’Det gode råd’ er et stærkt program med god bredde, men mangler dybde

Religiøse og spirituelle vejledere stiller sig til rådighed for at hjælpe helt almindelige mennesker der gæster programmet med hver deres udfordring i ’Det gode råd’ på DR2. Sammen med vært Paula Larrain forsøger de at finde svar og trøst i religionen.

0
1705

Af Henrik Lundahl Revshøi, KLF, Kirke & Medier
Foto: DR, Agnete Schlichtkrull

Efter at have set de første tre afsnit af det nye trosprogram ’Det gode råd’ er jeg fanget og har meget lyst til at se de resterende. Temaerne er i den grad nutidige og relevante. Døren til troens univers åbnes fra det rum som gæsten befinder sig i. Programmets styrke ligger i, at gæsten bliver mødt hvor han/hun er, og hvis jeg skal støtte mig til en eksistentiel vejleder med stor religiøs indsigt, Søren Kirkegaard, så er det en god fremgangsmåde. Hos ham lyder det: ”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Umiddelbart mangler jeg kun én ting, men det kommer jeg tilbage til…

Panelet af spirituelle og religiøse vejledere er bredt sammensat og varierer fra afsnit til afsnit. De fleste sæder i panelet besiddes af præster, og det giver god mening, da det afspejler kristendommens rodfæste i samfundet. Indtil nu har vi som seere kunnet møde en præst, Kirkegaard-ekspert, imam, spirituel leder, sikh og en clairvoyant. Tonen mellem dem er god, og der er heller ikke lagt op til at de indbyrdes skal debattere om, hvem der har den mest sande vejledning. Det handler om gæsten og gæstens problem. Alle viser respekt, og det er dejligt i et program hvor mennesker med meget forskellige afsæt mødes.

’Det gode råd’ er helt nede på jorden, og der går ikke teologi i den. Ikke at der ville være noget forkert i det, men Paula Larrin og panelet gør temaerne let tilgængelige og holder tærsklen til programmet lav. Det fyger heller ikke med svære begreber som kræver stor indsigt for at kunne følge med. Emnerne behandles håndgribeligt, uhøjtideligt og på samme måde som vi snakker om alle mulige andre ting i hverdagen.

Og så til den ting jeg savner. Jeg mangler simpelthen den personlige relation til Gud. Jeg mangler fokus på, hvad det egentlig vil sige at møde Gud, og at det (i hvert fald i min kristensdomsforståelse) er muligt at have en relation til ham. I stedet er betoningen på det pragmatiske så entydig, at programmets styrke netop med det praktiske og konkrete bliver svækket. Tyngden mangler. For hvem er Gud egentlig? Havde det været belyst mere, ud fra hver af vejledernes perspektiv, så havde alle de konkrete ting efter min mening stået stærkere. Er afsenderen underordnet, når det handler om at tage imod råd?  

Tidligere artikelTelefonerne lukkede i uge 29-31
Næste artikelMorgenandagten bliver et rigtigt tv-program