Igen er der olympiade, og igen ser vi, at DR, i en overdreven begejstring over endelig at have store sportsrettigheder, misforstår sin rolle som public sevice-hus. Rettighederne skal udnyttes maksimalt og transmitteres på både DR1 og DR2, men det sker desværre på bekostning af alt andet.
Eksempelvis fortrænger OL Morgenandagten fra DR2, hvor den har fået et nyt og meget trofast publikum. Det er særdeles uheldigt. Det er godt nok et tidspunkt på dagen, hvor der ikke er mange seere, men fortrængningen af Morgenandagten fra DR2 er udtryk for noget mere principielt: At DR for det første har svært ved at forstå, at tro kan spille en stor betydning for mennesker i dag, og at DR har svært ved at holde public service-fanen højt.
Morgenandagten bliver igen og igen devalueret, når der er sport i sendefladen.
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Morgenandagten bliver igen og igen devalueret, når der er sport i sendefladen. Det skete under sommer OL og de paralympiske lege. Hvorfor skal alt andet vige for sport hos DR?
DR skulle gerne have noget for alle danskere. Men når der er sport i farvandet, forfordeler DR én målgruppe fremfor alle andre. Det er langt fra alle danskere, der lever og ånder for sport. Og derfor bør DR som public service-medie have et alternativ til dem, der ikke vil se sport. Lad DR1 sende OL, og hold DR2 garanteret OL-fri! Hvis DR så har flere transmissionsrettigheder, som også skal benyttes, kunne DR bare oprette ekstra OL-kanaler på DR TV, ligesom vi kender det fra TV 2 Play, som er rigtig gode til at jonglere mellem flowkanaler og streaming.
Beslutningen om at lade OL dominere både på DR1 og DR2 er desuden et udtryk for manglende situationsfornemmelse. Endelig er kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen kommet med et udspil til medieforhandlingerne, hvor DRs profil som public service-medie gerne skulle stå poleret og velfriseret. Men DR vælger at råbe fra hustagene: Vi er en sportskanal!
Sport, der samler danskerne, er fint, men public service og sport har i bund og grund meget lidt med hinanden at gøre. ”DR er en kulturbærende del af det danske samfund” og ”har til opgave at styrke sit tilbud vedrørende kulturelle, demokratiske og historiske grundværdier”. Sådan står der i den aktuelle public service-kontrakt, og det signalerer ganske godt bredden i DRs profil. Sport kan sagtens indgå og bør også indgå. Men sport må aldrig løbe med al opmærksomheden, for så svigter DR sin public service-forpligtelse. Når man samtidig står overfor en ny runde medieforhandlinger, er det bare ekstrem dårlig timing af DR at satse så massivt på OL og fortrænge Morgenandagten og tv-gudstjenester fra sendefladen. Det er usundt.
Der er ikke noget i vejen for, at DR satser på sport som sådan – og aktuelt vinter OL. Det virker bare ikke gennemtænkt at bruge begge flow-kanaler til at vise OL på. Det ville helt sikkert også vække kritik, hvis der kun blev sendt klassisk musik eller Orientering på alle radiokanaler, selvom der er alternativer at få on demand. DR skal være noget for hele Danmark – også for dem, der ikke lever og ånder for sport.
Mikael Arendt Laursen,
generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Fakta
- Morgenandagten på DR2 udgår, men kan høres på P2 – i både DR Lyd og på DAB – klokken 8.00 mandag-lørdag.
- Gudstjenesten på DR1 udgår søndage klokken 10.00. I uge 5 og 6 bliver gudstjenesten sendt på DR2 kl. 16.30. I uge 7 er den tilbage på DR2 kl. 14.00.
Hvad mener du?
Har du set Kandis for livet? Hvad synes du om det?
Skriv en kommentar herunder eller send en reaktion ved at trykke på knappen…