Inger fra landsstyrelsen sidder sammen med sine tre børn på fire, otte og ti år klar foran skærmen når DR tænder for årets julekalender ”Julestjerner”. Hun glæder sig over, at julekalenderen rummer værdier man kan genfinde i kristendommen: glæde, godhed og den slags.
Er det godt at vide, hvad der venter?
Daimi Gentle og Vigga Bro er ganske vidunderlige i rollerne som Søstrene Mormor. I afsnit 7 dansede de sig rundtossede om et juletræ, for det skal man ”på den 7. dag i det 7. år” eller hvordan det nu lige var. I afsnit 9 havde de allerede ”set”, at der skulle komme tre forskere til observatoriet, for om formiddagen havde der været to gråspurve i tagskægget…
Æh. Præcis som andre kan have det med alkoholikere i julekalendere, kan jeg have det med Søstrene Mormors spådomme.
På den ene side er det sjov og ballade, der fint harmonerer med, at de to damer til forveksling ligner nisser. På den anden side rummer det også en alvor. I hvert fald for Sus. For på et tidspunkt fortæller de Sus, at hun aldrig kommer til at forlade Brorfelde, og dét kan hun ikke li’ at høre. Hun bliver dybt frustreret og ulykkelig, for hun vil jo så gerne tilbage til Brøndbyøster, til bmx-crewet og det battle, de skal deltage i.
Hidser jeg mig op over, at der er spådomskunst i en julekalender? Hm. Nej, jeg registrerer det. Og jeg overvejer, hvad jeg skal sige til mine børn om det.
I den virkelige virkelighed findes der jo mange mennesker, som mener de kan se ind i fremtiden. Og andre mennesker, som opsøger dem, der mener de kan se længere end os andre. Jeg vil ikke dømme om, hvem der er i stand til at se hvad.
Men jeg tror nu ikke, det er godt at vide, hvad der venter forude. Eller hvad?
Skør i roen?
Bobs far, Big J, har set lyset. I hvert fald lyset fra den julestjerne som Bob fik øje på i afsnit fem. Stjernen har sagt til ham, at han skal lave Soul Jul – en julemusical der delvist bygger på juleevangeliet, og han er i fuld gang – har komponeret en rigtig ørehænger med omkvædet ”on the road to jul”. Jeg holder meget af udtrykket ”soul jul”. For ud over æbleskiver og julegaver er jul jo i høj grad noget for sjælen.
Egentlig er det skrupskørt, når en voksen mand tror, en stjerne har talt til ham. Det er det rene vand i forhold til, hvad man kan finde i Biblens julefortælling. En engel fortæller Maria, at hun skal føde verdens frelser. Hele tre vise mænd lader en stjerne lede sig hen til Jesusbarnet. Josef bliver i en drøm advaret om, at Kong Herodes jagter Jesusbarnet. ”God moves in mysterious ways”, må man sige. Og Wikke og Rasmussen sætter vores normal-begreb på prøve. Er du fx helt sikker på, at stjerner ikke kan tale?
Ønskesten i børnehøjde
Jeg læste forleden, at landets præster nøje følger med i årets julekalender for at hente input til årets juleprædiken. Det er jo slet ikke så tosset. Jeg husker i dag ikke mange ord fra min barndoms juleprædikener. Mest fornemmelsen af varmen i den stopfyldte kirke og en let irritation over at synge den langsommelige ”Et barn er født i Betlehem”.
Men jeg husker præsten, der engang havde fundet to sten på stranden, som han brugte i sin juleprædiken. Der stod han i halvmørket på prædikestolen og slog stenene mod hinanden. Præcis som i Nissebanden i Grønland, der var julekalenderen det år. Hvad han sagde om og med ønskestenene er for længst glemt, men fornemmelsen af, at præsten mødte mig i min barndoms julevirkelighed, har jeg stadig.
Så se glad med derude, alle præster! Det gør ikke noget, at årets juleprædiken kommer helt op på børnenes uforlignelige, eftertænksomme og underfundige niveau.
Kongerne Jesus og Elvis – uden sammenligning i øvrigt
Jeg føler mig godt tilpas i kirken og med kirkens budskab. Også selvom jeg med min hjerne ikke fatter, hvad det hele går ud på. Men det er lige meget. Julen er jo hjerternes fest, som makkerparret Wikke & Rasmussen siger hver eneste aften efter ”Julestjerner”.
Forleden dukkede den inkarnerede Elvis fan og -imitator, Rocko, op i Brorfelde. På hans læderjakke stod der ”The King lives”. Lige umiddelbart er det Elvis ”The King” der hentydes til. Ved nærmere eftertanke, faktisk først dagen efter, slog det mig, at man også ofte taler om Jesus som en konge (og man synger det også i ”Jule har bragt velsignet bud”: Himmerigs konge blandt os bor).
Mange af kirkens folk citerer Biblen og Jesus lige så ofte som Rocko citerede Elvis. Og nogle Elvis-fans tror, han stadig lever, præcis som der står på Rockos jakke. Det samme gør mange Jesus-fans J Som Jesus-fan kan man vælge at blive fornærmet. Men jeg kan ikke lade være med at grine!
Man beder da ikke til nisserne. Eller gør man?
Nisserne gør godt op mod jul. Og godt det er lige hvad der er brug for i Brorfelde efter afsnit 17, hvor Vera Grus gik amok med sin kæmpe gravemaskine og lavede et stort hul i vejen, der forbinder den lille by med det store Holbæk.
Til borgermøde i forsamlingshuset bekendtgør Bjarne Betjent, at vejen er i stykker, og ingen kan lige hitte på noget at gøre ved dét. Søstrene mormor foreslår, at alle skal bede en bøn til nisserne i deres hjerter. Big J ser hellere at de øver på musical. Gennem den kunstneriske proces kan de så finde ud af, hvad de skal gøre. Så John og Maria er Josef og… Maria, som pludselig støder på den tykke mur omkring byen Jeriko, som der fortælles om i det gamle testamente. De andre stiller sig op og er ”mur”. John og Maria synger så ”muren” vælter.
Imens sidder Vera Grus hjemme og ser julemanden åbenbare sig i sit tv. Han forsøger at overbevise hende om, at hun skal have julen og latteren ind i sit hjerte igen.
Det hele er meget mærkeligt. Altså, jeg ER nok lidt langsom, men jeg har stadig ikke helt fanget, hvad muren rundt om Jeriko laver i Julestjerner. Og de der nisser, som gør godt op mod jul?! Jo jo, at man kan bede om noget inde i sit hjerte, del del er jeg med på. Men man beder da ikke til nisserne?! Og hvad lavede julemanden lige i Vera Grus’ tv?
Jul fra børnenes perspektiv
Jeg er nok bare blevet sær og voksen. Ungerne studsede ikke videre over, hvad/hvem der blev bedt til. De var meget mere optaget af, hvad der skete i observatoriet. Mon man bliver klogere i morgen?
Så jeg har gjort min sag op: Jeg vil IKKE lade min glæde over, at den kristne jul findes så mange steder i Julestjerner, overskygge af Søstrene Mormor og den måde, deres spiritualitet er skruet sammen på. Med julestjerner er det som med samfundet i øvrigt: Vi må kunne være der alle sammen med respekt for hinanden.
Og skal vi så ikke se julekalenderen fra børnenes perspektiv? Er det en god, hyggelig og sjov julehistorie? JA, det er det. I hvert fald hjemme hos os. De taler tilmed (nogenlunde) pænt. Det er mere end man kan sige om så meget andet tv for børn.
—
Læs om Kims fra landsstyrelsens Julestjerner
—
Læs mere om Ingers tanker om Julestjerner på kidsandmedia dk.
