Niels Hausgaard: Ret op på den dårlige retorik

0
963

LONGREAD: Vi bringer magasinartikler i deres fulde ordlyd – denne gang et interview med Niels Hausgaard.
Af Svend Løbner
Man bør lytte til kunstnere i krisetider. De siger, hvad de vil, og de siger det fra hjertet. De er ikke bundet til en bestemt politisk dagsorden og skal ikke genvælges ved næste valg. Derfor bør man lytte, enten man er enig eller ej. Og derfor møder vi op med tændt diktafon hos sanger og entertainer Niels Hausgaard.
Niels Hausgaard er ikke blot kendt for sine populære shows, hvor han mixer selvskrevne ballader med ironiske indfald. Han har også deltaget i flere debatter på tv og har især gjort sig bemærket med at afvise det, han kalder en ”dårlig og tåbelig retorik” om flygtninge. Det skete blandt andet i Debatten på DR2 den 9. december 2016: ”…jeg synes, at vores retorik har været så dårlig de senere år, så jeg næsten ikke har kunnet bruge den til at lave sjov med i mine shows”, sagde han.
Umenneskelig retorik
Og det er så her, vi spørger ind: Hvad gør dig så indigneret?
– Jeg mener, at enhver form for umenneskelighed starter med en dårlig retorik. Efter accept af en tåbelig retorik, følger handlingen. Det vi kan gøre er, at rette op på retorikken.  For hvis vi først accepterer retorikken, går det galt. Der kan siges ting med fuld accept i dag, som man ikke kunne sige for 10 år siden, fordi det dengang var direkte plat og pinligt. Men det er det ikke mere. Og det synes, jeg er et tab. Et tab af vores egen værdighed, faktisk.
Niels Hausgaard indrømmer, at et indlæg i førnævnte tv-debat ”triggede” ham:
– Da Kenneth Kristensen fra Dansk Folkeparti mente, at man skulle skyde hen over hovedet på kvinder og børn, der flygtede, blev jeg faktisk rigtig rasende.  Og jeg sagde, at sådanne ord aldrig måtte komme ud af hans mund, uanset hvad! Der er noget, man ikke bør sige. For vores allesammens skyld.
Ud af ”tros-hullet”
Hvor ser du ellers en negativ diskurs, der fastlåser mennesker i andres opfattelse?
– Jeg rejser rundt med et show, der handler meget om Gud. Jeg synes, religionskrige må være det mest gudsbespottelige, der findes. Når nogen erklærer krig mod Islam, så kan det stort set ikke være dummere. Vi skal jo ikke bekæmpe Islam eller Buddhisme eller Katolicisme eller noget som helst. Hvis man lader sig falde ned i selve tros-hullet, så går det galt. Det er at lade sig falde tilbage og bare tro. Dér går det galt, fordi vores forstand bliver lammet.
Og lammet, det er Niels Hausgaards forstand i hvert fald ikke. Måske skyldes det, at han, som han siger ”tror på tvivlen”:
– Jeg synes, at den højeste form for tro er tvivl. Og at tvivl er den eneste menneskelige form for tro. Jeg kunne godt forestille mig, at trosbekendelsen blev lavet om til en tvivlsbekendelse. Og dåbsritualet: ”Vil du døbes på denne tvivl?” Så kunne vi alle sammen være med.
Siger fra og siger til
Niels Hausgaard fører ikke kampagne mod dårlig retorik, han kan bare ikke klare at blive sat i bås af andre. Ligesom han ikke går med til at sætte andre i bås.
– Der er folk, der siger ting på mine vegne, som jeg er nødt til at sige fra over for. Det er for eksempel politikere, der udtaler sig for vores samfund. Eller folk, der udtaler sig som danskere. Jeg er også dansker. Og jeg vil ikke have, at det bliver for plat, at det gør os dummere og slappere og mindre kærlige.
Men Niels Hausgaard vil ikke blot sige fra; han vil også sige til. Han tager fat i ordet ”kærlighed”, smager lidt på det og fortsætter:
– Det er jo det, jeg synes er så fantastisk ved kristendommen, at det højeste er kærlighed.  Det er jo det højeste: kærlighed, tilgivelse, medfølelse, alt det der. Vi gør os meget til af at være et kristent land, men det vil så sige, at vi skal være et land præget af kærlighed, tilgivelse, medfølelse. Og det er vi ikke. Vi er en flok krigeriske småfolk, og det kan ærgre mig!
– Tænk, hvis vi var det land i verden, der sagde: Nu vil vi lave verdens bedste land, hvor vi er gæstfrie, medmenneskelige, og vi er lidt ydmyge, og hvor vi tvivler og undres. Det kunne jo være fantastisk! Det er jo muligt at gøre det! Og det vil jeg gerne være med til, simpelthen.
Humor er vores stødpude
Og du bruger humor, ironi og satire til at få ørenlyd?
– Ikke bevidst. Men når jeg er i situationen, så er det sådan, jeg gør. Jeg sidder ikke og regner noget ud, for det tror jeg ikke, jeg kan. Sådan er jeg nu engang skruet sammen.
Men virker det?
– Det gør det på den måde, at aftenerne bliver gode. Men om min prædiken virker? Det kan jeg ikke vide. Men jeg tror, at lige som dårlig retorik har en betydning, så har en god retorik det også.
Og humor kan noget?
– Ja, det er jo den stødpude, vi har, så vi ikke slår hinanden ihjel, og så vi ikke går i stykker. Det er fantastisk, at vi har humoren, især når vi snakker om de virkelig seriøse ting, som kan gå os på. Hvis man kan putte en lille smule humor ind, så går vi ikke i stykker af det. Så kan vi godt.
Men nogle bliver måske fornærmede?
– Ja, men det er også godt nok. Jeg har ikke noget imod at folk bliver vrede. Det er en god følelse, for den kan være med til at forandre ting. Men de må ikke blive kede af det. Jeg har ikke mandat til at såre; det prøver jeg på at undgå. Men vrede, det har jeg da sandelig ikke noget imod.
Brug for en ny reformation
Du er blevet mere religiøs med årene, eller…
– Mit materiale har altid været det, der er oppe i tiden og som folk snakker om. Og nu snakker vi altså religion og har gjort i mange år, altså de andres. Så tager jeg det sådan: Ok, religion fylder i vores hverdag, altså vil jeg snakke om det. Det bliver så mest vores egen religion, for den kender jeg bedst.
– Det synes jeg er sjovt. Jeg siger for eksempel, at når det nu er 500-året for Reformationen, er det så ikke på tide, at vi tager en tur mere? Luther kunne ikke have aflad og alt det halløj. Det kunne jo også godt ske at vi nu skulle sige: Er der ikke noget, tiden er løbet fra? Vi bør have mindre jura og mere finde ud af: Hvad var Kristi ærinde? Det var jo ikke at gøre det mere indviklet i hvert fald.
– Jeg har et billede for mig, hvor han i Bjergprædikenen prædiker om kærlighedsbuddet, og det kører for ham, og folket sidder der. Så siger han: ”I skal elske Gud; det er det største bud!” Så kan han se, at der sidder nogle allerforrest, og de fatter det ikke. Så siger han: ”Der er et bud, der er lige så stort: Elsk din næste!”  Det er jo smukt. Og så enkelt er det jo.
Kirken skal være en banegård
Det kan måske også blive for meget jura, når præster debatterer i medierne?
– Præster skal selvfølgelig blande sig; det er et tænksomt folk, som har givet sig tid til at tænke tingene igennem. Men ordkløveri på Guds vegne kan vi ikke bruge til noget. Det synes jeg er noget pjat, og det tror jeg også, at Gud synes.
– Nogle tror så, at jeg ude på at gøre nar af folkekirken. Det er jeg ikke. Tværtimod. Jeg ville aldrig drømme om at melde mig ud af folkekirken. Det er længe siden, jeg var i pubertet. Vi skal støtte folkekirken, vi skal åbne den, så den bliver et lige så selvfølgeligt sted at færdes som på en banegård. Hvor vi kan gå ind med vores dybe kristne tvivl og vores bekymringer og glæder. Og skulle der komme nogen med en lidt anden udgave af Gud, så skal han være velkommen.
Journalister skal tænke selvstændigt
Hvad kan medier og journalister gøre for at gengive virkeligheden med omtanke?
– Jeg forholder mig mest til Danmarks Radio, for det er public service, og det betaler vi til. De skal være sobre. Og det er de også langt hen ad vejen. Men journalister skal holde op med at tænke på, at de kan miste deres job. Det er mit indtryk, at mange er styret af det. Men der er brug for nogen, der tænker selv, og som vil risikere noget for at gøre det, der er rigtigt. Dem skal vi bruge.
– Det kan godt være, at de gør noget fuldstændig tåbeligt, men så medfører det i det mindste en rigtig god debat. Og den folkelige debat lader meget tilbage at ønske. Det er ikke nok at have Deadline med eksperter. De er gode nok, men det medfører ikke en folkelig debat, Når programmet er slut, tænker vi: Nå, det var så det. Og så sker der ikke mere.
Tag religionen alvorligt
Skal en journalist have særlig omtanke ved religiøse spørgsmål?
– Ja, men vi er jo meget bange for at røre ved det. Jeg vil jo sige, at folk der afviser enhver form for religiøsitet er meget umodne. Den religiøse trang er jo på størrelse med sextrangen. Og den har været der lige så langt tilbage, som du kan spore mennesker. Den ligger virkelig dybt i os. Den kommer altid til udtryk på en eller anden måde. Og den synes jeg, man skal tage alvorligt. Vi har den trang i os til, at når der er noget, vi slet ikke fatter, og aldrig kommer til at fatte det, så er det en god ide at bygge et tempel over det og gå videre.
Eller lave et show over det?
– Ja, jeg synes vi skal snakke om det, for det er en realitet i vores verden og en realitet inde i vores hoveder. Så det skal vi ikke fortie. Vi skal undre os hele tiden. Undersøge. Og tvivle.
Niels Hausgaard
Niels Hausgaard begyndte som huspoet på Regionalradioen i Ålborg i 1972. Siden har han udgivet 12 albums, optrådt i tv-shows og vundet flere priser, bl.a. Otto Gelsted-prisen og Årets danske sangskriver i 2006 og højskolekulturprisen Den Gyldne Grundtvig i 2012. Tv-udgaven af hans shows blev kåret som bedste tv-underholdning i 2001 og 2004.
Kilde: TP Productions og Wikipedia