Nu kan du høre radio på din smartphone

0
343

Danmarks Radio inviterer alle til at teste deres nye webradio til smartphones. Med den kan man høre lige det radioprogram man har lyst til – lige når man har lyst. Også i ferien.
Smartphone
Den 8. juli ruller DR en ny webradio ud, som fungerer på smartphones og tablets, helt uden at man skal installere en app.
Men allerede nu kan man være med til at beta-teste webradioen. Den fungerer i samme stil som dr.dk/nu, hvor man kan søge og afspille alle programmer direkte i browseren på sin foretrukne elektroniske dingenot.
– Alle er velkomne til allerede nu at bruge tilbuddet, og der er også mulighed for at give feedback på oplevelsen, siger Erik Henz Kjeldsen, der er redaktør for digital radio.
Internetbrugen på smartphones og tablets er markant stigende, og Erik Henz Kjeldsen lægger ikke skjul på, at DR’s on demand-tilbud på radio i lang tid har haltet bagefter den generelle udvikling i danskernes mediebrug.
– Det er tankevækkende, at langt hovedparten af DR’s radio ”on demand-lytning” sker på en PC, samtidig med at resten af internetbrugen i stigende grad sker på smartphones og tablets, siger han og tilføjer:
– DR’s webradio har ikke kunnet følge med – det kan den nu.
Man kan prøve beta-radioen ved at gå ind på www.dr.dk/beta/radio på sin smartphone eller tablet.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her