Næsten halvdelen af danske unge vil fravælge DR, hvis de kunne slippe for at betale medielicens. Det er en kortsynet holdning, mener KLF, Kirke & Medier. Licensbetalte public service-medier er nemlig med til at sikre programmer, der bevarer demokratiet og den danske kultur.
En undersøgelse fra TNS Gallup og Berlingske viser, at 45 procent af de 18-35-årige vil fravælge DR, hvis de dermed kunne slippe for den årlige medielicens på 2.436 kroner. For alle aldersgrupper er tallet 29 procent.
Det er betænkeligt, mener KLF, Kirke & Medier.
– Vi betaler licens, fordi vi vil have medier, der giver alle danskere lige adgang til nyheder, kultur, viden og underholdning. Kommercielle medier har ingen interesse i at være kulturbevarende eller demokratiskabende. De skal tjene penge. Derfor er det skæbnesvangert at overlade danskernes dannelse til kommercielle medier alene, mener KLF, Kirke & Mediers generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
Medielicensen financierer Danmarks Radio og delvis TV 2. Begge medier har indgået en såkaldt public service-kontakt med politikerne og Kulturministeriet om at sikre et medieudbud, de svarer til befolkningens sammensætning.
– Public service underbygger demokratiet og sikrer oplysning til alle aldersgrupper i befolkningen. Desuden sikrer licensbetalte medier, at der også er plads til nichestof og hensyn til en stor variation af interesser. I en rent kommerciel medieverden er det alene lytter-, seer- og brugertal, der bestemmer programfladen, siger Mikael Arendt Laursen.
Til gengæld kan vi glæde os over, at ikke er reklamer på DR – hverken på radio eller tv – og at man som bruger kan klage over programmer og påvirke programudbuddet på længere sigt.
– Vi har faktisk indflydelse på public service-medierne gennem forskellige instanser som dialogfora, repræsentantskaber og foreninger som KLF, Kirke & Medier, pointerer Mikael Arendt Laursen.
Han mistænker at mange unge måske ikke har gennemtænkt de langsigtede konsekvenser ved ikke at betale licens.
– Det er i samfundets fælles interesse, at der også i fremtiden er medietilbud til alle – ikke kun til flertallet. Vores kultur vil blive fattigere, hvis vi kun tænker på os selv, siger han.