P1-programmet Tidsånd skulle dele sol og vind lige mellem emnerne historie og tro. Men en ny undersøgelse viser, at det kun er 14 minutter, der decideret handler om tro. KLF, Kirke & Medier opfordrer P1 til at genoprette balancen.
Af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
P1 er i fuld gang med en større omlægning af trosstoffet på kanalen. Det skarpe journalistiske magasin Religionsrapport er blevet til det mere filosofiske samtaleprogram Tidsånd. Hvor Religionsrapport stillede skarpt på tro, skal Tidsånd dække både tro og historie.
Idéen er ikke dårlig. For tro og religion har naturligvis en historisk baggrund. De fleste helligskrifter blev til for mange hundrede år siden og blev snart efterfulgt af teologiske lærebygninger og religiøse institutioner. Således også med kristendommen. Kristus blev til kristendom og kirke og til sidst en kultur, der har præget Danmark i 1000 år.
Så selvfølgelig skal DR og især den kloge kanal P1 behandle trosstof og sætte det i historisk perspektiv. Spørgsmålet er blot om det lykkes særlig godt i programmet Tidsånd.
En spritny undersøgelse fra KLF, Kirke & Medier viser, at programmet kun stiller skarpt på trosstoffet i knap 14 minutter i gennemsnit. Historie får omkring 30 minutter, og øvrig redaktionel omtale knap 10 minutter. Programmet varer 54 minutter i alt.
Balancen mellem tro og historie tipper altså. Også selv om det i nogle tilfælde er en vurdering, hvorvidt et indslag handler om historie eller om tro. Eller om begge dele på én gang.
For eksempel er det en pointe, at et program om kristenforfølgelser i Mellemøsten falder ind under tro. Men når hovedgæsten er udviklingsminister Ulla Tørnæs, som hellere vi tale generel udlandspolitik end religionens indflydelse på fred og udvikling, går trosdimensionen fløjten. Derfor er der ikke mange minutters trosstof i netop den udsendelse, knap 9 minutter.
Det er da også en pointe, at en udsendelse handler om tro, når alle 54 minutter i årets første udsendelse er tilegnet Luther, der netop fejres i år, fordi det er 500 år siden, reformatorens berømte teser blev slået op på kirkedøren i Wittenberg. Men når hovedgæst Frederik Stjernfeldt ikke forholder sig til Luthers troslære, men blot angriber hans samfundssyn, kan trosstoffet ligge på et meget lille sted. Men takket være andre programgæster kommer tros-andelen i dette program alligevel op på 37 minutter.
Og sådan kunne vi blive ved. Er nyheden om en genopsætning af Jesus Christ Superstar trosstof? Er en overlevende Auschwitz-fanges erindringer trosstof? Eksemplerne illustrerer, hvor svært det kan være at adskille historie og tro. KLF har dog været fair i optællingen af sekunder, der omhandler de to kategorier, så det bliver talt med, når værten omtaler tro og religion i redaktionelle sætninger, og når en kvindelig imam taler om feminisme – mere som et personligt politisk standpunkt end som religiøst begrundet islam.
Alligevel tipper balancen. Vi må konstatere efter en omhyggelig gennemgang af 16 udsendelser fra Tidsånds første udsendelse ved årsskiftet til udgangen af april 2017: Historie har forrang for tro i programmet.
Dette er en konstruktiv kritik, der kan tjene som påmindelse til P1 om at finde balancen igen. Ellers vælter det, så hele ordlyden i DR’s public service aftale ikke bliver dækket ind. Der står jo i pkt. 3: “DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv.”
