Anmeldelse af 9. afsnit af ‘Gud fader bevares?’ på Radio4
Af Nicklas Lautrup-Meiner
Kommunikationsleder og redaktør, Luthersk Mission
Hvis målet var at kaste et kritisk blik på den kristne konfirmation, kom Gud Fader Bevares? på Radio4 den 2. juli aldrig i mål. Værten Anders Stjernholm havde inviteret biskop i Roskilde Peter Fischer-Møller til debat om konfirmationens plads i samfundet, og biskoppen leverede en række historiske begrundelser for, hvorfor konfirmationen sker i syvende klasse og en række anekdotiske argumenter for, hvorfor det er godt. Ingen af dem blev for alvor udfordret.
Fischer-Møller havde selv oplevet, at konfirmationsforberedelsen gav ham en platform til at udforske verden fra. Kristendommen er et sprog, der kan hjælpe en til at begrebssætte verden, konkluderede han og ophøjede sine egne erfaringer til en begrundelse for, hvorfor det er godt, at konfirmationen fortsat ligger omkring 7. klasse.
Stjernholm sagde nogle få ord om, at konfirmationen burde ligge senere i livet og dannelsen basere sig på helt andre ting end kristendommen. Men han lod sig nøje med biskoppens argument om, at kristendommen er en ramme til at forstå verden ud fra. En ramme, som man må have, før man kan forholde sig kritisk til den. Men Stjernholm kunne have spurgt biskoppen til, om ikke det var bedre at dannelsen i et multikulturelt samfund blev befriet for religion, så alle livssyn kunne deltage, have kæmpet mere for sin position om at basere dannelse på moderne filosofi frem for religiøse fortællinger, eller boret i, om Fischer-Møllers argumenter, der hovedsageligt var baseret på hans egen konfirmationsforberedelse, virkelig var tilstrækkelige til at fastholde konfirmationsalderen.
I stedet endte Stjernholm med at rose biskoppen for, at han gerne ville tale den unges sag til deres forældre, hvis den unge ikke ville konfirmeres og ville meldes ud af Folkekirken.
Tilbage står et program, hvor Roskilde-biskoppen fik virkelig meget taletid og virkelig lidt modspil
Nicklas Lautrup-Meiner
Stjernholm kunne også have spurgt til, om biskoppen mente, at den ene ramme var lige så god som den anden at præsentere konfirmanderne for. Det blev endda mere aktuelt, da sognepræst Mads Jakob Thorlund Jakobsen fra Sct. Marie Kirke i Sønderborg undervejs kom med i programmet. Han talte for en konfirmationsundervisning, der havde fokus på, at Bibelens fortællinger er faktuelle begivenheder. Biskoppen mente derimod, at det var uvæsentligt, om Jesus reelt gik på vandet eller ej. Men hvad mente biskoppen egentlig om den ramme, som sognepræsten gav sine konfirmander?
Stjernholm udfordrede dog kun biskoppen på, om det var i orden, at han som ateistisk skatteyder støttede en undervisning, der gjorde op med dele af anerkendt naturvidenskabelig teori. Men det kan undre, at en ateist som Stjernholm, der i nogen grad er kritisk over for Folkekirken, ikke spurgte biskoppen til, om den sønderjyske sognepræsts undervisning kan gøre det ud for den samme dannelse, som biskoppen selv talte for. Er det ikke et noget forskellig sprog, som Folkekirken lærer de unge mennesker at navigere i verden fra? Og hvad skal den gennemsnitlige dansker tænke om så stor forskellighed i konfirmationsundervisningen inden for samme kirke?
Det spørgsmål stillede Stjernholm dog heller ikke. Fischer-Møller fik i stedet skudt uenigheden mellem ham og sognepræsten til hjørne og taget luften ud af det økonomi-spørgsmål, som Stjernholm var mest interesseret i.
Tilbage står et program, hvor Roskilde-biskoppen fik virkelig meget taletid og virkelig lidt modspil. Han fik derimod rig lejlighed til at definere kristen tro som en subjektiv tilgang til verden, snarere end en personlig tilslutning til, at enkeltdelene i trosbekendelsen er objektivt korrekte. Den definition mener denne anmelder, er alt for snæver. Biskoppen har dog god grund til at være godt tilfreds, for tilbage står også et program, hvor Stjernholms konfirmationskritik i store træk faldt til jorden med et brag.
