Sociale medier er dødbringende

0
1705
Grafik: Mike MacKenzie (CC BY 2.0)

Min sommerferieidyl blev spoleret af et dødsfald. Det er ikke en nærtstående, der er død. Det er ikke én, jeg kender. Jeg har faktisk aldrig mødt vedkommende. Ej heller hørt eller læst meget om ham. Derfor er det heller ikke dødsfaldet – hvor smertefuldt det end er – der berører mig. Men omstændighederne, der førte hen til det:

Der er tale om den amerikanske professor i kriminologi Mike Adams, som begik selvmord efter års hetz mod sig. En hetz, som for alvor eskalerede de seneste par måneder. Hans brøde er, at han repræsenterer konservative kristne synspunkter.

Der er, efter hvad jeg har kunne finde frem til, ikke en finger at sætte på hans undervisning. Selv studerende, som gik til hans forelæsninger og var uenige i hans synspunkter, roste hans undervisning – både før og efter hans død. Flere af disse har blandt andet skrevet i mindeord, at de var taknemmelige for, at Mike Adams trods deres uenigheder havde en dybfølt respekt og forståelse for dem. Aldrig følte de sig forkerte, udstillet eller sat til vægs. De oplevede en ægte interesse. De følte sig værdsat.

De, der førte an i hetzen mod ham, kendte ham efter alt at dømme ikke. De ”kendte” ham fra hans skarpe tweets og fra mediernes dækning.

Presset på ham forplantede sig til universitetet, som gav ham silkesnoren og et gyldent håndtryk. Men presset fortsatte. Han fik dødstrusler. Han var ikke i fred i sit eget hjem. Hans nærmeste tryglede ham om ikke at læse beskeder på de sociale medier.

Men den 23. juli 2020 blev han fundet død i sit hjem. Han er nu begravet et hemmeligt sted. Hans forlovede lever i skjul. Frygten for at hetzen mod ham vil fortsætte efter hans død er stor.

Det er muligt, at Mike Adams til tider har udtrykt sig for skarpt. At han var ikke var god til at bemærke ironien i polemiske tweets. Men det kan aldrig nogensinde retfærdiggøre en hetz, der fører et menneske ud over kanten. Aldrig nogensinde!

Vi havde for år tilbage – før de sociale medier erobrede vores verden og vores bevidsthed – en svindelsag, som fik stor bevågenhed i de danske medier. Presset mod svindleren blev stor. Meget stor. Politiet begyndte efterforskningen, men presset voksede. Selvom folkedomstolen ikke havde en platform at udtrykke sin holdning på, var dommen klar før den juridiske dom: Han var skyldig. Sagen kom aldrig for en dommer. Svindleren begik selvmord. Presset blev for stort…

Vi er blevet bedre til at rakke andre mennesker ned, fordi det er gået op for os, at det er risikofrit. Det har ingen konsekvenser.

Den sag har sat dybe spor i mig som journalist. Dengang var det medierne – og særligt de tabloide medier – der førte an i jagten på svindleren. Det fik mig til at tænke: Hvornår er nok nok? Sådan spørger jeg mig selv hver gang, at et menneske i dagevis udsættes for et umenneskeligt pres af nyhedsmedier og sociale medier. Er det nu, han eller hun bliver skubbet ud over kanten – og gør noget, som ikke kan fortrydes?

For år tilbage udtrykte vi vores mening i hjemmet, på arbejdspladsen, i omklædningsrummet. Vi kunne være skarpe, perfide, onde. Men skaden var begrænset. Hvis vi ville mangfoldiggøre vores mening, skulle vi finde et papir, en kuglepen, en kuvert og et frimærke. Vi skulle samle vores tanker i nogle logisk sammenhængende sætninger. Vi skulle finde en postadresse til en debatredaktion på en avis. Vi skulle bevæge os hen til en postkasse med brevet i hånden – og i mange dage håbe, at avisen måske ville trykke vores mening som et læserbrev.

I dag finder du din telefon i lommen, finder en nyhed, som du deler på Facebook, Twitter eller andre sociale medier med ordet ”IDIOT!”. Det tager i dag tre sekunder at begå et karaktermord på en person – ikke tre dage eller tre uger – og der er intet filter!

Vi troede for år tilbage, at de sociale medier ville demokratisere samtalen. At hele verden blev bundet tættere sammen. At vi kunne udveksle viden på tværs af landegrænser. Det er muligt. Men det er også muligt at blive kaldt idiot af én i Brasilien… Du kender ikke vedkommende. Du har aldrig mødt vedkommende – og kommer formentlig heller aldrig til det.

Under coronakrisen er vi alle pludselig blevet eksperter i pandemier og covid19. Vi kan da godt rådgive Kåre Mølbak og Søren Brostrøm om smitterisiko, karantæne, virusmutationer og en 2. bølge. Vi har alle fået et talerør til at udbasunere vores egen gustne lommefilosofi som ekspertholdninger. Vi tror, at vi er så ufattelig kloge. Vi er selv blevet et medie.

Men dette talerør er en forbandelse. I det øjeblik, du sætter dig til tasterne, risikerer du at sprede gift. Det er i hvert fald min erfaring efter at have været aktiv på de sociale medier (Facebook, Twitter og LinkedIn) i over 10 år. Og jeg er ked af at sige det: Vi er som brugere på de sociale medier blevet gradvist bedre til at sprede gift. Vi er blevet bedre til at rakke andre mennesker ned, fordi det er gået op for os, at det er risikofrit. Det har ingen konsekvenser. Hvad er sandsynligheden for, at jeg møder Karen, Preben eller Hussein i butikscentret eller biografen i morgen? Jeg kan da godt råbe tåbe ad vedkommende og se til, mens resten af pøblen ridder med på den bølge.

Substans er latterligt. Overfladiskhed er in. Etik og dannelse låste man inde i en lille sort kasse, da man accepterede de alenlange betingelser for at oprette en konto på de sociale medier.

Men du ved aldrig, hvornår din ureflekterede og unuancerede mening er med til at give et andet menneske det sidste skub ud over broen. Du ved aldrig, hvornår nok er nok.

Men jeg ved det godt: Jeg taler for døve øren. Vi har accepteret, at sådan er de sociale medier. Derfor gider jeg heller ikke debatter på de sociale medier. De gør mig i dårligt humør. De sociale medier er asociale medier. De sociale medier er egoistiske medier. De sociale medier er dødbringende medier.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

K. E. Løgstrup (1956)

Har du selvmordstanker, så ring til Livslinien på 70201201. Du kan være anonym.

Tidligere artikelKære DR, hvorfor forstummer kirkeklokken på TV om sommeren?
Næste artikelMorgensang på Ramasjang var hyggeligt, men enkelte gange grænseoverskridende plat