Debat: Herrens Veje udfordrer synet på tro og kirke

0
1217

DR1-serien Herrens Veje viser mange gode takter, men familiedramaet er så overdrevet, at det udfordrer autenticiteten. Dog får vi et vist indblik i kirkens liv, eksistentielle spørgsmål og troens dilemmaer. Og skuespillet er suverænt.
Kommentar af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Herrens Veje har uden tvivl kickstartet mange samtaler om tro. Men blev vi klogere på kirke og kristendom? DR1-serien er produceret godt, de fleste skuespilpræstationer er i top, og der er spænding i hvert eneste afsnit. Men er der skruet så meget op for dramaet, at serien bliver utroværdig?
Det er nogle af de spørgsmål, der rejser sig efter sidste afsnit af Adam Prices nye dramaserie om tro, tvivl og kærlighed.
Først skal DR have ros for at sætte tro på dagsordenen og samtidig spejle mange af de dilemmaer, troende står over for. Serien rører ved store eksistentielle spørgsmål, når provstefamilien Krogh tvinges til at tage stilling til krig, flygtninge, hjemløse, seksualitet, utroskab, abort, fremmede religioner osv. Og vi rives med af et eminent skuespil, når store følelser som sorg, angst, tvivl, jalousi, lettelse, glæde, mod og endda overmod udspilles for vores øjne.
Det lykkes Adam Price at presse stort set alle tænkelige dilemmaer for en troende præst ind i seriens 10 afsnit. Problemerne komprimeres og sættes voldsomt på spidsen, men serien formår sikkert at trigge mange gode samtaler om tro rundt om de danske kakkelborde. Spørgsmålet er blot om seerne blev klogere på kristendom og kirke?
På den ene side: Ja! Serien gør kirken nærværende. Vi kommer meget indenfor i kirkerummet til prædiken, sang og bøn. Den del er helt fantastisk og ret enestående. Det er vist første gang en dramaserie viser kirken så levende.
På den anden side: Nej! Der er så mange problemer presset ind hvert eneste afsnit, at det virker utroværdigt. Hvordan kan en præstefamilie have en psykopatisk far, en lesbisk mor og to sønner, der er henholdsvis en snydetamp og et dydsmønster. Selv om interaktionerne er spændende, og problemerne uden tvivl forekommer i enkelte hjørner ude i den virkelige verden, virker dramatiseringen søgt. Serien kommer til at handle mere om en dysfunktionel familie end om tro og kirke.
Her var en anden Adam Price-produktion, Borgen, helt anderledes autentisk. Selv om der også her var skruet op for dramaet, blev vi trods alt klogere på forhandlinger, aftaler og politikeres forhold til spindoktorer og medier. I Herrens Veje kommer vi ikke helt ind i Folkekirkens maskinrum. Og vi savner helt at møde menigheden og alle de frivillige, der også er en vigtig del af kirkens arbejde.
Men det mest ærgerlige er, at man efterlades med et indtryk af, at man nærmest skal være sindssyg for at være troende. At tro på det overnaturlige og give sig hen i uegennyttigt hjælpearbejde er at være uligevægtig, virkelighedsfjern, næsten borderline. Provst Johannes’ tro mister al troværdighed på grund af hans psykopatiske træk. Sønnen Augusts åndelighed kan nemt tolkes som eftervirkning af posstraumatisk stresssyndrom.
Den eneste, der fremstår nogenlunde normal, er sønnen Christian, der finder sig selv i et buddhistisk kloster. Hans nyfundne inspiration står som kontrast til den komplekse folkekirke. Det giver et fortegnet billede, som ikke afspejler den variation som er i alle religioner. Man kan helt sikkert finde spændende og passionerede mennesker indenfor alle verdens religioner.
Herrens Veje er dramatik i høj klasse. Serien er flot produceret, skuespillerne leverer varen. Men når hvert afsnit indeholder nye, svære dilemmaer og personerne må gå så grueligt meget igennem, kniber det med autenticiteten. Det er svært at identificere sig.
Til gengæld er man helt med, når Johannes yder sjælesorg til en mand med dødsangst, når ægteskabet med Elisabeth krakelerer, når August bliver filtret ind i ulovlig hjælp til en afvist asylansøger, og når Christians vrede bliver udstillet og udfordret af en lille munk i et nepalesisk kloster.
Disse glimt lover godt for seriens fortsættelse. Enkelte sætninger i Johannes’ prædiken. Søskendekærligheden mellem August og Christian. Elisabeths beslutning om at vende tilbage til familien.
Herrens Veje fortjener både ris og ros. Det er flot, at DR tør sætte scenen i og omkring kirken. Vi får indblik i kirkens liv, kirkelige handlinger og eksistentielle problemstillinger. Samtidig bliver lyspunkterne i nogen grad kvalt af et nærmest hektisk forsøg på at presse alverdens dårligdomme ned i en enkelt familie, det levede kirkelivs fravær og den meget kritiske tilgang til kristendommen i det hele taget.

Tidligere artikelKLF: Hav mod til at tænde og slukke for medier
Næste artikelProgramserie om trosliv skaber nysgerrighed