KLF bakker op om forslag fra SF, der skal beskytte børn mod afhængighed af spil og sociale medier

Danmark skal have en it-lov, der beskytter børn. Det mener Karina Lorentzen, medlem af Folketinget fra SF. SF sender et vigtigt signal med sit beslutningsforslag, mener KLF, Kirke & Medier.

0
1893
Foto: Nenad Stojkovic

Mobiltelefonen brænder i lommen. Øjnene søger mod tabletten. En notifikation popper op, og straks farer fingrene rundt på skærmen. Der er fuld fokus.

Sådan er situationen for mange af os – både børn og voksne.

Men nu mener SF, at der skal sættes en stopper for apps, der er designet til at skabe afhængighed.

– Danmark skal have sin første børne it-beskyttelseslov. Det handler blandt andet om at stoppe adfærdsdesign, der nøder børn til at bruge mere tid og penge på nettet, end de egentlig ville, skriver Karina Lorentzen, der foreslår, at Folketinget ved lov skal forhindre spil og apps i at skabe afhængighed.

Forslaget lægger også op til at forhindre, at data om børn misbruges til målrettet markedsføring, at børn udsættes for skadeligt indhold – for eksempel voldsvideoer – og endelig indeholder forslaget et forbud mod autoplay – at videoerne så at sige ligger i en hale af hinanden.

– Det er de afhængighedsskabende elementer, der gør, at dit barn bliver rasende, når du afbryder det, og måske begynder at droppe legeaftaler og sport, skriver Karina Lorentzen på Facebook.

Forslaget fra SF støttes af KLF, Kirke & Medier.

– Det er godt, at der er politisk lydhørhed overfor, at tjenesterne er afhængighedsskabende. Det er en udfordring, som vi har talt op igennem mange år, og vi er glade for den politiske opbakning, fastslår Mikael Arendt Laursen.

Noget af det, som KLF løbende arbejder for – blandt andet gennem Mediemod-foredrag – er at øge både forældre og større børns digitale dannelse og bevidsthed om de skadelige effekter af for meget skærmbrug. Derfor er en regulering af platformene meget fornuftigt.

– Vi skal ikke kriminalisere forældre og børn, og derfor er det godt, at politikerne retter opmærksomheden mod spil, sociale medier og andre apps, som er designet til at skabe afhængighed, eller som indeholder skadelig elementer, tilføjer Mikael Arendt Laursen.

Tidligere artikelFællessang hver for sig vender tilbage fredag aften på DR1
Næste artikelPå mandag bliver Morgenandagten levende på DR2