Jeg har kendt dig hele mit liv.
Vi er barndomsvenner. Vi voksede op i det samme Danmark – i en tid med store forventninger, dybe rødder og ambitioner om at binde folket sammen med lyd, ord og billeder.
Jeg kom til verden, fordi nogle ildsjæle mente, at der skulle være en stemme, der talte troens og værdiernes sag i medierne. Du blev født året før mig – i 1925 – som den ven, der havde adgang til hele sendefladen og mikrofonen i hånden. Jeg var den lille, der sad på forreste række og lyttede – men også frimodigt rakte hånden op, når det blev nødvendigt.
Vi kom fra forskellige hjem. Du voksede op i et hus med højt til loftet i storbyens pulserende liv. Et hus fyldt med stemmer. Der var både kloge onkler og kløgtige tanter, kulturpersonligheder, komponister og krigsreportere. Man kunne ikke altid få ordet – men man kunne altid få en idé.
Mit hjem var mindre, men ikke uden dybde. Der var salmesang ved bordet, kaffe i kanden og stille samtaler om, hvad det vil sige at være menneske i en kompleks verden. Mine forældre kom trofast i kirken, levede det mere stille liv og talte ikke så højt – men vi lyttede længe. Og vi troede på, at stemmen, der talte om tro, håb og kærlighed, også havde en plads i det offentlige rum.
Vi legede sammen som børn. Det er jo ikke en selvfølge, at man kommer godt ud af det med hinanden, bare fordi man er jævnaldrende, men vi blev hurtigt gode venner. Jeg oplevede med det samme, at du havde stor respekt for min familiemæssige baggrund. Vi forstod på en eller anden måde hinanden. Du var stemmen i radioen – jeg var stemmen i lytterbrevet. Når morgensangen tonede ud over landet, nynnede vi med i takt. Når højmessen blev transmitteret direkte fra landsbykirken, sad vi begge stille. Det var vores fælles rum.
Og det er det stadig.
For hver hverdagsmorgen toner Morgenandagten ud på P1 – en lille stund til eftertanke midt i morgenmylderet. Og hver søndag lyder kirkeklokkerne, når du transmitterer gudstjeneste. Det er stærke tegn på, at troen stadig har en betydning også for dig.
Vi kom selvfølgelig også i puberteten. Og det kunne mærkes.
Der har der været perioder, hvor vi måske voksede lidt fra hinanden og ikke havde helt den samme gode kontakt. Sådan er det jo med venskaber, som varer livet igennem. Forandringer kan knytte sammen eller skabe afstand. Afstanden mellem os blev bare aldrig så stor, så vi mistede forbindelsen, og det er jeg glad for.
Du begyndte at eksperimentere. Du spillede ny musik, talte i overskrifter, kastede dig ud i satire. Jeg forstod det ikke altid. “Er det her virkelig public service?” er en tanke, der ofte har strejfet mig.
Men det var jo netop dét: en bred vifte, mange stemmer, et spejl af det Danmark, vi levede i. Og selvom jeg nogle gange himlede med øjnene og skrev et bekymret læserbrev eller et krast debatindlæg, så lyttede jeg alligevel. Jeg kunne jo høre, at din stemme stadig bar noget ægte – selv når den skiftede toneleje.
Der har været uenigheder. Selvfølgelig har der det.
Jeg har indimellem stået på barrikaderne – med viftende faner og alvorlig mine – og sagt: “Hvor blev troen af? Hvor er det kristne kulturgrundlag?” Og du har svaret – sommetider lidt træt – “Vi forsøger at favne alle. Det er ikke så let.”
Men vi holdt fast. For selv når vi har skændtes, har det altid været i kærlighed. Jeg har aldrig ønsket, at du skulle være kirkelig – men jeg har ønsket, at du aldrig glemte, at mange danskere er det. Eller i hvert fald er formet af troen, værdierne og de fortællinger, vi deler.
Og det er jo det, du kan, når du er allerbedst: Fange os i fælles fortællinger. Ikke fordi vi er ens, men fordi vi er noget sammen.
Du har altid været den, der tiltrak sig masser af opmærksomhed fra alle sider, mens jeg nok har levet et lidt mere stille liv. Alle har jo en mening om dig på godt og ondt. Når andre har været særligt kritiske overfor dig, så har jeg forsøgt at forsvare dig så godt, som jeg nu kunne, hvis kritikken var urimelig eller ramte ved siden af.
Jeg tænker tit på alle de programmer, vi har talt med hinanden om: “Præst søger paradis”, “Gift ved første blik”, “Onkel Reje”, “Herrens veje” – og selvfølgelig morgensang med Philip Faber, der samlede os under pandemiens stilhed og mindede os om, at fællesskab også kan findes gennem en skærm.
Du er altid god at snakke med. Når jeg kommer til dig med tanker og idéer, som betyder rigtig meget for mig, så er du klar til at lytte og tænke med. Også når mine idéer måske ikke lige er helt din kop te. Men samtalerne er altid gode, og vi har en grundlæggende respekt for hinandens holdninger og syn på livet.
Og ellers glæder jeg mig bare. Over at tro og kristendom stadig får lov til at komme naturligt til udtryk – ikke kun i særlige programmer, men som en del af den alsidige buket, der udgør dit radio- og tv-univers. Det er ikke altid med fanfare og store ord – men det er der. Som en grundtone. Det glæder mig virkelig.
Vi har stået sammen i kriser – talt om håb i mørket. Vi har klappet, diskuteret, sunget, insisteret. Og vi har begge forsøgt at være noget for nogen.
Så her står vi nu. Du som en aldrende, men vital 100-årig. Jeg, din gamle ven, der stadig sender breve, stadig banker på, stadig håber på en kop kaffe og en samtale om tro, tid og tænkepauser.
Og jeg vil bare sige: Tillykke!
Du har været tro mod din kerne, selv når vinden har blæst.
Du har udviklet dig, men aldrig glemt, hvem du er.
Du er folkelig uden at være flad, du er dannende uden at være dømmende.
Og du har givet os sprog, når vi selv manglede det.
Tillykke med de 100 år.
Må vores venskab fortsætte – stadig udfordrende, stadig trofast, stadig nødvendigt.
Tak, fordi jeg fortsat må være med på rejsen.
De hjerteligste hilsner
KLF, Kirke & Medier
