Godt gået, Kristian Leth!

0
1187

Rockmusikeren møder Pinsekirken – og det kommer der en særdeles positiv og personlig tv-udsendelse ud af, mener Svend Løbner, der selv har baggrund i Pinsekirken.
KristianLeth
– Tak til DR og Kristian Leth (billedet) for en særdeles sober udsendelse om Pinsekirken, siger Svend Løbner, der leder Kirkeligt Medieakademi under KLF, Kirke & Medier.
Udsendelsen bliver vist på DR K onsdag aften kl. 22.15, men kan allerede nu ses på www.dr.dk/tv.
Her får vi indblik i en kirkeretning, der med Leths ord ofte er opfattet som Folkekirkens lidt skøre fætter.
– Men tungetale, løftede hænder og håndspålæggelse får mening for udenforstående, når Kristian Leth forklarer at pinsefolkene blot åbner sig for Helligånden og formidler Guds kraft. Godt gået, Kristian Leth!
Leth mærkede også selv en bedring i sin ryg, da en prædikant bad for ham, fortæller Svend Løbner og fortsætter:
– Udsendelsen giver et retvisende billede af Pinsekirken, som jeg voksede op i. En hyggelig og personlig gudstjenesteform kombineret med passioneret og forståelig forkyndelse gav vind i sejlene til min egen gudserfaring. Sammen med en dyb køl af solid bibelteologi tror jeg det sikrer kursen til et meningsfuldt liv til gavn for andre.
– Vi er forvænte med mange pæne og rigtige ord i kirken. Pinsekirken kan inspirere til mere liv og glæde, slutter han.

Tidligere artikelPolitikere er åbne for høring om næste medieforlig
Næste artikelSe julekalendere i TV