Én ting er to konkurrerende tv-direktører fra Danmarks Radio og TV 2 enige om: Kanalerne målretter ikke længere efter aldersgrupper, men efter interessegrupper. Det kom frem på konference om Seniorer og Medier på Christiansborg i dag.
TV2 Zulu blev lavet for yngre seere og Charlie for de modne. Sådan er det ikke længere. Kanalerne er ikke længere alderssegmenterede. Vi taler i stedet om grundværdier og interessefællesskaber, sagde Lotte Lindegaard, nytiltrådt TV2 kanalchef, på KLF, Kirke & Mediers konference om Seniorer og medier på Christiansborg mandag den 11. november.
– Vi alderssegmenterer heller i Danmarks Radio, fortalte mediedirektør Gitte Rabøl. – Public service er for alle danskere. Her skeler vi ikke til alder, indtjening eller uddannelse. Vi samler om gode programmer og dagsordener på DR1.
Samme tendens sker på TV 2, oplyste Lotte Lidegaard:
– På hovedkanalen går tendensen i retning af mere fordybelse, flere magasinprogrammer og analyser. Vi vil ramme de store dagsordner. Det er lige så vigtigt for yngre som ældre at følge med i nyhederne, forstå baggrunde, finde ud af om vi bliver snydt som forbrugere, og have en mening om Allan Simonsen skal være med i Vild med dans!
– Vi bevæger os altså fra det, der adskiller os, til det, der samler os. Det fælles, det mangfoldige og det fordomsnedbrydende. Og det er vi ikke gode nok til endnu. De, der befolker programmerne, skal være en mere sammensat gruppe, indrømmede Lotte Lidegaard.
Selverkendelse kom også frem hos Gitte Rabøl:
– DR’s værter skal afspejle det danske samfund. Vi er på jagt efter ældre værter. De er svære at finde.
– Vi skal også gøre det bedre med lyden – helt fra at tjekke teknikken godt igennem til at lave og redigere lyd. Vi skal også tage højde for de apparater, der rent faktisk står ude i hjemmene.
– Vi har sat et to-årigt projekt i gang. Der kommer klager over lyd. Alt fra at man ikke synes, at værterne ikke taler tydeligt nok, til at man har et groft sprog eller man har forstyrrende underlægningsmusik.
TV-seere bliver ældre, var begge tv-direktører enige om. Danskernes gennemsnitsalder er 40 år. Seernes gennemsnitsalder på DR1 er 56-57 år. På TV 2 er gennemsnitsalderen 52 år.
– Vores udfordringer er ikke de ældre, men de yngre – de 15-39årige. Det er udfordringen for DR3. En femtedel af seerne ved Gift ved første blik var over 60 år, fortalte Gitte Rabøl.