det skal være i den rækkefølge – i stedet for den lidt rigide diskussion om, hvorvidt man er for eller imod DR, og at public service kun er noget, der kan leveres af statsejede eller statsfinansierede medier. Det, mener jeg, er en gammeldags måde at tænke på.  Det bliver jo mere og mere muligt at give mennesker adgang, uden at det nødvendigvis skal være i store, gamle, tunge organisationer.
Adgang for flere, men brug for vejledning
Men når det er kanaler, man selv skal finde frem til og betale for, har alle jo ikke lige adgang til samme information…?
– Men det er jo allerede meget fragmenteret. For eksempel er DR splittet op i en lang række forskellige kanaler. Vi sidder ikke omkring det samme lejrbål som dengang, DR var en monopolinstitution. Og i virkeligheden er der lettere adgang for flere mennesker i dag, end der var for 30, 40 og 50 år siden. Der er så i højere grad brug for, at der er nogen, der kan lede os derhen, hvor vi gerne vil.
Er der noget, du er utilfreds med i den nuværende ordning?
– Ja, jeg synes, det er meget mærkeligt, at danskerne skal betale det samme, uanset om de har fjernsyn, radio eller måske kun en pc. Vi har for længst vænnet os til, at vi kan hente flere ting forskellige steder, og vi har også vænnet os til, at ting koster noget. Så i stedet for, at vi alle sammen skal tvinges til at betale over 2.400 kroner i licens, kunne der komme noget spændende ud af, at vi fik en større frihed til at vælge.
Køber skal forpligte sig til public service
Mette Bock tror dog, at Danmarks Radio også vil eksistere om 10-20 år:
– Men det bliver måske bare et andet DR end det, vi kender i dag, fordi der er så mange flere tilbud, siger hun.
Men økonomiske interesser vil jo spille ind, hvis for eksempel TV 2 bliver solgt til en anden virksomhed.
– Der er jo ikke noget, der forhindrer, at man pålægger køber forpligtelser som forudsætning for, at man vil sælge. Og det er faktisk sådan, at hovedstationen TV 2 ikke modtager statsstøtte i dag.
Det skal vel også løbende kontrolleres…?
– Det er der godt fem millioner danskere, der nok skal holde øje med! Vi har jo hvert eneste år omkring højtiderne for eksempel en levende diskussion om, hvorvidt DR og TV 2 leverede tilstrækkeligt og på den rigtige måde. Det har vi heldigvis vågne borgere, der holder godt øje med. Og i det omfang staten finansierer det, skal der laves aftaler i rammer for, hvad der skal leveres.
Fællesskabet lever bedst i frihed
Man kan synes, at to ting stritter lidt i hver sin retning: Public service og et nuanceret medieudbud. Hvordan sikre dannelse og sammenhængskraft, når medieudbuddet bliver mere og mere fragmenteret?
– Det er i hvert fald ikke noget, vi kan styre fra statens side.  Vi skal vænne os fra at tro, at fællesskab er noget, staten skaber. Det er det ikke. Rigtige fællesskaber, levende fællesskaber dannes af folk selv. Så kan staten godt understøtte. Men man skal passe meget på ikke at overstyre, fordi så suger man livet ud af det hele.
KLF har stor indflydelse
Hvordan kan KLF i et fragmenteret mediebillede kontrollere, at der rent faktisk bliver leveret public service?
– Jeres organisation har jo en kæmpestor indflydelse – det ved jeg fra min tid som kirkeordfører. Det er en meget stærk lobbyistorganisation – og det er godt.
Men en kommerciel virksomhed er jo ikke forpligtet til at lytte til os…
– Næ, det er de ikke. Men der er jo stadig mange mennesker, som bakker op om jeres organisation. Og jeg forestiller mig heller ikke, at vi ikke skal have public service i vores samfund. Det eneste, jeg stiller spørgsmålstegn ved, er, om det skal være præcis de producenter og leverandører, vi har i dag.
Artiklen er skrevet af Svend Løbner og bragt i magasinet Kirke & Medier 1-2017.