Søndagens udgave af Tidsånd handlede om Kristeligt Dagblads og Politikens værdimæssige udgangspunkt og ståsted. I studiet havde programmets vært og DRs trosredaktør Christoffer Emil Bruun inviteret Bjørn Bredal, der har skrevet bogen Politiken mod Politiken – i anledning af dagbladet Politikens 125 års jubilæum i 2009, og Jes Fabricius Møller, der har skrevet bogen Livtag med tidsånden – i anledning af Kristeligt Dagblads 125 års jubilæum i 2021.
Udsendelsen kredsede om, hvilken betydning Politiken har haft for Kristeligt Dagblad. Ikke mindst i forhold til etableringen af sidstnævnte i kølvandet på Politikens dækning af begravelsen af 14 druknede fiskere i 1893, hvor Politikens fremmeste journalist Henrik Cavling skrev indigneret om pastor Carl Moes prædiken ved graven.
Ild i grundkonflikten
Christoffer Emil Bruun beskriver stemningen i studiet som intens og er overrasket over, at udsendelsen ikke har kastet mere opmærksomhed af sig.
– Jeg havde planlagt at gå efter en udsendelse, hvor vi skulle foretage nogle nedslag i historien, fordi de begge har skrevet historiske bøger om hver deres avis. Men da det viste sig, at der var så meget ild i selve grundkonflikten, holdt jeg fokus på den, forklarer Christoffer Emil Bruun.
Christoffer Emil Bruun har en relation til begge aviser. Han har været kronikredaktør og lederskribent på Politiken og skriver i dag klummer for Kristeligt Dagblad.
– Jeg kan identificere mig med begge – og har også en forståelse for den grundlæggende konflikt.
Rasende religion – rasende kristendom
Flere gange igennem udsendelsen forklarer Bjørn Bredal om sin egen baggrund og opvækst i den missionske del af folkekirken, og hvordan han har taget afstand fra det. Mod de sidste minutter af udsendelsen siger Bjørn Bredal imidlertid følgende:
“Så meget desto mere som det er vigtigt at holde religionen i ave, altså den rasende religion, som fløj ind i de to tårne i New York. Det er helst ikke den, vi skal have alt for meget af i Danmark. Vi skal heller ikke have alt for meget af den (rasende religion, red.) i den kristne tradition, som vi kommer ud af. Derfor har jeg meget sans for Hørups, Politikens grundlæggers position, som var: “Lad os nu værne om statskirken, for den lægger religionen ind i en rolig, sval ramme.” Den gør os til det, som Kierkegaard, den hystade, ikke kunne lide, som han kaldte vanekristendom. Men vanekristendom er sådan noget, som man kan bygge et samfund på. Men rasende kristendom, sådan noget som missionsfolkene står for, det kan man ikke bygge et samfund på.”
Udtalelsen faldt nogle af KLFs medlemmer for brystet, fordi de oplevede det som om, at missionsfolk bliver sammenlignet med terrorister.
Christoffer Emil Bruun hører det ikke på samme måde:
– Sådan som jeg hørte Bjørn Bredal, så handler det ikke om missionsfolk i dag. Han taler om Moes prædiken, som Cavling blev anfægtet af. Det er ikke en sammenligning mellem Osama bin Laden og Indre Mission. Men det må han selv svare på, mener Christoffer Emil Bruun.
Selvom han godt forstår, at man kan høre Bjørn Bredals udsagn som en sammenligning, opfattede han det ikke sådan i situationen – og følte derfor heller ikke et behov for at udfordre det.
– Man kunne godt have spurgt mere ind til det, og hvis det var en direkte sammenligning, ville det være mærkeligt, fastslår Christoffer Emil Bruun.
Er missionsfolk og islamister et fedt?
Bjørn Bredal er imidlertid ikke den eneste, der har brugt tillægsordet rasende om missionsfolk. Det har sognepræst og forfatter Kaj Munk også, fortæller kirkehistoriker Kurt E. Larsen. I en artikel i Præsteforeningens Blad fra 1941 skriver Munk:
“Hvor længes man efter de gamle rasende Missionsfolk. Det var Løgn, det, de prædikede, javel, men Sandhedens Liv var i det. Hvad nytter det med den Sandhed, der er friseret ihjel.”
– Jeg ved ikke, om det er det, Bjørn Bredal har i baghovedet. Men Moe og de gamle missionsfolk kunne forarge folk med deres direkte tale om himmel og helvede og skellet mellem troende og vantro. Det kunne virke markant, forklarer Kurt E. Larsen.
Men selvom både missionsfolk og islamister kunne/kan stå bag markante udsagn, så er der alligevel en afgørende forskel, mener Kurt E. Larsen.
– Ingen missionsfolk har løftet hånd mod nogle, der arbejdede om søndagen. Man arbejdede ad demokratisk vej for at få butikker lukket om søndagen.
Tungen er fri, hånden bundet
Jens Medom Madsen, generalsekretær i Indre Mission, undrer sig meget over Bjørn Bredals udtalelse.
– Det er blevet sagt: “Tungen er fri, men hånden er bundet.” Den ide har præget samfundet siden den grundlovsgivende forsamling. Det er en gennemgående tanke i vores samfund i dag. Men det, som Bjørn Bredal antyder i Tidsånd, er, at missionsfolk tager antidemokratiske midler i brug, og det har jeg ikke set i Indre Mission – hverken dengang eller i dag.
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, ærgrer sig over, at der igen bygges videre på fordomme om troende i medierne:
– Vi ser gang på gang, at debatten om troende mennesker er præget af fordomme eller manglende indsigt. Det er ikke rimeligt at sammenligne missionsfolk med terrorister. Det skævvrider billedet af nutiden. Det præger samtidens opfattelse, når meningsdannere reproducerer fordomme i eksempelvis P1.
Bredal reagerer på sektstemningen
Bjørn Bredal har ikke tid til at stille op til et interview, men afviser i en mail til KLF, Kirke & Medier, at han ser en forbindelse mellem terrorangrebet d. 11. september 2001 samt terrorister generelt og missionsfolk. Han tilføjer, at han har respekt for missionsfolks engagement, men at han reagerer på “følelsesladede vækkelser og sektstemningen”.
Hvilke ligheder ser du mellem missionsfolk og terrorister, når du omtaler begge grupper som rasende?
– Ingen ligheder overhovedet, skriver han tilbage.
Medom Madsen: Glædelig berigtigelse
Jens Medom Madsen anerkender Bjørn Bredals uddybning:
– Jeg glæder mig over, at han berigtiger den utilsigtede kobling mellem terrorister og missionsfolk. Det klæder ham, at han trækker noget tilbage, der kan misforstås.
Mikael Arendt Laursen tager til efterretning, at Bjørn Bredal ikke selv ser ligheder, men undrer sig stadig over udtalelsen i Tidsånd:
– Det kan godt være, at han mener, at det ikke skal forstås som om, at der er ligheder. Men sådan kan det høres, og det er problemet i en nøddeskal: At udsagn som disse underbygger fordomme hos lytterne, og det er yderst problematisk.
