Viggo Mortensen
Professor emeritus, Institut for Kultur og Samfund
Anmeldelse af 6. afsnit af ”Gud Fader Bevares” på Radio4.
Jeg må indrømme, at jeg ikke ofte hører Radio4. Men når de introducerer et trosprogram, som er bestyret af en erklæret ateist som Anders Stjernholm, tidligere formand for Ateistisk Selskab, så må det vække interesse. Navnlig da jeg lige selv har været involveret i en ophedet debat om man kan tro a-teistisk på Gud.
Efter Thorkild Grosbølls død var toneangivende kommentatorer enige om, at tiden var løbet fra Grosbøll. Da jeg har kendt og sympatiseret med Grosbøll følte jeg det naturligt at give lidt baggrund for hans anliggende, som jo var det at udforske, hvorledes man kan tale om Gud efter at det teistiske verdensbillede med en ‘Gud Fader i Skyen’ er blevet utroværdigt. Så jeg tændte for radioen med et åbent sind og et håb om, at en militant sekulær ateist kunne kaste lys over en kristen a-teisme?
Før udsendelsen ”Gud fader bevares?” går på kl. 11 er der denne torsdag et program om livet på en campingplads. Man får indblik i en række subkulturer, som trives sådan et sted. Derefter kommer trosprogrammet – på passende steder afbrudt af en jingle, der påstår at Radio4 taler med Danmark. Ja, det kan godt være, men det er et Danmark delt op i subkulturer. Klokken 11 bliver det så den religiøse subkulturs tid. Den er næsten lige så eksotisk som Harley Davidson motorcykelklubben på campingpladsen.
Denne torsdag er det ikke på forhånd annonceret, hvem Stjernholm skal have som gæst. Det viser sig at være valgmenighedspræst Henrik Højlund. Havde jeg vidst det, havde jeg måske undskyldt mig for at skulle skrive en anmeldelse, for Højlund blandede sig også i debatten efter Grosbøll på en efter min mening ikke særlig konstruktiv måde.
…en egentlig samtale, hvor forståelse af hinandens argumenter driver erkendelsen fremad, det kommer det ikke til.
Viggo Mortensen
Nå, til sagen: Stjernholm vil diskutere, om det kræver tro på Gud for at være god. Er det Gud, der gør os gode? I den naive udgave er det selvfølgelig noget vrøvl. Mennesker kan handle godt eller ondt. Det sker med og uden religion, og religioner, ideologier og verdensanskuelser kan inspirere til både det ene og det andet. En ting er at Stjernholm ikke mener at religion kan gøre noget godt; en anden ting er at han åbenbart mener, at religion er udtømt i moral. Det vil sige, hele hans program bygger på en alt for snæver opfattelse af, hvad religion er og kan være.
Højlund er jo en traditionel missionsmand, så det bliver mildest talt ikke nogen særlig frugtbar samtale. Jo, de får hver for sig markeret nogle positioner, men en egentlig samtale, hvor forståelse af hinandens argumenter driver erkendelsen fremad, det kommer det ikke til.
Stjernholm har sin egen agenda, som han pusher benhårdt og også trækker ned over sin samtalepartner. Når Højlund har givet udtryk for et bestemt standpunkt, så falder Stjernholm ham bedrevidende i talen og siger: ”Du må mene noget mere end det”. Eller: ”Det lyder super duper langt ude”.
Stjernholm er som det fremgår tilhænger af det evolutionære naturalistiske verdenssyn, som er så udpræget i vores kulturelle situation; og religion er for ham noget ”overnaturligt”, et sæt af overnaturlige utroværdige meninger. Han misser således totalt forståelsen af, at religion selvfølgelig er en menneskelig aktivitet, og da han slår alle religioner sammen, så får han slet ikke sans for, at kristendommen er noget helt andet. Han er således ikke bekendt med den gængse skelnen i nutidig teologi mellem religion og evangelium. Han anlægger det relativerende religionshistoriske blik, og har slet ikke sans for, at kristendommen er noget ganske andet; den er ikke en religion, men en oversættelsesbevægelse, hvor indenfor evangeliet bestandig antager nye former i mødet med nye kulturer og kontekster.
Debatten efter Grosbøll overbeviste mig om, at det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at diskutere seriøse religiøse/teologiske problemstillinger på de aktuelle nyhedsmediers vilkår. Nu er jeg tilbøjelig til at udvide det til også at gælde de elektroniske medier. Disse højtravende teoretiske diskussioner egner sig ikke til de elektroniske medier. Jeg ville langt hellere have hørt mere om Anders Stjernholms angiveligt promiskuøse ungkarleliv i København og hans etiske overvejelser omkring det og hans sterilisation. Eller om Henrik Højlunds kaldsbevidsthed og det knæk den må have lidt efter han forlod den trygge havn iblandt de stærke jyders efterkommere for at slå sig ned på det ugudelige Nørrebro, hvad han holdt til i to år, før han igen søgte ly bag en missionsk valgmenigheds trygge meningsmure. Lad det handle om tro og eksistens – ikke om meninger.
