Under valgkampen til folketingsvalget kunne man som seer af TV 2 blandt andet følge Ask Rostrup, politisk vært og analytiker, i programmet Ask tæller ned. Et program for alle, der havde lyst til at nørde i valgets tal – og hvordan de skulle forstås. Absolut mere underholdende, end det lyder på papiret.
Så vi satte Ask Rostrup stævne for at få et køligt, analytisk blik på det overståede valg.
– Man kan sige, at når man går ind i en valgkamp, så kommer der meget hurtigt, meget larm. Mange historier. Og mange gule bjælker. Pludseligt handler det hele om valg, om folkestyre, om kandidater og partier og udspil. Men jeg synes sådan set grundlæggende, at vi er meget godt tjent med de medier, vi har i Danmark, når det kommer til at forsøge at lave det, man i gamle dage med et lidt forkætret ord kaldte folkeoplysning.
Alt påvirker – også meningsmålinger
I hans eget virke spiller meningsmålingerne jævnligt ind i løbet af en valgkamp. Et redskab, som Ask Rostrup finder logisk at bruge, men han kender godt kritikken af meningsmålinger under et valg. At det risikerer at påvirke valget.
– Alt, hvad medier laver, påvirker. Det gør meningsmålinger også. Det gør prioriteringen af en nyhedsudsendelse. Det gør måden, man skriver et manuskript på som vært eller som reporter.
– Men jeg vil sige, at vi er et af de bedst uddannede og mest oplyste lande i verden. Så jeg synes, at man ser lidt ned på folk, hvis man siger, at meningsmålinger i sig selv betyder, at nogen stemmer noget bestemt.
Han afviser ikke, at særligt gode eller dårlige meningsmålinger kan påvirke et parti og fortællingen omkring partiet – og dermed påvirke antallet af stemmer.
– Socialdemokraterne og Venstre havde det dårligste valg siden før 1. verdenskrig. Det viste målingerne, at det var det, de ville møde den 24. marts, når stemmerne var talt op. Og det var ikke noget, der skete, fordi der var lavet meningsmålinger, men på grund af en række andre fakta.
Vi har brug for pejlemærker
At medierne og journalisterne kan påvirke valget, er i høj grad på redaktionernes radarer, når dækningen af valgkampen tilrettelægges. Det kræver møder og sindrige planer at fordele sol og vind på en fair måde.
– Men det kan aldrig blive et mål i sig selv at udøve millimeterdemokrati. Det vil være sådan, at statsministeren for eksempel får flest spaltemeter og mest taletid i de etablerede medier. Og det synes jeg ikke er problematisk, for Mette Frederiksen er også chef for Danmarks i særklasse største parti, også selvom det i dag er mindre, end det nogensinde har været.
Til gengæld er Ask Rostrup ikke i tvivl om, at medierne spiller en essentiel rolle under valgkampen.
– Vi har alle behov for noget at navigere efter i både hverdagen og i vores politiske begrebsverden. Vi har behov for pejlemærker – og at nogen sorterer i væsentligt og det modsatte. Det, vi laver, påvirker, og det er på mange måder et ædelt formål for journalistik. Ikke at påvirke folk i en bestemt retning, men at stille verden til skue, så den er til at håndtere og forstå.
Medierne skal sortere
Selvom vi knapt har to entydigt store partier og modstandere tilbage i den politiske arena, mener Ask Rostrup godt, at han vil forsvare duellerne mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen. Også selvom de udelukker andre statsministerkandidater.
– Jeg synes egentlig ikke, vi havde en statsministerduel denne her gang. Vi havde en duel mellem de to største partiledere, det største borgerlige parti og det største røde parti, der ovenikøbet har siddet i regering med hinanden de sidste tre og et halvt år, men som i den grad var hinandens modpoler i valgkampen.
Ask Rostrup mener kun, at det er sundt, at medierne frasorterer statsministerkandidater, som ikke har opbakning til embedet fra andre partier, til disse dueller.
– Er det demokratisk? Jeg kan i hvert fald ikke sige, at det er udemokratisk, lad mig sige det på den måde. Vi laver jo også partilederrunder. Så alle er jo kommet til orde.
Hvad med de 167 andre?
Partilederne fylder en del i valgkampen i dag – og undersøgelser bekræfter, at hovedpersonerne betyder stadigt mere for, hvor vi vælgere sætter vores kryds.
Denne udvikling er medierne med til at bakke op om, især de sociale medier har medvirket til at gøre politikerne til personlige brands.
– Vi lever i en tid, hvor personer tegner organisationer, virksomheder og altså også partier. Og derfor bliver partilederen i stadigt højere grad bærer af den potentielle succes for et parti i stemmeboksen.
Lidt hurtige tal (og dem er analytikeren jo hjemme i!) viser, at de 12 partier havde 933 kandidater til de 189 pladser i Folketinget. Der er altså 167 pladser, der ikke kan optages af en partileder.
– Der er kandidater nok at tage af, og der var også rigtig mange, der kom til orde undervejs. Men jo, partilederne fylder mest. Der er det jo lidt op til vælgerne selv at opsøge andre kandidater, som man overvejer at stemme på – og i det mindste følge dem på Facebook. Vi kan jo ikke nå at tale med alle 933 i vores programmer.
Tests er bedre end ingenting
Et sted, hvor TV 2 faktisk prøver at fange alle 933 kandidater, er til kandidattesten. Den, som man kan udfylde med sine egne svar på forskellige spørgsmål – og så få udpeget de kandidater, som ligger tættest på holdningsmæssigt.
En undersøgelse foretaget af Momentum viser at 39 pct. af vælgerne bruger værktøjet og at cirka 100.000 vælgere sætter krydset efter anvisninger herfra – især unge.
– Jeg synes grundlæggende, at testene er skønne. Men det er klart, at de jo også har begrænsninger. De er et fint supplement, men jeg kan også være bekymret, hvis det er sådan, at rigtig mange mennesker bruger dem alene til at sætte deres kryds, siger Ask Rostrup.
Han understreger, at testen dog kan have sin berettigelse hos de vælgere, som intet andet har at gå efter.
– Hvis der er nogen, der vælger at sige: ”jeg går med kandidattesten”, så fred være med det. Andre går ind i stemmeboksen og siger: ”det var da et fint efternavn, det lyder sjovt, det stemmer jeg på”. Hvis alle skal have en stemme, og det skal de, så stemmer man jo ud fra det, man nu har med sig. Så jeg synes ikke, det er problematisk, at man har et værktøj, der rent faktisk øger informationsniveauet hos os alle sammen. Eller at man skal droppe det, fordi det ikke er et komplet værktøj.
Masser af politik og nærhed
I Ask tæller ned blev der holdt øje med antallet af politiske udspil fra partierne. På de små fire uger valget varede, nåede politikerne op på 90 politiske udspil.
– Det vil sige, at det var en ekstremt politik-tung valgkamp. Der blev talt sindssygt meget politik, men modsat i 2019, som var et klimavalg, var der ikke rigtig nogen dagsordener, der satte sig.
– Det kan godt være, at det her vil blive kaldt et drikkevandsvalg, eller et svinevalg. Men det, synes jeg måske heller ikke, er helt retvisende. Ja, det fyldte, men det fyldte da langt fra alle dage.
Til gengæld er sådan noget som drikkevand dejligt konkret, og det kan være med til at give indtrykket af, at det fyldte endnu mere, end det rent faktisk gjorde.
– Der er ikke en dansker, der ikke har et forhold til drikkevand. Forstået på den måde, at vi drikker jo alle sammen vand. Og det gør vi flere gange dagligt.
Til gengæld fyldte den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden ikke særligt meget.
– Men vi har jo stort set ikke talt om andet siden 2022, da Rusland gik ind i Ukraine, og i hvert fald ikke siden Donald Trump rykkede ind i det hvide hus for 15 måneder siden. Så det er måske heller ikke det, vælgerne havde allermest behov for at høre fra deres folkevalgte, hvad de mener om. For de har ikke hørt på andet i årevis.
I stedet fik vælgerne det nære valg – om drikkevand, formueskat, skoleindretning, pensionsalder og svineproduktion, lyder analysen fra valganalytikeren. Emner, som ellers har været druknet i Ukraine, Grønland og en amerikansk præsidents udtalelser i flere år.
Ask om at simplificere – Det gør man jo med al journalistik. Det er en af journalistikkens mange forbandelser, at man nogle gange forenkler ting og forsimpler ting. – Balancen skal være sådan, at det aldrig må blive så forenklet, at det bliver forkert. Det må aldrig blive så simpelt, at man taler ned. Jeg synes, det er okay at tegne nogle ting lidt firkantet eller hårdt op for forståelsens skyld, men det må aldrig blive farvet til hverken den ene eller til den anden side, og det må heller aldrig blive fladt og forfladiget. Hør mere i interviewet med Ask Rostrup i podcasten Lyt til KLF, som du finder her og flere streamingplatforme.
