Selvom Morgenandagten i første omgang stod til kun at blive sendt på radio, mens der er vinter OL, har KLF, Kirke & Medier lagt pres på DR for at finde en løsning.
Den har DR nu fundet.
Henrik Faurby Birck, der er planredaktionschef i Bruger Marked Publicering (som tidligere hed DR Medier), skriver til KLF, Kirke & Medier, at DR vil sende Morgenandagten fra mandag d. 7. februar og to uger frem, mens der sendes vinter OL på DR1 og DR2.
– Morgenandagten vil blive sendt på en ekstra livekanal på DRTV kl. 08.03 og vil umiddelbart efter være tilgængeligt som et on-demand program på tjenesten, så brugere kan se den, når og hvor de vil. Morgenandagten vil desuden blive sendt på radiokanalen P2 som hidtil, siger Henrik Faurby Birck.
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, var tidligere på dagen ude med en krads kritik af DR, hvor han blandt andet udtalte:
“Morgenandagten bliver igen og igen devalueret, når der er sport i sendefladen.”
At DR har taget kritikken til efterretning, glæder Mikael Arendt Laursen:
– Vi må kvittere for, at der så hurtigt kommer et konstruktivt svar fra DR på den rimelige kritik, vi har rejst. Derfor fortjener DR ros for at komme de mange seere i møde, der ville savne Morgenandagten under vinter OL. Vi ved, at Morgenandagten betyder særdeles meget for mange mennesker, og det er vi tilfredse med, at DR anerkender, fastslår Mikael Arendt Laursen, men tilføjer:
– Det ændrer imidlertid ikke på, at DR svigter sin public service-forpligtelse ved at pakke sendefladen med sport og ikke efterlade plads til både Morgenandagten og andre alternativer i sendefladen. Det ville være ansvarligt at gøre.
KLF, Kirke & Medier er vidende om, at DK4 i kulisserne har meldt sig som interesseret i at transmittere Morgenandagten på flow tv under vinter OL. Det tilbud står stadig ved magt, siger Steen W. Rasmussen, mediedirektør på DK4:
– DK4 vil til glæde for seerne gerne sende morgenandagten på sin landsdækkende sendeflade, mens morgenandagten holder pause på DR2 under vinter OL, udtaler Steen W. Rasmussen.
Mikael Arendt Laursen mener, at DR bør tage imod den fremstrakte hånd.
– DK4 opfordrede før jul DR til et udviklende samarbejde om trosstoffet på tv, og her er der faktisk en oplagt anledning til at prøve det samarbejde af. Ved at lade DK4 transmittere Morgenandagten på tv, slår DR to fluer med et smæk: De prøver samarbejdsmulighederne af, men vigtigst af alt kommer de rigtig mange seere i møde, hvoraf nogle ikke nødvendigvis har mulighed for at benytte DR TV, men har DK4 i deres tv-pakke. Det ville være en tydelig demonstration af DRs velvilje og være en god løsning på DRs dårlige priotering, fastslår Mikael Arendt Laursen.
KLF, Kirke & Medier afventer en kommentar fra DR på DK4s tilbud.