Satireprogrammet ”Absurdistan” på DR3 får ikke en sæson 2. Men det skyldes ikke kritik, siger Danmarks Radio. Den har der ellers har været rigeligt af – også fra KLF.
Det kontroversielle satireprogram ”Absurdistan” på DR3 satte mange sind i kog i foråret – senest da programmets to værter, Kristoffer Eriksen og Jesper Juhl, karikerede kristendommen og kaldte Jesus ”gammeldags”.
Det fik KLF, Kirke & Medier til at rette en skarp kritik af programmet, en kritik, der fik flot omtale i medierne.
Nu skriver de to programværter på Facebook, at DR ikke er interesseret i at sende mere ”Absurdistan”:
“Flere har spurgt om der kommer en sæson 2, men DR har desværre meldt ud, at de ikke er interesseret i mere “Absurdistan” skriver de to programværter på Facebook.
“Absurdistans” redaktør, Anders Thomsen, bekræfter over for BT at programmet ikke får en sæson 2.
– DR3 er en ny kanal og vil gerne en helt masse, men med begrænsede midler. Derfor skal vi lige finde ud af, om vi skal fortsætte på samme måde, eller udvikle noget nyt, siger han.
Anders Thomsen afviser dog, at den manglende sæson 2 har nogen sammenhæng med kritikken af satireprogrammet.
– Vi vidste, at vi ville få kritik – nok ikke helt så meget, som vi har fået – men at vi ikke får en sæson 2, skyldes en indholdsmæssig og økonomisk prioritering, siger han til TvNyt.com.
“Absurdistan” blev produceret af Casper Christensens produktionsselskab, Douglas Entertainment.
Magasinet Kirke & Medier udkommer den 3. september med et længere interview med Anders Thomsen. Magasinet sendes gratis til medlemmer af KLF, Kirke & Medier og de danske medier, der ønsker at modtage det.
Læs tidligere numre af magasinet på www.klf.dk/blad.