Jakob Zeuthen har i 20 år lavet radiogudstjenester for de ældre, der ikke kan komme i kirke. Mange tænder lys, synger salmer, deltager i nadveren og rejser sig op under velsignelsen.
Jakob Zeuthen er ikke meget for at vende tilbage i rampelyset efter sine 20 år som tilrettelægger af gudstjenestetransmissioner på P1. Nu skal den nye tilrettelægger Simon Kangas have frie tøjler ”uden at have en gammel Jeronimus til at kloge den”, som Zeuthen udtrykker det.
Den garvede radiomand kan alligevel ikke skjule sin begejstring for det, han kalder radioens arvesølv og den ældste og længste serie i Danmarks Radio. Gudstjenestetransmissioner i radioen startede nemlig helt tilbage i 1925.
– Det er en af de væsentligste udsendelser i Danmarks Radio, fordi det er gudstjeneste for mennesker, der ikke selv kan komme i deres kirke. Det er utroligt vigtigt, at Danmarks Radio leverer sådan en public service på alle søn- og helligdage. En gudstjeneste, hvor folk kan sidde derhjemme og være som i kirken. Det er public service, når det er allerbedst.
Også for gnavpotter
Der er mellem 60.000 og 100.000 lyttere på en typisk radiogudstjeneste, men Jakob Zeuthen har altid haft en særlig målgruppe i tanke.
– For mig er de væsentligste lyttere dem, der sidder på fjerde sal, ikke mere kan komme på gaden og er blevet nogle værre gnavpotter. De er blevet delvis svigtet af deres familier og kirke, fordi kirken ser succeskriterier i babysalmesang og meget andet, men ikke i at besøge de gamle og tage sig af dem. Men der sidder altså en hel masse gamle mennesker rundt omkring, for hvem gudstjenesten er utroligt vigtig.
Præster har mistet autoritet
Når Jakob Zeuthen kigger i bakspejlet lægger han mærke til, at der er sket et skifte i danskernes forhold til kirken:
– For 20 år siden var præsten det centrale i gudstjenesten. Det er præsten kun i dag for dem, der er enige i prædikenen og fanger prædikenens stemning. Ellers er gudstjenestens drama og rytme blevet det centrale. Præsterne har helt klart mistet autoritet. I dag har præsten kun autoritet ved dåbssamtaler og begravelsessamtaler, fordi han er ceremonimester og kan sit håndværk. Det er ikke præstekjolen, der giver autoritet, som den gjorde for 20 år siden.
Men det indvirker ikke på radiogudstjenesten, mener Jakob Zeuthen:
– Her oplever man jo gudstjenesten som et sammenhængende drama. Og du vælger – ligesom kirkegængerne – selv, hvad der er væsentligt for dig. Synes du, præsten siger noget værre sludder, får du alligevel lov til at synge en salme af Brorson. For de fleste ældre lyttere er præstens prædiken dog stadig det centrale.
Alle vil være med
Jakob Zeuthen har sørget for at komme rundt til alle kirkelige forgreninger i løbet af et år, missionsfolkene, katolikkerne, frikirkerne osv. Og i alle 20 år har han ikke mødt en eneste sur og vrangvillig præst eller organist.
– Der er en fantastik vilje til at være med. Organisten har øvet sig fem-seks gange så lang tid, som han plejer, koret har øvet sig, og præsten har filet og finpudset sin prædiken. Hvor han måske normalt bruger en formiddag på den, har han skrevet på den i tre dage. Når man kommer, er alle motiverede, og det er som at komme ind i et glædeshus, hvor alle arbejder sammen om at formidle gudstjenesten bedst muligt.
Har du så bagefter modtaget respons fra ”den sure dame på 4. sal”?
– Ja, det kan du tro! Man er som tilrettelægger i nær kontakt med lyttere til radiogudstjenesten. Også ”de gamle damer” – for det er dem, der driver dansk kulturliv, foredragsliv og kirkeliv. For år tilbage var der ikke færre end 600 mennesker, der indsendte venlige håndskrevne breve for at få tilsendt en gudstjenesteliste.
Dagligstue bliver kirkerum
– De sidder jo og hører radiogudstjenesten, som er gudstjenesten for dem. De tænder et lys, de har forberedt sig, de sidder med salmebogen – den gamle, naturligvis. Nogle har brød og vin med, og når præsten siger: ”Dette er Jesu Kristi legeme”., deltager de i nadveren. Mange af dem rejser sig op under velsignelsen inde i stuen, siger Jakob Zeuthen.
Den lille stue forvandles til et kirkerum, og der opstår en art personligt forhold til tilrettelæggeren.
– Når gudstjenesten er forbi, har de gamle mennesker ikke kontakt med mange. Min erfaring siger, at mange ikke får besøg af familien en gang om måneden. Og så bliver den, der kommer ind i deres stue og præsenterer gudstjenesten, én, de kan skrive og ringe til. Alle, der har skrevet til mig, har fået et håndskrevet svar. For det ved jeg, de ældre sætter stor pris på, slutter Jakob Zeuthen.