Hvor går den etiske grænse for, hvad vi kan dele på de sociale medier – går billeder af døde børn for eksempel an? Det mener KLF, Kirker & Medier ikke.
Kommentar af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
Vores etiske standarder har flyttet sig. I december 2004 blev Sydøstasien ramt af en tsunami, der kostede over 200.000 mennesker livet. Alverdens medier dækkede naturligvis katastrofen, og herhjemme kunne vi se både billeder og videooptagelser af flodbølgens hærgen. Et af de medier, der også dækkede naturkatastrofen var Se & Hør. I det første ugeblad efter katastrofen havde de et forsidefoto af omkomne nordiske turister, der lå spredt ud over stranden i feriebyen Khao Lak i Thailand. Forsiden resulterede i et ramaskrig. Ugebladet nåede kun at være til salg i en time, inden Dansk Supermarkeds ledelse valgte at trække salget tilbage i hele landet. Daværende chefredaktør Henrik Qvortrup måtte undskylde og hele oplaget blev tilbagekaldt.
En fotoserie af døde børn
Vores etiske standarder har flyttet sig siden dengang. I dag har jeg endnu engang måtte lægge øjne til billedet af den treårige syrisk-kurdiske dreng Aylan Kurdi, der i sidste uge skyllede op på en strand i Tyrkiet. Billedet er taget tæt på, og man kan se hans ansigt. Jeg har også måtte lægge øjne til en hel fotoserie af døde børn, angiveligt skyllet op på stranden i Libyen. Også her var deres ansigter tydelige, billederne taget tæt på.
Jeg har set det hele på Facebook. Billederne er blevet delt igen og igen af privatpersoner. Ikke af medierne, der med rette enten har sløret eller vist mere skånsomme billeder af de tragedier, der er fulgt i kølvandet på menneskers flugt fra krig og nød.
Til forskel fra dengang vi lod vores forargelse vælte ned over Se & Hør, har der været temmelig stille denne gang. Jeg har ikke oplevet noget ramaskrig. Et enkelt opråb her og der, men nærbillederne af de druknede børn deles stadig.
Forargelsen er forstummet
Vores etiske standarder har flyttet sig, og jeg tror, det er på tide, vi flytter dem tilbage. Billederne af de afdøde børn er langt mere horrible end det foto, Se & Hør havde på forsiden dengang. Alligevel er forargelsen væsentlig forstummet siden da.
Det er ikke okay og et tegn på, at vi skal til at tage vores rolle som redaktører i vores egen lille medieverden alvorligt. På de sociale medier kan vi agere chefredaktør, journalist og fotograf på en gang, og ofte skifter vi hurtigt mellem de forskellige roller; så skriver vi en kommentar om et politisk emne, så lægger vi et billede op, så deler vi en artikel og kort efter også en video.
Vores udfordring er, at vi glemmer at tage stilling til de etiske overvejelser, der kan være forbundet med at dele en video eller et billede. Hvem sidder for eksempel ude på den anden side af skærmen og ser med? Er du venner med yngre mennesker, måske endda børn, der også ser de billeder, du deler? Hvad med ofrene på billederne eller i videoerne? Bliver lille Aylan vist bare et minimum af respekt? Gør hans efterladte? Fortjener de at huske ham sådan? Hvad, hvis du selv kendte barnet, der ligger der?
Etikken skal spille en særlig rolle
Vores etiske standarder har flyttet os ud på gyngende grund. Til et sted, hvor det er okay at dele billeder af børnelig. Det er i den grad på tide, at vi vender tilbage til en langt mere anstændig adfærd. Det kommer vi kun ved at blive enige om, at etikken skal spille en helt særlig rolle, både i vores samfund og på de sociale medier. Facebook, Instagram, Snapchat og Twitter er stadig så relativt nye fænomener, at vi ikke har nået at etablere et sæt spilleregler for, hvordan vores adfærd skal være. Den tid er kommet nu. Lad os få etableret nogle etisk forsvarlige spilleregler på de sociale medier. Den slags, hvor billeder af børnelig skaber ramaskrig og forargelse. Den slags, hvor børn som drukende Aylan Kurdi og hans efterladte vises den respekt, de fortjener. Den slags, hvor vi ikke konstant bevæger os på de etiske standarders gyngende grund.