Anmeldelse af 8. afsnit af ‘Gud fader bevares?’ på Radio4
Af Jacob Munk
stud.theol, forfatter og debattør
”Det er ikke alt, vi kan forstå, Anders”. Sådan svarer imam Naveed Baig tålmodigt på Anders Stjernholms spørgsmål om forholdet mellem Guds almagt og menneskets fri vilje i den nyeste episode af Gud Fader Bevares. Stjernholm reagerer ved at bryde ud i højlydt latter. Som lytter sad jeg frustreret tilbage: hvordan kan man finde det latterligt, at der er ting i denne verden, der overgår vores forstand?
Jo mere jeg tænkte over det, des mere forekom det mig ikke at være spor mærkeligt. Hvad kunne udtrykke essensen af Gud fader bevare bedre end denne udveksling, hvor en religiøs leder nænsomt prøver at tilnærme sig det uforklarlige i tilværelsen, og Stjernholm blot svarer med latter? Det var det, jeg i min anmeldelse af programmets første afsnit kaldte ”komedie-ateismen”: den ateisme, der griner af alt det, der ikke kan bevises med to streger under facit, og det, som prøver at fastholde menneskelivets paradokser.
Sjældent har Stjernholm fremholdt så mange nyateistiske klichéer, som forekom så upassende, som i denne episode. Temaet var ellers yderst relevant: hvordan skal vi forholde os til livet efter døden? Værten var desuden ledsaget af imam Naveed Baig, der fremlagde en af de smukkeste, mest sobre og velovervejede præsentationer af Islams syn på efterlivet, som jeg endnu har hørt. Baig præsenterede med stor indføling koranens forskellige metaforer for efterlivet og drøftede deres praktiske og sjælesørgeriske betydning. Baig var særdeles bevidst om, at disse metaforer skal forstås i deres kulturelle kontekst, og gjorde dermed op med visse fordomme om Islams syn på paradis.
Baigs refleksionsniveau fik kun Stjernholms modspil til at fremstå endnu mere upassende. Da Baig f.eks. siger, at efterlivet repræsenterer en større virkelighed, der ikke er bundet af tid, svarer Stjernholm på nyateistisk automatpilot: ”Hvordan kan du vide det?” Jeg kunne ikke andet end at fryde mig over Baigs svar: ”Jeg hæfter mig ved min religiøse tradition. Det kaldes tro.”
For Stjernholm findes der kun to typer religiøse mennesker: de autentiske fundamentalister (der ligesom Stjernholm mener, at alt skal tolkes ”bogstaveligt”, det vil sige, uden hensyntagen til tekstens samtid og litterære kontekst), og de lunkne, der tilslutter sig en ”vælg-selv” variant. Da Baig mener man som muslim var fri til at høre musik, tilhører han naturligvis sidstnævnte kategori. De vanskelige spørgsmål om tolkning og applicering af Koran og hadith, er det åbenbart ikke værd at bruge tid på. Religion er simpelt. Verden er simpel. Sådan lyder nyateismens mantra.
hvis vi ikke ønsker at beherske vores drifter, hvordan vil vi så forhindre fremtidige #MeToo-skandaler og seksuelle krænkelser?
Jacob Munk
Stjernholm var desuden dedikeret til at vise, hvor destruktivt det er med Islams mange regler, der leder til fornægtelse af vores impulser. Jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet over, at Stjernholm igen og igen påstod, at kun religiøse mennesker kan have noget imod at en mand tager på stranden for at begære halvnøgne kvinder.
I flere årtier har feminister taget et kraftigt opgør med det mandlige blik, som seksualiserer og objektiviserer kvinden, og kun de færreste heraf kan siges at være religiøst motiveret. Man kunne desuden spørge, om ikke der var en ægtefælle eller to, der ville blive utilpas, hvis deres ægtefælle gav sig hen til fantasier om andre mænd eller kvinder, eller selv blev objekt for disse? Sagt endnu stærkere: hvis vi ikke ønsker at beherske vores drifter, hvordan vil vi så forhindre fremtidige #MeToo-skandaler og seksuelle krænkelser?
Gud fader bevares er og bliver et underholdende program, der har sine værdifulde øjeblikke. På trods af Baigs forrygende præstation, bar denne episode desværre præg af intellektuel dovenskab. Det ville løfte programmet gevaldigt, hvis Stjernholm grundede over Baigs formaning:
”Det er ikke alt, vi kan forstå, Anders.”
