LONGREAD: Michael Meyerheim hjælper folk til at åbne sig og fortælle, hvad de har på hjerte. Her fortæller han om Morgen-tv, der fungerer, talkshows, der fængsler os, og Spørg Charlie, der gør os en lille smule klogere.
Af Svend Løbner
Når man oplever Michael Meyerheims joviale værtskab i programmet Spørg Charlie, ville man ønske, man selv var med som publikum. For deltagerne morer sig og deler åbent ud af deres livserfaringer. Og så er det fascinerende at lære Ghita Nørby, Niels Hausgaard og de andre kendtes erfaringer og livsholdninger at kende. Det kan man blive glad i låget af – og lidt klogere på livet og verden.
Vi bliver inviteret indenfor i Spørg Charlie-studiet i Metronome Studios på Amager. Michael Meyerheim spankulerer ind, hilser afslappet og sætter sig i en af paneldeltagernes stole.
Nu er rollerne byttet om, og vi er klar til at udfritte denne grand old man udi talkshowets ædle kunst om opskriften på god underholdning.
– Mit umiddelbare svar er, at det er god underholdning, når folk har moret sig, og at de er lidt gladere, når de slukker for programmet, end da de tændte for det, kommer det prompte fra den populære studievært. Han tilføjer:
– Men der skal også være noget substans. Det er god underholdning, når man lærer mennesker at kende fra en ny side som i talkshowet. Ligesom indholdsbarometret er højt, når panelet i Spørg Charlie diskuterer emner, som seerne kan identificere sig med og forhåbentlig fængsles af.
Meyerheim kalder Spørg Charlie verdens enkleste koncept.
– Seerne skriver ind, og dem i panelet er holdningsparate, veltalende, sjove, kloge og øser af deres livserfaring. Det er et program, du bliver klogere af på en underholdende måde.
Men det ville ikke gå, hvis humoren ikke var til stede, fortæller han.
– Niels Hausgaard udtrykker det sådan: Det er sjov for alvor!
Godt morgen-tv fængsler
Michael Meyerheim debuterede i 1988 som første vært på TV 2-programmet Lykkehjulet. Han blev siden vært på Eleva2ren og fik derefter sit eget talkshow: Meyerheim og Co, der var Danmarks første. Siden er det gået slag i slag med flere talkshow-formater. Han var sammen med Cecilie Frøkjær vært på TV 2’s morgenprogram Go’ Morgen Danmark fra premieren i 1996 til 2006. Herefter blev han vært på programmet Spørg Charlie og Talkshowet Meyerheim på TV 2 Charlie.
Med så rig en erfaring står spørgsmålene i kø – og det første ligger lige på læben: Var Lykkehjulet god underholdning?
– Det var ok, men jeg vil ikke sætte det op på min top tre-liste. Lykkehjulet var jo en gætteleg i stil med kryds og tværs, og det er der jo mange mennesker, der har glæde af, men substansen var til at overse, mener Michael Meyerheim.
Så var du med til at lancere morgen-tv… Hvorfor skal vi underholdes med morgen-tv?
– På de gode dage var morgen-tv fængslende, oplysende og sjovt. Der kunne være de interessante samtaler om menneskelige skæbner, skuespillere, der underholdt om sig selv og deres kommende stykker, og der kunne være politikere, der blev udfrittet om dagens aktuelle emner. Der var både humor og alvor. Madlavning og make-over. En blandet landhandel, hvor noget overraskende kunne ske i en stemning, som jeg dengang formulerede som venlig, men ikke ukritisk. Det fungerede ret godt, synes jeg. Og det gør det stadig.
At erobre sit eget liv
Michael Meyerheim bliver nu spurgt om en situation, hvor han som studievært også blev klogere.
– Jeg kan huske en samtale med skuespiller Erik Clausen om hans barndom, som vist ikke var en dans på roser. Han sagde: Jeg kan fortælle dig to versioner: En version, hvor vi ikke havde penge nok, og hvor jeg ikke fik nogen julegaver. Og så kan jeg fortælle en anden version, som er fuld af varme og kærlighed, om min mor, der fik tingene til at fungere. Men det afgørende var, at jeg som 18-årig sagde til mig selv: ”Det var den iscenesættelse, jeg fik. Jeg kan ikke sidde og græde over en barndom; nu vil jeg erobre mit eget liv.” Sætningen ”nu vil jeg erobre mit eget liv” gjorde et stort indtryk på mig. Den er genial!
Fødselshjælper
Michael Meyerheim har afslutte Talkshowet Meyerheim i foråret 2017:
Hvad kan et talkshow?
– Når det lykkes, kan det få folk til at åbne sig, og vi kan få ny indsigt i et menneske, som vi kender i forvejen. Et indblik i personens oplevelser, liv og holdninger.
– Jeg forsøger at skabe en setting, hvor min gæst føler sig i trygt og godt selskab. Vi forventer, at de skal opføre sig helt naturligt i unaturlige rammer, orkestret spiller, når de kommer ind, der sidder 100 mennesker og bedømmer dem, samtidig med at fem kameraer følger hver en bevægelse. Og så forventer vi, de skal slappe af. Dér er det min fornemste opgave at hjælpe dem til at føle så lidt pres som muligt.
Hvad gør du så?
– Jeg prøver at være fødselshjælper. De fleste vil gerne fremstå intelligente, sjove og veltalende. Så jeg prøver at hjælpe dem til at udtrykke det, de gerne vil, ved at være nysgerrig og interesseret. Mange års erfaring har lært mig, at mange kan have svært ved at udtrykke præcis det, de har på hjerte under sådanne omstændigheder. Så kan de have brug for en samtalepartner, der prøver at lede dem hen til de gode pointer.
Adrenalinen pumper
Har dit eget gode humør nogen betydning i den sammenhæng?
– Humor får alting til at gå lidt lettere, og det får folk til at slappe af. Jo mere, man kan pille højtideligheden ud af tv-øjeblikket, jo bedre bliver resultatet. Men det er svært at sætte på formel. Jeg kan se, når studieværter bare kan det. Der er så meget indbygget i den personlighed, hver især er udstyret med.
Hvad gør du, hvis du en dag er i dårligt humør?
– Der sker noget, når lamperne tændes, publikum klapper og musikken spiller. Jeg kan ikke forklare det. Alle optrædende kender det, tror jeg. Det er et adrenalin-kick, der får al træthed til at forsvinde. Når lamperne så slukkes, og man er faldet ned igen, er man til gengæld – på de trætte dage – dobbelt udmattet.
Prøver at forstå
Hvad gør du, hvis en fra panelet siger noget, der er helt ude i skoven?
Som studievært kan man lede på rette spor ved at prøve at forstå. Vi skal altid prøve at forstå, selv når det kan lyde ubehjælpsomt, eller vedkommende er fanget i et ræsonnement, som ikke holder.
Forståelsen er ”afsindig vigtig”, fortæller talkshowværten:
– Tænk, hvis politiske debattører virkelig prøvede at forstå hinanden? Vi ved jo, at de gør det, når de sidder bag lukkede døre og skal lave forlig. Men tænk, hvis den politiske diskussion var sådan, at de prøvede at forstå hinanden, ja måske ligefrem roste en modstander engang imellem. Tænk, hvis vores samfundsdebat var sådan. Det ville være så befriende! Vi dyrker jo uenigheden. Og vi fremmer modsætningerne. Derfor er der også debat-programmer, hvor uenigheden bliver målet i sig selv. Og hvor nogen værter af og til kommer til at forveksle aggressiv journalistik med kritisk journalistik. Det er fint at være kritisk, men det behøver ikke at være aggressivt.
I stedet har Meyerheim et andet forslag:
– Hvad med at give interviewpersonen fuldstændig tryghed? Og lade vedkommende have god tid til at redegøre for sine synspunkter? Så kan studieværten spørge og blive ved med at spørge, indtil han eller hun forstår. Og så kan seerne afgøre, om de er enige med personen eller ej.
– Vi kender det sikkert alle sammen. Vi har paraderne oppe, når vi bliver angrebet. Men hvis vi sidder over for en, der prøver at forstå, tør vi åbne os.
