Kirkeligt Medieakademi leverede en workshop på KFUM-K’s landskursus i Vildbjerg den 24. november. Akademiet er et selskab under KLF, Kirke & Medier.
En gruppe nysgerrige deltagere lærte at skrive en pressemeddelelse og tage gode billeder på KFUM og KFUK’s landskursus for ledere i Vildbjerg den 24. november.
Ikke færre end 240 ledere fra hele landet deltog i tre dage spækfyldt med inspiration, undervisning, sang og børn.
Svend Løbner fra Kirkeligt Medieakademi underviste på en workshop om PR for foreningen.
– Deltagerne levede nysgerrigt med i undervisningen og flere af dem var allerede godt i gang med at lave PR for deres lokale forening, fortæller Svend Løbner.
Han underviste i 4 timer – først om mediestrategi, derefter om pressekontakt, fotografering og tips og tricks til fængende tekster.
Midt i forløbet skulle deltagerne selv skrive en pressemeddelelse efter en bestemt skabelon.
– Jeg blev imponeret over resultatet. På en halv time havde de fleste skrevet en færdig pressemeddelelse, lige til at sende til lokalavisen, fortæller Svend.
Kirkeligt Medieakademi tilbyder alt fra foredrag, workshops, kursusdage og hele kursusforløb i skrivekunst, fotografering, layout, pressekontakt og meget mere.
Man kan også selv strikke et kursus sammen efter en såkaldt ”pizzamodel”, hvor bunden består af ”den gode historie” og man derefter selv vælger det ”pizzafyld”, man vil have på.
Læs mere om kursuspakkerne på www.medieakademi.dk/kurser/pakker.