Anders Stjernholm retter kritik mod anmeldelser af ‘Gud fader bevares?’

Anders Stjernholm der er vært på 'Gud fader bevares?' på Radio4 er utilfreds med anmelderser af programmet. KLF, Kirke & Medier har fået en række personer til at kommentere på hvert enkelt afsnit. Vi bringer her Anders Stjernholms kritik sammen med en kommentar fra KLF's generalsekretær Mikael Arendt Laursen.

0
351
Anders Stjernholm, vært på "Gud fader bevares?". Foto: Radio4.

Anders Stjernholms kritik

Kære kristne venner, hvor er fjendeforståelsen? 

Kære venner i og omkring KLF, kirke & medier. Jeg har med stor interesse fulgt med i anmeldelserne fra KLF. Den seneste, af generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen, giver anledning til et modsvar – som ikke kun er rettet mod hende. For nu er jeg lidt træt af at opleve doven lytning og løgne om mig.

Birgitte åbner sin anmeldelse med at forklare, at min “mission er at undergrave religionens bropiller, som han udtrykte det i et af de første programmer, hvor han samtidig erklærede sig som brobygger… Jeg ved ikke helt, hvordan det hænger sammen?”
Så mig forklare missionen, som jeg også gjorde det i første program: Brobygning handler ikke kun om at anerkende hinandens ligheder. Brobygning handler også om, at udpege de bropiller, der ikke er solide – for ellers vil broen jo ikke holde. Ligesom vi ateister peger på de piller, vi ikke mener holder, så peger troende også på vores. Protestanter på katolikkers, muslimer på kristnes, osv. Dét er grunden til, at jeg med dette program håber, at bygge bro gennem kritik af hinandens overbevisninger, idéer og synspunkter.

Gud fader bevares?-programmerne handler derudover i høj grad om at komme i snak med jer. Om at række ud til min holdningsmæssige fjender og søge at forstå jer – som jeg forstår det en kernepointe fra Jesus’ bjergprædiken og en af kristendommens bedste bidrag til idehistorien. Når samtalen ikke kommer ud af stedet, som Birgitte anklager programmet for, så skyldes det som oftest, at jeg søger fordybelsen. I programmet med Mette Bock handlede det om Bocks særlige syn på begreberne “liberal” og “frivillig”, som jo viste sig at være hovedårsagerne til, hun ikke ønsker reel religionslighed i Danmark, samt at hun finder folkekirkens store passive medlemsskare uproblematisk. Disse to ting var programmets kardinalpunkter, og nogle jeg dermed tillader mig at genbesøge i flere omgange i samtalen. Nøjagtig samme stil som jeg anlagde overfor indre missions Hans-Ole Bækgaard, hvor samtalen meget handlede om IMs syn på homoseksualitet, og i programmet med Henrik Højlund, hvor etik var på bordet og skellet mellem gudgiven etik og verdslig blev tydeligst, når vi drøftede ligestilling af kønnene og kvindelige præster. Ved at have sådan et holdepunkt for samtalen bliver muligheden for at forstå hinandens standpunkter bedre. For både Hans-Ole og Henriks vedkommende var det ganske enkelt troen på deres kristne Gud, der gjorde forskellen i vores syn på homoseksualitet og kvinder. Hvis de to mænd ikke troede på Gud, ville de nok tænke mere som jeg. Dét er fjendeforståelse.  

Ligeledes vil jeg mene, at samtalen med Mette Bock viste, hvori skellet mellem en grundviganer og en rendyrket sekulær ligger. Lad mig uddybe med et godt sted at starte: Birgitte undrede sig over, at jeg udtrykte uvidenhed omkring statens økonomiske understøttelse til religiøse foreninger. Her skal hun og eventuelle andre med den opfattelse forstå, hvad mine formuleringer handler om.

Som svar på min undring over, at Bock som liberal ønsker statsunderstøttelse af religioner svarede hun, at andre foreninger også modtager statsstøtte. Det er en tydeligt retorisk relativering, for der er ganske stor forskel på understøttelsen. Bock søgte at fremlægge statsstøtten til religioner som en bagatel. Grunden til at jeg så naivt spørger min gæst til denne støttes størrelse er for at se, hvor langt ud hun ville køre sin retoriske manipulation. Det vidste sig at være ganske langt, hvilket jeg egentlig troede, jeg fik udstillet, da jeg nævnede religionernes skattefordele ved medlemskontingenter og ejendomsskat, hvortil Bock svarede i vest og nævnte de kommunale bygninger, som en forening eksempelvis kan benytte sig af. Og især senere, da Bock henviste til grundloven – altså et retorisk “nu er det jo sådan” som altid undrer mig, at politikere benytter sig af. En politiker er en lovmager – og bør ikke forklare sine holdninger ud fra lovens nuværende udformning.

Men når tilsyneladende velinformerede lyttere som Birgitte falder for den slags manipulationer, kan det være, at jeg skal gå tydeligere til værks med kritikken. Det kan selvfølgelig også være, at Birgitte ikke ser de kristne priviliegier som problematiske – og derfor accepterer selv underlødige forsvar. For lad mig understrege: Bocks undenomssnakkende forsvar for forskelbehandling var underlødigt i mine øjne. Men igen: Måske er jeres standarder for ærlig snak anderledes.

Er al kritik lig med folkekirkebashing?

Én anklage fra Birgitte Stoklund Larsen faldt mig mere for brystet. Hun skriver til sidst i anmeldelsen: “Selvfølgelig skulle man også omkring præster, der ikke vil vie homoseksuelle og præster, der ikke anerkender kvindelige præster. Det blev en demonstration af, at fornemmelsen for åndsfrihed er begrænset hos ateismens fortaler.”
Den anklage undrer mig. Som jeg har understreget i programmerne med repræsentanter for holdninger imod kvindelige præster og homoseksualitet, tillader jeg alle sådanne holdninger – og de, der er endnu værre. Men når man modtager statsstøtte kommer andre etiske hensyn ind i billedet. 

Derfor glædede det mig, at Mette Bock spurgte mig til, hvorfor jeg ser negativt på folkekirkens særstatus. Det gav anledning til (endnu en gang) at forklare, hvorledes kirkens statsunderstøttelse og den særlige kirkeskatteordning betyder, at vi er mange danskere, der økonomisk bidrager til homofobi og manglende ligestilling i visse dele af vores samfund. Det er ingenlunde hele udregningen, hvorfor jeg finder folkekirken problematisk, men én af de mest påliggende, som også er blevet uddybet i løbet af Gud fader bevares?-programrækken. At jeg forklarer min kritik af folkekirken er åbenbart dét, som Birgitte mener er “folkekirkebashing”. Det er ikke sådanne begreber, jeg selv ønsker at bruge i debatten, men det må vel betyde, at Birgitte godtager, når kritikere mener, at for eksempel førnævnte grene af folkekirken praktiserer “homobashing” og “kvindebashing”? Hvor kunne det dog hjælpe vores samtale at holde os fra så primitiv tilsvining af hinandens positioner. 
Og her åbner jeg slet ikke for snakken om disse præsters syn på homoseksualitet i forhold til konceptet åndsfrihed. For det lader åbenbart ikke til at være en bekymring Birgittes har. 

Til slut i anmeldelsen kommer der en meget skuffende formulering, omkring at jeg læser sms’er op fra lytterne, hvoraf nogle er “tilfredse folekirkemedlemmer af den slags, som Stjernholm mener bør melde sig ud.”Det er jo lodret forkert. Jeg vil ikke have de tilfredse folkekirkemedlemmer til at melde sig ud. Store dele af programmet handlede om, hvordan udmeldelse.dk skal hjælpe de UTILFREDSE folkekirkemedlemmer ud. Det var netop dét emne, der gjorde at samtalen kunne føles som at gå i stå. Hvordan kan ovenstående være Birgittes forståelse efter at have lyttet til os koncentreret i 55 minutter?! 

Heri ligger årsagen til, at jeg denne gang følte behov for at skrive et modsvar. For Birgitte Stoklund Larsens fjendeforståelse skuffer mig dybt. Hun efterlader mig med et indtryk af ikke at have lyttet til mig. At mine ord om religionslighed og om de elementer af folkekirken, som ikke ligestiller mennesker, skal regnes som “folkekirkebashing”, siger noget om, hvordan fjendeforståelsen og samtalen har det. Og for ofte ser jeg officielle repræsentanter for troen formulere sig sådan. I forrige uges anmeldelse var det professor emeritus Viggo Mortensen, der skrev “Stjernholm mener ikke, at religion kan gøre noget godt.” 30 sekunder inde i den udsendelse professoren anmeldte, sagde jeg: “Selvfølgelig er der gode ting og gode idéer i religionerne.” Det er simpelthen et for ringe niveau af anmeldelse – og af kristenhed. Viggo vidner jo falsk imod sin næste!  
Så denne afslutning går ud til unge læsere – skulle jeg være så heldig, at der er et par af dem: Alt for mange af jeres forældre ønsker tydeligvis ikke denne samtale. Alt for mange går til os som Birgitte og Viggo. Jeg håber, I vil gå anderledes til værks. Lyt til kritikken, lyt til bekymringerne. Prøv at forstå os, som Jesus angiveligt lagde op til. Vi har brug for at elske vores fjender i svære udvekslinger som disse. 

Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier. Foto: Henrik Lundahl Revshøi.

Kommentar fra KLF’s generalsekretær Mikael Arendt Laursen

Efter programmet Gud fader bevares? i sidste uge med Mette Bock som gæst, skrev Anders Stjernholm, der er vært på programmet, et modsvar til den anmeldelse, som vi fik Birgitte Stoklund Larsen til at skrive for KLF, Kirke & Medier. Hverken Birgitte Stoklund Larsen eller Mette Bock har ønsket at kommentere på Anders Stjernholms reaktion.

Som mediebrugerorganisation opfordrer vi alle til at være bevidste og aktive mediebrugere. Vi vil gerne gennem en god debat være med til at skabe bedre radio og tv, hvor kirke og kristendom bliver taget alvorligt. Derfor var det helt naturligt for os at have en særlig interesse for et program som Gud fader bevares? på den relativt nystartede radiostation Radio4.

Jeg vil gerne anerkende Anders Stjernholms ret til at være kritisk overfor religioner. Vi lever i et frit land, hvor holdninger gerne må være forskellige, så længe der er en respektfuld og værdig debat omkring dem. Det oplever jeg grundlæggende, at der er i programmet Gud fader bevares? Jeg mener også, at vores anmeldelser af programmet vidner om interesse og meget aktiv lytning – ikke doven lytning!

Når man hører alle de programmer i serien, der har været sendt indtil nu, så har der generelt været en god debat. Vært og gæster har for det meste været uenige på en respektfuld måde med få undtagelser, som det også er blevet beskrevet i vores anmeldelser. Det er heller ingen hemmelighed, at Anders Stjernholm er modstander af religioner og særligt har sat sig for at få folk til at forlade folkekirken, hvilket også kommer frem i flere af programmerne. Men jeg oplever også, at Anders Stjernholm går til opgaven med en ægte interesse for at lytte til sine gæster, selvom deres virkelighed ligger langt fra hans. Her tænker jeg fx på programmer som dem med Flemming Pless og Hans-Ole Bækgaard.

I modsvaret fra Anders Stjernholm går en del af kritikken på hans oplevelse af, at Mette Bock ikke reelt svarer på de spørgsmål, som han stiller, og at hun bagatelliserer den økonomiske støtte, som religionerne og særligt folkekirken får fra staten af forskellig art og lidt for kækt sammenligner med støtten til andre foreninger i Danmark. Mette Bock er politiker, og ligesom alle andre mennesker har hun lov til at have en holdning, selvom andre mener noget andet. Når jeg hører programmet, så hører jeg et forsvar for en folkekirke, som giver rigtig god mening at bevare for programmets gæst. Og selvfølgelig kan man diskutere, om argumenterne er gode eller mindre gode, men jeg synes, at holdningen kommer klart frem. Om vores anmelder forstår eller ikke forstår værtens hensigter, vil jeg ikke forholde mig til.

Hvad påstanden om folkekirkebashing angår, så stiller jeg mig til gengæld på vores anmelders side. Folkekirken er – og bør være – en kirke med rummelighed og stor bredde også set i forhold til præsters holdninger til forskellige (i manges øjne) kontroversielle emner. Der skal være plads til præster, der ikke ønsker at vie to af samme køn. Der skal være plads til præster, der ikke anerkender kvindelige præster. For det er jo det, der er med til at skabe folkets kirke! Bredden, som den enkelte i menigheden kan se sig selv i og dermed finde tryghed, glæde, ro, opbyggelse og fred i. Glem ikke, at disse holdninger tager udgangspunkt i en konkret læsning af Bibelen og ikke er grebet ud af den blå luft! Jeg vil på ingen måde tage stilling til, om den ene præst har ret og den anden tager fejl, men jeg vil fortsat glæde mig over, at der er plads til mangfoldighed i vores kirke. Det ville klæde Anders Stjernholm at anerkende dette og dermed også acceptere, at vi er et stort fællesskab der betaler til en kirke, hvor der faktisk er plads til alle. Ikke alle alle steder – men alle et eller andet sted. Sådan må det være. Det er respekt for andres overbevisning.

Endelig vil jeg gerne anerkende, at lytterne efter min mening kom fint til orde. Her var der plads til nuancer og meget forskellige holdninger, og det var godt. Jeg har også forstået, at det ikke er de tilfredse medlemmer af folkekirken, som Anders Stjernholm gerne ser forlade kirken. Men om det er rimeligt at påstå, at den store flok af passive medlemmer var bedre tjent med at forlade kirken, bliver vi ikke enige om her.

Det er min oprigtige intention at være saglig og åben for dialog med enhver, der ønsker at være i dialog med KLF, Kirke & Medier. Det, som vores anmeldere skriver, står selvfølgelig for deres egen regning, men da dialogen er en grundsten i vores arbejde, vælger jeg her at give Anders Stjernholm et svar. Så må vi se, om han vil anerkende både vores præmis for at anmelde programmet, vores anmelderes ret til at mene, hvad de mener, og mit forsøg på at skabe balance i debatten.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her