Fællessangen er en stærk kraft

0
1543
Foto: Kim Matthai Leland

Tilbage i marts blev et musikprogram med fællessang på DR K det mest sete program i kanalens historie. Det fortæller rigtig meget om sangens og musikkens tiltrækningskraft, mener Phillip Faber, dirigent for DR Pigekoret og vært på en række programmer i DR om musik og sang.

Af Stefan Vase
Det er et interessant tankeeksperiment: Kan man få danskerne til at samles ved fjernsynet rundt om i landet for at synge ”sammen” i 12 timer? Hvis det ikke var fordi DR K gjorde det lørdag den 17. marts i år, ville mange nok tænke, at det kan ikke blive til noget. Men lørdag den 17. marts tændte rigtig mange danskere for deres fjernsyn og sang med på ’I østen stiger solen op’, ’Den danske sang er en ung blond pige’, ’Hil dig frelser og forsoner’ og mange, mange andre sange og salmer fra Højskolesangbogen. I alt så 518.000 seere minimum fem minutter. I gennemsnit kiggede 91.000 seere med.
– Det er virkelig mærkeligt at lave et tv-program om fællessang, konstaterer den ene af værterne Phillip Faber og smiler.
Hans andel i programmet er ret lille, bemærker han, men han glæder sig over, at programmet fik få stor opbakning.
– Det var et meget nedtonet format. Det var fællessangen, der bar det. Det var ikke noget show. Det viser noget om, hvor stærk fællessangen er, mener Phillip Faber.
Hvordan kan det tiltrække så mange?
– Det ene svar er sangskatten i sig selv. Nu var det Højskolesangbogen, vi hyldede. Det kunne lige så godt være Salmebogen – eller sangskatten som helhed.
 

Phillip Faber var vært på “Live fra Højskolesangbogen” sammen med Mathias Hammer (t. v.). Foto: Agnete-Schlichtkrull

Et soundtrack til fællesskabet
Han nævner, at sangene kan indramme et helt liv og de små og store øjeblikke. Vi synger for vores børn, når de skal sove. Vi synger til bryllupper, begravelser, juleaften og så videre.
– Alle de store øjeblikke i livet afspejles i sangskatten. Når man hører ”Jeg ved en lærkerede”, så bringer den én et sted hen. Det er med til at binde os sammen.
En anden grund til programmets succes er fællessangen i sig selv:
– Fællessangen er en stor kraft. Der har været fokus på mig-mig-mig længe. Men i fællessangen mærker man, at man er en del af noget, der er større end én selv. Det er ikke mig, der synger ’I østen siger solen op’. Jeg får lov til at smelte ind i et fællesskab.
Hvordan kan det være, at vi stadig kan synge meget gamle sange?
– Det er meget interessant. Man mærker, når man synger en tekst, der er genial. Der ligger en værdi i selve… Man mærker historiens vingesus.
 
Historien vedligeholder sangskatten
Hvad er den danske sangskat? Det er Phillip Faber, der selv spørger. For den danske sangskat er ifølge ham mere end Højskolesangbogen. Det er Højskolesangbogen, Salmebogen, De små synger og måske noget mere?
– Hvad med sangene fra de gamle danske film? ’Er du dus med himlens fugle’ og ’Du er min øjesten’ ikke også en del af den danske sangskat? De står ikke i nogen af de bøger, bemærker Phillip Faber.
I vor tid er der også digtere, som banker på for at komme med i det gode ”selskab”. For eksempel Kim Larsen, Sebastian, og Anne Linnet. Han nævner, at der er rigtig mange, der har en ambition om at skrive sange, som kan komme med i Højskolesangbogen. Men det er også en stor opgave.
– Når man kigger på de tekster, der har overlevet mere end 50 år, så har de en slidstyrke som er ret fantastisk. Det er måske en fjollet sammenligning: Men det minder om Børge Mogensen. Det er dansk design. Der er en tidløshed over det.
Phillip Faber er ud over dirigent også komponist. Men når man ser ud over musikhistorien, kan den fylde en med ærefrygt. En underviser på musikkonservatoriet professor Bent Sørensen satte dog tingene i perspektiv for ham: ”Jaja, men der blev skrevet lige så meget møg dengang som nu. Men historien sier det fra.”
– Det er kun det, der er stærkt, godt og smukt nok, som overlever. Over tid vil det, der har kvalitet, nok blive hængende, fastslår Phillip Faber.
 
Vi synger med
Fællessangen er i øvrigt en meget dansk ting, konstaterer Phillip Faber. I Sverige, hvor han har boet i en periode, bruger de ikke fællessangen på samme måde. Det samme i England:
– Englændere er forbløffede over, at man til en hvilken som helst koncert kan foreslå, at man synger ”Dejlig er jorden” eller ”Jeg ved en lærkerede”, og så vil alle rejse sig op og synge med. De vil kunne versene og melodien. Fællessangen er virkelig stærk og binder os sammen.
Tre ting har bidraget til det. Reformationen, hvor menighedssangen blev introduceret. Grundtvig, som har skrevet en mængde kendte sange og salmer. Og krigstiden, hvor alsangstævner var en form for lovlig sabotage, som den tyske besættelse ikke kunne stille noget op overfor.
– Så længe der findes bål, forældrekærlighed, kampgejst og sorg, så vil der være sang og musik. For det bor inde i os. Selv den mest tørre revisor har sunget, da han legede som barn. Når hans lille barn ikke vil sove, vil jeg love dig, at han tyr til ’Solen er så rød, mor’. Jeg er ikke bekymret for sangen. Den vil altid være der.
 
I dagene op til den 17. marts sendte DR K fem nye Dagens Sang med DR PigeKoret. Her synger de med Pernille Rosendahl (til venstre fra midten), der også optrådte på Dokk1 den 17. marts. Foto: DR.

Den klassiske musik lever
En anden genre, som har lige så mange år på bagen som fællessangen, og som kan vække lige så stærke følelser, er den klassiske musik. Fynboen Carl Nielsen er en integreret del af den klassiske musik – og har i øvrigt også leveret musikken til flere sange og salmer. Mange af os kan nynne med på H. C. Lumbyes champagnegalop og jernbanegalop (egentlig: Københavns jernbanegalop). Vi kender Beethovens Für Elise, Händels Messias, Bachs Air og mange, mange andre. Men historien bag den klassiske musik er en lidt anden, forklarer Phillip Faber.
– Vi skal glæde os over, at der er nogle, der har bestilt værker. Kunstmusikken bliver stadig til på bestilling. Kunsten har altid skulle holdes i live – gennem mæcener. Det kan ligne kunstigt åndedræt, men det er præmissen. Den klassiske orkestermusik blomstrer i allerhøjeste grad. Der findes ikke en biograffilm uden musik.
Hvordan kan det være, at den klassiske musik stadig taler til os?
– Det som en stor kunstner og håndværker har skrevet i sin symfoni i slutningen af 1700-tallet er naturligvis stadig holdbart. Vi vender tilbage til noget, der holder.
Phillip Faber fortæller om 82-årige den estiske komponist Arvo Pärt, som viser, at nulevende komponister stadig skriver musik med holdbarhed:
– En gang i mellem er der nulevende, som skriver noget stort. Arvo Pärt skriver et værk, som sælger mere end de største popstjerner. De værker vil også være der om 100 år, fordi de har haft så stor gennemslagskraft.
 
Bibelen giver stof til den klassiske musik
Arvo Pärt skriver meget kirkemusik. Og kirkemusikken er et interessant hjørne af den klassiske musik. For nylig fik Phillip Faber en bibel af en bekendt. Og det var noget af en aha-oplevelse for Phillip Faber, som ved læsning af Bibelen genkendte tekster, vendinger og situationer fra de store klassiske værker:
– Det er helt vanvittigt. Jeg kender beretningerne fra korværkerne, sågar fra mit eget sprog. Det er fantastisk. Jeg har hele tiden vidst, at vi overordnet set er et meget mere kristent samfund, end vi ved. Men det gik op for mig, hvor gennemgribende det er. Det var meget spændende.
Phillip Faber er taknemmelig for, at vi stadig hører den klassiske musik, fordi den giver os et fundament.
– Vi bliver meget hurtigt historieløse. Vi har heldigvis god nok smag til at høre, hvad der fungerer. Vi søger det gedigne, det holdbare, det smukke, det særlige. Der er ingen fare for, at der er nogen, der glemmer, hvordan Bachs musik lyder, for det holder herfra og til stjernerne.
 
Hvad sker der, hvis vi formaterer harddisken og mister sangen og musikken? Hvad betyder det, når det kommer til stykket? – Det tankeeksperiment sætter virkelig i relief, hvor vigtigt det er at føle, at man er en del af en streng, siger Phillip Faber. Foto: Agnete Schlichtkrull.

Musikken er død…
Gør det en forskel, om vi har den klassiske musik, sange og salmer? Hvad ville det betyde, hvis vi formaterede harddisken med kulturarv.
– Det er en interessant tanke. Det ville være som at fjerne en del af fundamentet. Hvis al musik og sang i Højskolesangbogen var borte, ville vi ikke længere synge “Kæmp for alt, hvad du har kært”, “Dejlig er jorden” eller “Se, nu stiger solen”, når nogle var døde.
Phillip Faber er ikke begejstret for tankeeksperimentet:
– Det tankeeksperiment sætter virkelig i relief, hvor vigtigt det er at føle, at man er en del af en streng. Eller som Piet Hein skriver, at man er en del af et lod, der går ud over én selv. Det er meget vigtigt. Vi bliver hurtigt angst og bange for ikke at eksistere, hvis man bare blafrer i vinden. Der er kunsten og musikken med til at fortælle: “Der var nogle før dig, der tænkte og følte det samme.” Kunsten og musikken giver et lille glimt af paradis.
Live fra Højskolesangbogen kan stadig ses på DR TV.

Tidligere artikelFodbold er noget, vi ser sammen!
Næste artikelMedieforlig er et anslag mod uafhængig, dansk public service