Tv bør også tage hensyn til den ældre del af befolkningen. Det kan meget vel blive konklusionen på en konference om seniorer og medier den 11. november.
KLF, Kirke & Medier inviterer til en konference om ældres brug af medier og mediers hensyn til ældre. Konferencen finder sted på Christiansborg mandag den 11. november 2013 med indlæg af både forskere og mediepersonligheder med fingeren på pulsen.
Konferencen sætter især fokus på tv-mediet: ”Skal vi se, hvad andre vil se, eller skal der laves fjernsyn for os?”, lyder oplægget.
Konferencen forløber fra 9.30 til 17.00 og har bl.a. indlæg fra Dan Pedersen, lektor ved Københavns Universitet, Line Baun Danielsen, studievært ved TV 2 Lorry, Gitte Rabøl, kanalchef ved Danmarks Radio og Ingolf Gabold, tidligere dramachef ved Danmarks Radio og manden bag den populære dramaserie Sommer.
Lasse Jensen fra P1-programmet Mennesker og medier er ordstyrer på en debat mellem mediepolitiske ordførere i Folketinget.
Konferencen er spækket med nyttig information og giver også et overblik over de tekniske muligheder for at forbedre tv-oplevelsen for seniorer.
Sæt kryds ved den 11. november 2013 allerede nu.