Det går (for) hurtigt i børnefjernsyn

Børne-programmer i dag går markant hurtigere end tidligere. Der er ganske enkelt markant flere klip i programmer som Pyjamasheltene og Kasper og Sofie end i klassiske DR-børneprogrammer som Kaj og Andrea, Anna og Lotte samt Bamses Billedbog.

0
401

Det skriver Politiken torsdag den 4. juni på baggrund af en gennemsening af i alt 20 programmer fra perioden 1967 til 2018.

KLF, Kirke & Medier har regnet videre på Politikens tal, og det er tydeligt, at der er en stigende tendens:

Den absolutte bundskraber målt på antal klip pr. minut er Sørøver Sally – en dukke-tv-serie i 13 afsnit fra 1969-1970: under 1 klip pr. minut. I følge Politikens stopur går der i gennemsnit 68 sekunder mellem hvert klip i Finn Bentzens og Hanne Willumsens gamle eventyr om Sørøver Sally og Frede.

I den anden ende af skalaen ligger tegnefilmserien Pyjamasheltene, som er blevet til i samarbejde mellem franske, britiske og canadiske produktionssselskaber og blandt andet vises på Ramasjang, med 30 klip pr. minut. Kasper og Sofie, som er produceret af NRK, er også godt der oppe af med 20 klip pr. minut – det samme antal klip har DR-produktioner som Sprinter Galore og Oda Omvendt.

Det er altså ikke blot et dansk fænomen, men noget tyder på, at det i hvert fald er et vestligt fænomen. Der er dog også “langsomme” og aktuelle undtagelser. DR har produceret en versionering af Vilde vidunderlige Danmark på DR1 til Ramasjang under titlen Vilde vidunderlige dyr, hvor Ramasjangs værter som Motor Mille og Kristian Gintberg speaker. I tråd med tonen fra dokumentarserien på DR1 er der mange rolige klip, og vi er nede på cirka 10 klip pr. minut.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Problemet med de mange klip er, at børnenes hjerner får langt vanskeligere ved at registrere, analysere og fortolke de informationer, som de præsenteres for. Det forklarer den danske Manfred Spitzer Jens D. Mikkelsen, der er professor fra Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet og Københavns Universitet:

– Når man har så mange sekvenser på samme tid, skal hjernen omstille sig og bearbejde indtrykkene på ny. Hjernen – og det er ligegyldigt, om det er en børne- eller voksenhjerne – kan ikke nå at omstille sig med den her fart. Det betyder helt konkret, at man ikke kan nå at lagre de ting, man ser, i korttidshukommelsen, før man skal forholde sig til noget nyt, udtaler Jens D. Mikkelsen til Politiken.

Politikens artikel peger på et meget væsentligt problem, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier:

– Vi skal ikke undervurdere børns evne til at optage informationer, men vi skal heller ikke tro, at lykken er fundet i mange klip for at holde børnenes opmærksomhed fanget. For så er fokus flyttet fra at informere og danne børnene til at underholde dem. Det bør både kommercielle producenter og skandinaviske public service-stationer tage alvorligt: Hvis man har et reelt ønske om, at børn skal lære noget, få udvidet deres horisont, må man simpelthen sætte tempoet ned, som det eksempelvis sker i Vilde vidunderlige dyr på Ramasjang, fastslår Mikael Arendt Laursen, som skynder sig at tilføje, at målet heller ikke er Kaj og Andreas s sløve fart.

– Børneprogrammer fra min barndom har ingen gang på jord i dag. Jeg drømmer mig ikke tilbage til børnefjernsyn ala Kaj og Andrea (dengang hvor både . Men producenterne – om de så er kommercielle eller rundet af public service – bør sætte tempoet ned. Ellers bliver konsekvensen på kort sigt, at børn reelt spilder tiden; underholdning for at få tiden til at gå. Og på længere sigt er der en stor risiko for, at børnene overfører den samme måde at optage informationer på til klasselokalet eller bøgerne. Det vil være meget skadeligt. Derfor er der brug for, at producenterne viser omtanke og tager ansvar i dag, fastslår Mikael Arendt Laursen.

Læs hele Politikens artikel (kræver abonnement).

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her