DRs nye børne- og ungdomskanaler har intet kristent påskestof. – Det er svagt, siger KLF’s formand.
Danmarks Radio har rykket store dele af trosstoffet over på DR K. Det mærkes især i påsken, hvor den kristne højtid glimrer ved sit fravær på børne- og ungdomskanalerne Ramasjang, Ultra og DR3. Og det er KLF, Kirke & Medier ikke tilfreds med.
Landsformand Henning Bjerg Mikkelsen fortæller til den kirkelige ugeavis Udfordringen, at DR i forbindelse med kanalomlægningen gav udtryk for, at trosdækningen ville indgå på alle kanaler svarende til deres profil.
– Jeg synes, det ville være helt naturligt at sprede højtidsdækningen ud på alle kanalerne. Seerne på DR K ved jo netop godt, hvad påsken handler om, mens den yngre del af befolkningens viden halter, forklarer Henning Bjerg Mikkelsen til avisen og fortsætter:
– Jeg havde en stille forventning om, at der ville være relevant højtidsstof på kanalerne op til påske, og jeg synes, det er svagt, at det ikke er der, konstaterer han.
Kirstine Vinderskov er kanalredaktør på DR Medier Børn, og synes ikke, det er et stort problem.
– Vi har altid fokus på at tilbyde noget helt særligt til børnene i højtiderne, og det gør vi også i påsken. Vi har ikke som sådan et fokus på det kristne budskab, men et stærkt fokus på gode oplevelser og fællesskab i påsken på vores børnekanaler, forklarer hun til Udfordringen.
Henning Berg Mikkelsen konstaterer:
– Jeg tror desværre, at mange kanalchefer har en manglende forståelse for vigtigheden af at give den kristne arv videre til næste generation.