
My dad’s Christmas date
Bunken af sukkersøde julefilm er stor som Himmelbjerget. Det er svært at komme igennem julen uden at støde på dem. Og på overfladen synes My dad’s Christmas date som en af dem, men den har ikke desto mindre så meget kant, at den fortjener omtale her. Opskriften er den samme: Hovedpersonen David er single, og Davids datter Jules forsøger desperat at finde en kæreste til ham. Men det bliver tydeligt, som julefilmen skrider frem, at både David og Jules er ramt af en dyb sorg: Davids kone døde nemlig på tragisk vis, og Davids sorg er ikke bearbejdet, hvilket resulterer i meget vrede. Jules er også i sorg, fordi hun savner en moderfigur at spejle sig i.
Det er en af den slags film, hvor Grundtvigs bøn mod slutningen af Velkommen igen, Guds engle små: “Lad julesorgen slukkes” runger i baghovedet. Mon den sorg, som både David og Jules bærer rundt på, bliver slukket i julen – og kan David finde kærligheden igen?

Lørdag den 17. december kl. 22:00

Warum glaubst du?
ZDFs eksistensprogram 37° Leben har igennem adventstiden stillet spørgsmålet Hvorfor tror du? 4. søndag i advent besvares spørgsmålet i forhold til skyld. I programmet medvirker personer fra forskellige trosretninger, som fortæller om, hvordan de håndterer skyldfølelse. Kan der gøres op med alle former for ugerninger? Hvordan beder man om tilgivelse, når man har såret et menneske, som man holder meget af?

4. søndag i advent, den 18. december kl. 9:03

På sporet af julens sange
Igennem december af Mette Frisk og Phillip Faber været på jagt efter historien bag nogle af julens bedste sange og salmer. I det sidste afsnit undersøger de to historien bag Ingemanns Glade jul, dejlige jul.
De to værter må en tur til Østrig i deres søgen efter, hvorfor Glade Jul, dejlige jul er blevet så populær. Phillip drømmer om at synge julesalmen lige dér, hvor den blev spillet første gang, og Mette undersøger, hvorfor Glade Jul, dejlige jul ender med at blive sunget over hele verden 200 år efter.

Torsdag, den 22. december kl. 20:30

Juleglede i Nashville
CMA Country Christmas er en årligt tilbagevendende tv-event, hvor diverse countrystjerner samles og synger julen ind. I år er det Old Dominion, Maren Morris, Dan + Shay samt Steven Curtis Chapman, som i mange år har været en del af den kristne country/pop-scene i USA.

Torsdag den 22. december kl. 22:15
2. juledag, den 26. december kl. 15:45

Fællessang – mens vi venter
I Fællessang – mens vi venter varmer vi op til juleaften på allerhyggeligste vis. Lillejuleaften byder på en ‘special edition’ fra jule-fællessangstudiet, hvor vi – i skæret fra kalenderlysets sidste centimeter – skal synge både de klassiske julesalmer og de helt store julehits. Værterne Katrine Muff og Johannes Langkilde står for musikken og julestemningen i studiet, hvorfra de stiller igennem til dansk musiks juleentusiaster. Glæd dig til en aften, hvor du kan få styr på julemaden og gaveindpakningen, mens vi står for julemusikken.

Fredag den 23. december kl. 20:00

Danmark synger julen ind
Katrine Muff og Mathias Hammer inviterer seerne til at synge med, når de sammen med Oh Land, DR Børnekoret og over 300 korsangere fra hele Danmark synger julen ind fra DR Koncerthuset 1. søndag i advent. Repertoiret spænder fra klassiske danske julesange, populære julekalendersange og engelske julesange m.m.

Juleaftensdag, lørdag den 24. december kl. 10:55.

Åbo julfred
Det er en gammel tradition at “lyse fred for julen”; at markere, at i julen skal vi lade arbejdet ligge, at stoppe strid og uvenskab og rette fokus mod juleglæden.
Der er ikke mange steder i verden, hvor der helt konkret lyses fred for julen. Det sker dog i Åbo i Finland, hvor det er en obligatorisk del af finnernes julefejring. Hvordan den gamle juletradition foregår i dag, kan man se på svt2, som sender direkte fra Store torv i Åbo juleaftensdag.

Juleaftensdag, lørdag den 24. december kl. 10:55.

Mathias’ julestue
P2-værten Mathias Hammer har haft en travl december. Men han har ikke desto mindre tid til at byde indenfor i Mathias’ julestue både juleaftensdag og juledag, hvor der er garanti for god stemning og masser af dejlige juletoner fra den klassiske musik.

Juleaftensdag, lørdag den 24. december kl. 14:03
Juledag, søndag den 25. december kl. 14:03

Jerusalem og Selma Lagerlöf
En af Sveriges største personlige er den kristne forfatter Selma Lagerlöf. Derfor er det nok også meget naturligt, at svt1 sætter massiv fokus på forfatteren mellem jul og nytår.
Det sker dels med en ny dokumentarserie om en lille pige, der fødes i Värmland med en evne til at fortælle både de smukkeste og mest skræmmende historier. Hendes udlængsel er stor, og hun rejser ud i Europa og krydser Middelhavet. Da hun endelig debuterer som forfatter, bliver kultureliten chokeret over hendes originalitet og evner som forfatter.
svt viser desuden dramaserien Jerusalem, baseret på Lagerlöfs signaturværk af samme navn og instrueret af den danske stjerneinstruktør Bille August.

Jerusalem (1:4): tirsdag den 27. december kl. 18:15.
Jerusalem (2:4): onsdag den 28. december kl. 18:15.
Jerusalem (3:4): torsdag den 28. december kl. 18:15.
Jerusalem (4:4): fredag den 29. december kl. 18:15.
(Alle afsnit genudsendes dagen efter klokken 11:00.)
Selma Lagerlöf (1:2): tirsdag den 27. december kl. 20:00.
Selma Lagerlöf (2:2): onsdag den 28. december kl. 20:00.

Årsskiftet 2022-2023
Nytårsaften har sine helt egne traditioner med Dronningens nytårstale, Vær velkommen, Herrens år og midnatgudstjeneste.
Dronningens nytårstale sendes på både radio og tv kl. 18:00.
P2 tyvstarter årsskiftet med vægtervers og danske sange ved DRs vokalensemble kl. 23:45. Derefter kommer timeslagene, klokkespil og nytårssange.
DR1 markerer også årsskiftet med DR Pigekoret under ledelse af Phillip Faber og Dreamers’ Circus, som synger året ind med Vær velkommen, Herrens år.

Vægtervers og og danske sange: nytårsaften kl. 23:45. Efterfølges af timeslagene, klokkespil og nytårssange.

Rådhusklokker, Vær velkommen 2023 og midnatsgudstjeneste: nytårsaften kl. 23.55