I aften (onsdag den 13. juni) kan man se sidste afsnit af ‘Øgendahl og de store forfattere’, hvor komikeren Mick Øgendahl gennem seks programmer har mødt seks af de store forfattere, vi har haft i Danmark. – Nu når jeg er blevet ældre, kan jeg virkelig se, hvad vi kan bruge historien til. Nemlig til at lære af vores fejl, siger Mick Øgendahl.
Tekst: Stefan Vase
Foto: Agnete Schlichtkrull og DR
Onsdag den 9. maj kl. 20.30 havdeDR1 premiere på programmet ’Øgendahl og de store forfattere’. Et klassisk litteraturprogram med en noget atypisk vært, når man tænker på arketypen for litterære værter. Komikeren Mick Øgendahl har også selv en del på spil. Dem, der ikke kan li’ ham, bliver måske bekræftet i, hvorfor de ikke kan li’ ham. Og dem, der kan li’ komikeren Mick Øgendahl, vil måske tage afstand til ham, fordi han bliver for alvorlig. Han griner selv lidt ved tanken.
– Dem, der ikke kan li’ mig, har nu en chance for at hugge til igen, hvis outputtet ikke er, som det skal være. Men så kan de blive bekræftet i det, de var glade for: nemlig ikke at kunne li’ mig, siger Mick Øgendahl og griner.
Så du har virkelig mulighed for at gøre rigtig mange utilfredse?
– Ja. Men programmerne har en ambition om at være anderledes, og det skal de have point for allerede der.
Mick Øgendahl håber, at han som vært kan bane en vej indtil bøgerne for nogle, der ellers havde det svært – som han selv – ved at indlade sig med de store fortællinger. Med Mick Øgendahl som vært har DR undladt at trykke på ”plejer”-knappen:
– Når man har litterære programmer, så bliver det tit elitært og fordrer, at man ved en masse i forvejen. DRs ambition var at gå til det på en mere jordnær facon. Fordi jeg ikke vidste så meget om forfatterne var jeg den gode dumme-Peter, som kunne tage seerne i hånden og føre dem ind i en ny verden.
Micks alvorlige sider
Men det er bestemt også nyt for Mick Øgendahl at påtage sig en mere alvorlig rolle udadtil:
– Jeg er ikke komiker i denne serie, men formidler. Det var interessant for mig at bevæge mig ud på tynd is, ud af komfortzonen.
For Mick Øgendahl er programmerne en kærkommen anledning til at vise andre sider af sig selv. Noget mere eftertænksomt.
– Når man er ung og udødelig og usårlig, tror man ikke, at der er noget, der kan indhente én. Og der tænker man ikke meget over det, man siger og gør. Jeg kan mærke, at nu hvis jeg siger noget, skal jeg vide, hvorfor jeg siger det.
Skal vi vænne os til, at du måske vil vise en mere alvorlig side af dig selv?
– Det ved jeg ikke. Det er nok første gang, at folk ser, at der er en alvorlig side. Jeg lavede en komedieserie til TV 2, Tomgang, som var meget alvorlig for mig. Vi går for meget op i at være tjekket på de sociale medier. Men det er også okay og noget kvalitet i at være et helt almindeligt menneske med et helt almindeligt job. Tilgangen til den komedieserie var alvorlig nok, men det ved folk ikke. Her kommer alvoren frem i forreste linje, men alvoren har optaget mig i lang tid.
Gamle venner og tragedier
I programmerne møder Mick Øgendahl på skift seks af de store danske forfattere: H. C. Andersen, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Karen Blixen, Tove Ditlevsen og Dan Turell. Og ’møde’ skal forstået meget bogstaveligt: En skuespiller portrætterer forfatteren, som går i dialog med Mick Øgendahl.
Hans forhold til de seks forfattere er meget forskelligt. Karen Blixen har han et særligt forhold til på grund af en joke om hende til et show, hvorefter han modtog trusler fra Blixen-aficionados.
– Tove Ditlevsen kender jeg af navn. Jeg har aldrig læst digte, for det er for en bonderøv som mig en lidt spøjs form. Johannes V. Jensen er en personlig tragedie for mig, siger Mick Øgendahl og griner.
Han forklarer, at han på et tidspunkt kastede sig over forfatterens mest kendte værk Kongens Fald.
– Den knækkede jeg på. Jeg kom ikke igennem den. Men nu skal den have en chance til, siger han og smiler.
Herman Bang var obligatorisk i folkeskolen, så ham kender Mick Øgendahl også.
– Nogle af dem kendte jeg overhovedet ikke. Andre kendte jeg lidt.
Relevante, gamle problemer
Hvad kan vi bruge forfatterne og deres værker til i dag?
– Programmerne om forfatterne kan lære os, at man skal blive klogere af historien. Bare det faktum, at Karen Blixen skrev under pseudonym, fordi kvinder ikke kunne skrive skønlitteratur. Det viser, at vi har udviklet os. Vi skal bevare et åbent sind og tage imod det nye. Programmerne perspektiverer forfatternes problemer som mennesker, og de skriver indirekte om problemerne i bøgerne.
Forfatterne kan også lære os noget om livet, tænker Mick Øgendahl:
– Tove Ditlevsen har en ærlighed omkring sit eget liv. Det med at have det svært, have det dårligt. Sætte ord på det og være ærlig. I den tid, vi lever i nu, har vi enormt travlt med at holde en facade og vise, at vores liv er helt fantastisk, bemærker Mick Øgendahl.
H. C. Andersen er en anden skæbne, som minder om mange unge i dag, mener Mick Øgendahl:
– H. C. Andersen følte sig enormt misforstået. På trods af at han fik en enorm anerkendelse, mens han levede og havde nogle mæcener rundt omkring, som tog sig af ham, så tror jeg, at han aldrig følte, at han passede ind. Som ung føler man måske heller ikke altid, at man hører til nogen steder, indtil man finder sine egne ben at stå på.
Vi lærer noget
Hvorfor er det overhovedet interessant at se tilbage?
– Det er et godt spørgsmål. I folkeskolen kunne jeg ikke forstå, hvorfor vi skulle have historie. Der vi nok forskellige. Men nu når jeg er blevet ældre, kan jeg virkelig se, hvad vi kan bruge historien til. Nemlig til at lære af vores fejl.
Han genfortæller historien om Den lille pige med svovlstikkerne – om den lille pige, der fryser ihjel nytårsnat og bliver båret ind i himlen af sin bedstemor.
– Der er en social indignation over, at man lader de fattige på gaden gå til. Samtidig med at han alligevel formår at dyrke det guddommelige. At der er noget, der er større end os selv. Det skal vi måske holde fast i. Måske er det der, vi kan hænge vores hat, når det hele er så hårdt, at vi ikke kan holde ud at være i det.
Hvad håber du på, at seerne får ud af programmerne?
– Forhåbentlig sidder man tilbage med en følelse af, at det var nogle spændende mennesker. Og i bedste fald får man lyst til at læse et par af deres værker og lave nogle nedslag: “Nå, ja. Jeg kan godt finde noget af forfatterne i deres bøger.” I Den grimme ælling bliver det meget tydeligt, at det var svært for HC Andersen at passe ind. Man får forhåbentlig lyst til at finde noget af forfatterne og deres kampe i bøgerne.
