Ældre er glade for at se tv

0
1200

Danskere over 60 foretrækker oplysende programmer, historiske dramaer og melodramatiske serier. Det bør tv-stationer tænke på, når de planlægger genrer, sagde medieforsker Dan Pedersen på konference om Seniorer og Medier på Christiansborg i dag.
Ældre er glade for at se tv. Det er en voksende gruppe. De er meget trofaste kunder især over for public service-kanalerne. Det er oplagt at lave tv specifikt for ældre ligesom man gør for andre aldersgrupper.
Det sagde medieforsker ved Københavns Universitet, Dan Pedersen, ved konferencen om Seniorer og Medier på Christiansborg mandag.
Han uddybede sin undersøgelse fra 2012:
– I dag er hver 4. dansker over 60 år. I 2040 vil hver 3. være over 60 år. Sådan er befolkningsudviklingen. I dag ser de over 60-årige en time mere tv end danskerne generelt. Danskere over 12 år ser i gennemsnit tv tre timer og 15 minutter om dagen.
Dan Pedersen fortsatte:
– Befolkningen som helhed ser lidt flere underholdende programmer end oplysende programmer. De ældre over 60 ser lige mange oplysende og underholdende programmer og er altså lidt gladere for oplysende programmer. De brede underholdningsprogrammer ser ikke ud til at tiltale de ældre seere. De ældre ser oftere religiøse og kristent forkyndende programmer end den øvrige befolkning.
– De ældre kan lide historiske melodramaer. De handler om fortiden eller har ældre mennesker som hovedpersoner. Man foretrækker som andre aldersgrupper at se noget om sig selv. Fascinationen af krimier aftager med alderen, viser international forskning.
Hvad overraskede jer?
– Der var ikke meget overraskende. Det mest interessante er, at de ældre ikke er så glade for krimier som befolkningen i øvrigt. Men de er glade for de historiske dramaer. Jeg kan ikke sige, om besvær med at høre lyd og musik indvirker på resultatet.
– Måske skal tv-stationerne tænke over, hvilke genrer, de sender. Prøve andre genrer, hvis man vil nå de ældre, sluttede Dan Pedersen.

Tidligere artikelMere virkelighed – mindre underholdning
Næste artikelTV-programmer designes efter seernes interesse – ikke deres alder