Jeg savner, at journalister stiller skarpe spørgsmål om islam, for at vi kan få flere nuancer og dermed også forståelse og respekt for muslimske medborgeres religiøse tro og praksis, skriver redaktør Svend Løbner i denne kommentar til en sommerudgave af Tidsånd
Kommentar af Svend Løbner
Jeg oplever ind imellem hos medier og meningsdannere en benovelse over det fremmede og eksotiske. Senest i sommerudgaven af Tidsånd på P1, hvor vært Christoffer Emil Bruun blandt andet havde inviteret Abdul-Karim Khammal, sociolog og medieansvarlig i Det Islamiske Trossamfund, til at præsentere os for Ramadanen.
Indholdet var godt og oplysende, men jeg oplever som sagt en benovelse, der lægger en dæmper på programmet, fordi der stort set ikke kom et eneste kritisk spørgsmål fra værten.
Benovelsen kommer også til udtryk i ulighed, når troende og aktive muslimer sammenlignes med kulturkristne, der knap nok tror på Gud og i hvert slet ikke kunne finde på at faste! Hvorfor ikke benytte anledningen til at sammenligne den muslimske faste med fasten i andre religiøse traditioner, og ja, hvorfor ikke invitere en kristen ind, der jævnligt bruger faste til at komme Gud nærmere.
Jeg har allerede sendt flere gode forslag til værten.
Måske skyldes benovelsen over det fremmede og eksotiske, at studieværter ikke ved nok eller har tid nok til at sætte sig ind i religion. Det er jo en udfordring at skulle finde emner og deltagere til timelange programmer hver uge! Lige nu får vi sandt nok en indføring i islam gennem Koranskole og Tidsånd på P1, men den manglende sammenligning med teologi i andre religioner, især kristendommen, skyldes måske, at studieværter ikke ved, hvad de skal gribe og gøre i. Og de kender måske ikke så mange aktivt troende (og fastende) kristne til, at de kan gribe knoglen og invitere dem i studiet.
Sommerens fokus på islam har gjort mig – og sikkert en hel del andre – klogere på religionen og vore muslimske medborgeres praksis. Nu kan vi så håbe, at denne viden også ”affortryller” religionen for studieværterne, så de kan rømme sig, rette sig op i stolen og samle mod og mandshjerte nok til også at stille de kritiske spørgsmål: Hvad er egentlig grunden til, at jihadister verden over kan legitimere deres terror med Koranens ord? Hvorfor mener fire ud af 10 danske muslimer, at sharia står over Grundloven? Hvorfor er religion med til at splitte, når der faktisk er rigtig mangel ligheder mellem forskellige religioners forestillinger og praksis?
Der er helt sikkert gode svar på disse spørgsmål. Men dem får vi ikke – ikke klart og entydigt i hvert fald – fordi journalister ikke stiller de skarpe spørgsmål af bare benovelse.
Det er ærgerligt. For vi kunne være blevet endnu klogere. Og debatten blevet mere kvalificeret. Og vore muslimske medborgere i højere grad respekteret, fordi vi netop får alle nuancerne med.
