Ekstra: 95-årig brænder stadig for KLF

0
16

– Hvis man ikke råber op en gang imellem, går det helt galt, mener 95-årige Sofie Rasmussen, hvis mand var leder i KLF gennem 35 år. Hun opfordrer unge til at melde sig ind i foreningen og give medierne modspil.

Mediepåvirkningen er massiv. Det er næsten ubærligt at tænke på, at tilfældige mennesker i et mediehus langt væk skal bestemme, hvad vi skal se og høre.

Jo, der er en afbryderknap på apparatet, men det er jo også spændende, at vi nu kan høre radio og se tv. Men de har nu lidt for frie tøjler derinde i Danmarks Radio. De bander meget og viser endda mennesker med bar bag! Skal vores børn virkelig se på det?

Sådan blev radioen og senere fjernsynet oplevet af Sofie Rasmussen, hvis mand Gunnar Rasmussen var dybt engageret i KLF, Kirke & Medier i 35 år, først i landsstyrelsen og senere som generalsekretær.

95-årige Sofie Rasmussen er stadig fyr og flamme for KLF, da vi besøger hende i lejligheden i Brønderslev.

– Hvis ikke vi havde Kristelig Lytterforening, så ville vi ikke have en modgift mod alt det skidt, der kommer i fjernsynet!

 

Skriver erindringer på computer

På væggene i lejligheden hænger fotografier af ægteparret – fra deres bryllup, sølvbryllup, guldbryllup og diamantbryllup – sammen med malerier, som Sofie Rasmussen selv har malet. I hjørnet står en bærbar computer.

– Jeg begyndte at gå til IT, da jeg var 90. Nu er jeg ved at skrive jeg mine erindringer, smiler Sofie Rasmussen.

Og der er meget at skrive hjem om. Hun stod bag sin mands engagement i KLF gennem 35 år. I 1965 kom han ind i landsstyrelsen, omkring 1970 var han med til at opbygge ungdomsafdelingen U-KLF, og i 1978 blev han generalsekretær. Gunnar Rasmussen sad også i bestyrelse og repræsentantskab for støtteforeningen for TV2 NORD siden stationens opstart. Han var også med i TV2 NORD’s bestyrelse i fem år.

– Han gik fuldstændig op i Kristelig Lytterforening, fortæller Sofie Rasmussen.

 

Bilen overklistret med reklame for KLF

– Han holdt et møde i Sæby og fandt ud af, at der ikke var nogen med fra Læsø. Så rejste han derover i 5-6 dage med en minibus overklistret med plakater om, hvorfor de skulle være med i foreningen.

Hvorfor skulle de være medlemmer?

– Fjernsynet var ved at have en vældig magt. Hvis det blev ved på den måde, ville det blive rigtig skidt. Det var slemt dengang, men det er jo endnu værre i dag, hvor de render rundt med bar bag. Og så tror de, at de unge gider se den slags, men det gider de jo ikke.

Og det var for galt?

– Ja, de hældte jo bare noget ud over danskerne, som ingen havde spurgt om. Jo, vi havde jo selv valgt at have et fjernsyn, men vi havde ikke bedt om de udsendelser.

 

Så den første mand på månen

Sofie Rasmussen kan ikke huske præcis, hvornår familien fik fjernsyn, men hun kan huske, at det var kort før den første bemandede månelanding i 1969:

– Jeg var ved at gøre rent på loftet og skyndte mig ned ad stigen for at se den første mand gå på månen, husker hun. Det var så spændende!

– Før vi fik fjernsyn, kom vor datter hjem og fortalte, at børnene i skolen snakkede om, hvad de havde set i fjernsynet. Men det kan ikke passe, at børn skal have fjernsyn i hjemmene, for at de kan tage det med i skolen!

Sådan oplevede hun medietrykket dengang, og det bekymrede hende på børnene og de unges vegne. Og derfor vil hun også i dag opfordre unge til at skabe modtryk og selv engagere sig i at lave kristne udsendelser:

– Tænk, hvis de unge mennesker ville melde sig ind i Kristelig Lytterforening, så ville de kunne gøre noget, siger hun og bruger mediebrugerorganisationens oprindelige navn.

 

Engagerede de unge

Den 95-årige ildsjæl mener nemlig, at det ikke skal være op til ”folk som slet ikke er interesseret i kristeligt arbejde” at lave kristne udsendelser:

– Man kan ikke forlange, at mennesker, der kommer fra et hjem, hvor mor og far er gået fra hinanden, skal sende kristne udsendelser. De kan jo ikke sende noget, der ingenting siger dem. Men tænk, hvis vi kunne få kristne unge til at lave udsendelser, der er så rene, at vi andre kan være bekendt at se dem! Vi skal jo tænke på alle de børn, der sidder og ser med. De vokser op, og det varer jo aldrig lang tid, inden de er store, siger Sofie Rasmussen.

Arven fra Gunnar Rasmussen fornægter sig ikke. Han var i 1970’erne primus motor i ungdomsforeningen U-KLF.

– Han fik de unge til at se og lytte udsendelser igennem og drøfte dem på møderne. Og DR lyttede, når de unge sagde noget, husker hun.

 

Gav modspil til DR

Gunnar Rasmussen var med til at samle 400 unge mennesker til et debatmøde i Sæby med leder af DR’s børne- og ungdomsafdeling, Mogens Vemmer.

– Der var så propfuldt af mennesker, at folk sad i vinduerne. Efter foredraget måtte folk stille spørgsmål, og da Mogens Vemmer var ved at gå ned fra talerstolen, var der endnu en, der spurgte om noget, og så måtte han op igen. Han var på talerstolen fra klokken otte til halv elleve. Og vi fik ikke kaffe eller nogen ting sådan en lang aften!

Forinden havde Gunnar Rasmussen forberedt de unge på at stille spørgsmål.

– For Mogens Vemmer skulle jo have noget modspil, fortæller Sofie Rasmussen. – Han måtte gerne sige sin egen mening, men han skulle have modspil, gentager hun.

– De var begyndt med de her dumme film i fjernsynet, bl.a. om tre heste, der parrede sig. Det var jo forfærdeligt at se sådan noget! Eller unge, der badede halvnøgne og sprang i vandet med bare balder. De er da mere dumme, end de har lov til at være, at vise sådan noget!

 

Stik en kæp i hjulet

Og derfor var KLF, Kirke & Medier også dengang i dialog med DR. Gunnar Rasmussen tog til København og forelagde foreningens synspunkter. KLF havde 120.000 medlemmer dengang.

– Da Gunnar talte med ham, svarede han: ”Jamen, jeg har jo aldrig hørt noget fra jeres side!”

Det ansporede foreningen til at fortsætte arbejdet. Ud over møder og hjemmebesøg blev der også sendt tusindvis af blade rundt til foreningens medlemmer. Sofie Rasmussen fortæller, at hjemmet flød med blade, og at hele familien måtte hjælpe til, da de skulle duplikeres, foldes, lægges i kuverter og sendes.

– Hvis man ikke råber op en gang imellem, går det helt galt. For de, der kører den modsatte vej, skal nok være der. Så hvis der ikke er nogen, der stikker en kæp i hjulet, tager de magten, siger hun med tanke på det massive medietryk dengang og i dag.