Op til 150.000 danskere stod til at miste tv-signalet d. 31. marts, hvis ikke de havde nået at anskaffe sig det rigtige modtageudstyr. Efter planen skulle DR og Boxer nemlig begynde at sende antenne-tv på nogle nye signaler og lukke ned for de nuværende – hvorved seere med ældre fjernsyn kunne risikere sort skærm. Det skyldes, at tv-frekvenserne skal stilles til rådighed for mobilselskaber for at forbedre dækningen med mobilt bredbånd særligt i yderområderne.
Men efter et tæt samarbejde mellem kulturminister Joy Mogensen, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, DR, Boxer og mobilselskaberne, er det nu blevet muligt at udskyde ændringen til 2. juni.
Det glæder kulturminister Joy Mogensen:
– Tv’et er for mange – særligt ældre – den væsentligste kilde til information og underholdning, og vi skal passe ekstra godt på vores ældre i denne tid, fastslår Joy Mogensen, som samtidig opfordrer til, at man undersøger, om ens fjernsyn bliver berørt af ændringen, der nu sker den 2. juni i stedet.
Fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er der stor ros til mobilselskaberne, som nu må vente med at forbedre dækningen af mobilt bredbånd i yderområderne:
– Mobilselskaberne har udvist stor fleksibilitet og handlekraft i denne alvorlige situation. Det har været afgørende for, at vi nu kan stemme for en hasteændring af loven, så lukningen af tv-signalet udskydes, siger Dan Jørgensen.
Mobilselskabernes talsmand Jakob Willer, der er direktør i Teleindustrien, har forståelse for, at samfundet befinder sig i en særlig situation, som gør, at opgraderingen af mobilnettet må komme i anden række:
– Lige nu står Danmark i en helt ekstraordinær situation, hvor det er afgørende, at ingen mister muligheden for at følge med i nyhedsstrømmen. Derfor er vi glade for, at vi gennem en konstruktiv dialog med myndighederne har kunne bidrage til at finde en løsning for de berørte tv-seere, konstaterer Jakob Willer.
Jeg er meget glad for den store velvilje i branchen til at udskyde lukningen af antenne-tv-signalerne, så der ikke er nogen, der oplever, at deres fjernsyn går i sort ved udgangen af marts.
Joy Mogensen, kulturminister
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, der har presset på for en hurtig løsning, er glad for løsningen, men varsler, at den 2. juni også kan vise sig at være for tidligt i forhold til krisen:
– Min forventning er klar: Ingen mediebrugere skal risikere at sidde med sort skærm, før vi er godt på den anden side af den aktuelle corona-krise, bemærker Mikael Arendt Laursen.
Han gør dog også opmærksom på, at mediebrugerne også har et ansvar for at få opdateret fjernsynet:
– Mange brugere er i tvivl om, hvad ændringen kommer til at betyde for dem. Det skal gøres helt klart for alle, hvad der skal gøres for fortsat at kunne se tv som hidtil. KLF bidrager gerne med at få det kommunikeret rigtigt ud, tilføjer Mikael Arendt Laursen.
Bliv klar til ændringen 2. juni 2020
Du vil kun være berørt af ændringen 2. juni 2020, hvis du modtager fjernsyn via en antenne. Hvis du får TV via Yousee, Stofa, Canal Digital, Viasat eller andre kabel-tv- eller sattelit-tv-udbydere, vil du ikke være berørt.
- Hvis du har et fjernsyn, der er fra før 2012, er der en risiko for, at du skal enten skifte fjernsyn eller købe en tv-boks, som du kobler til fjernsynet. Men der er produceret fjernsyn før 2012, der kan modtage det nye signal.
- På kanalplads 88 kan du se, om dit fjernsyn er klar til det nye signal, hvis du kan se teksten: “Det virker!”
- Hvis du i dag primært ser tv via nettet, behøver du ikke foretage dig noget, hvis du alligevel vil fortsætte med det.
- Hvis du køber et nyt fjernsyn eller en tv-boks, skal du undersøge, om det understøtter DVB-T2 og HEVC.
Se tv via internettet
I dag findes der mange muligheder for at se tv via internettet:
- Med DR TV kan du både se alle DRs kanaler og mange af DRs programmer forskudt. Den er gratis.
- Med TV 2 Play kan du både se alle TV 2s kanaler og mange af TV 2s programmer forskudt. Priserne starter ved 49 kr. pr. måned.
- Med More TV kan du både se alle DRs kanaler, alle TV 2-regioner, 14 nabolandskanaler og to kristne tv-kanaler for 49 kr. pr. måned.
- Med Telia TV kan du både se alle DRs kanaler, TV 2, Kanal 5 samt 8 nabolandskanaler – og visse af kanalernes programmer forskudt for 108,75 kroner pr. måned.