Vil hjælpe med at aktualisere gudstjenesten

Tv-menigheden må gerne vokse, hvis det står til tv-gudstjenestens nye vært, Sofie Østergaard, som ser det som en stor ære at gå ind i værtsopgaven og kirkerummet.

0
906
Sofie Østergaard. Foto: Kasper Borg

Tv-gudstjenestens nye vært Sofie Østergaard har et noget andet CV end de to tidligere værter Paula Larrain og Anders Laugesen. Hun har været vært på flere børneprogrammer og er aktuelt vært på fredagsunderholdningsprogrammet Versus på DR1 og Overskud på Radio4, et program om forbrug, økonomi og investering.

Men helt fremmed for tv-gudstjenesten er hun ikke. Hun har været kaldt ind som medvært sammen med Anders Laugesen på tv-gudstjenesten juleaftensdag og påskedag.

– Jeg har snuset til formatet med en meget kompetent herre ved min side. Jeg har nydt at være med, samarbejdet med redaktionen og opleve roen og fællesskabet i kirken, forklarer Sofie Østergaard.

Hun skulle derfor ikke bruge lang tid på at overveje tilbuddet fra DR om at overtage værtsrollen efter Paula Larrain. Hun tænkte højt med sig selv og sin kæreste og kom frem til, at det nok er et ”utrolig godt match”, som hun formulerer det.

– Det er en stor ære at få lov til at formidle det her stofområde, som er så vigtigt for DR og for at forstå, hvad vi kommer fra.

Sofie Østergaard. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Hvad er din vigtigste opgave?

– Det er svært, jeg synes, jeg har flere. Jeg håber at kunne videreformidle min oplevelse fra gudstjenesten af ro og fordybelse, som mange af os har svært ved at finde i vores hverdag. Der stilles høje krav, vi skal have succes både her og der.

Dine forgængere Anders Laugesen og Paula Larrain er godt hjemme i trosstoffet. Du kommer med en mere bred værtserfaring. Hvad kommer det til at betyde for tv-gudstjenesten?

– Det lyder underligt, at det er en fordel, at jeg ikke ved så meget. Men jeg tror oprigtigt, at det er en fordel for mig. Det er svært at følge med i en samtale, hvis alle dem, der er i samtalen, har et vidensniveau, som er enormt højt, så kan man måske blive sat en lille smule af. Det er mit mål at få det bredt ud, så alle kan være med.

Hun har et brændende ønske om at hjælpe de skiftende præster med at sætte de bibelske tekster ind i en moderne kontekst. Hun gik til de første programmer med en lille fordom om, at de gamle tekster nok ikke var så relevante i dag. Men til de første gudstjenester var hun overrasket over, at tilstedeværelsen på sociale medier var en del af samtalen.

– Det er lige præcis det, der er mit store mål. At finde det aktuelle i det her stofområde: Hvordan kan jeg bruge det i min hverdag?

Sofie Østergaard er åben omkring, at hun både er døbt, konfirmeret og medlem af folkekirken.

– Men jeg er ikke troende, begynder hun, før hun afbryder sig selv.

– … eller måske er jeg troende, jeg har bare svært ved at definere, hvad det er, bemærker hun med et smil.

Tidligere artikelPræst på rejse fra brosten til vandkant i ny DR-serie
Næste artikelMediernes valgkamp, fest i KLF og manipulerende explainer