En fireårig pige kørt ihjel af en uopmærksom bilist.
Denne sag, som kører ved retten i Svendborg, kunne man onsdag følge på nærmeste hold via en liveblog på tv2.dk.
Liveblogs er et forholdsvis både nyt og omdiskuteret fænomen, som giver befolkningen mulighed for at følge en sag på allernærmeste hold – uden selv at sidde på stolene i retsbygningen. Ganske vist er der et filter, hvor journalisten – må man forvente – nøje vægter alle oplysningers relevans og egnethed for offentliggørelse.
Liveblogs åbner dørene ind til retsbygningen og drager fordel af det princip, vi har i Danmark om “offentlighed om retsplejen”, som det hedder. Noget, som giver alle borgere mulighed for at sætte sig på tilskuerrækkerne. Dertil kommer journalisters mulighed for at videreformidle til offentligheden om en sag med mindre, at der bliver nedlagt referatforbud. Det kendes også fra nogle sager, hvor journalister trods protester fra en ordførende journalist må acceptere, at sagens detaljer – med undtagelse af sigtelsen – ikke kan videreformidles.
… der var en bredere interesse for blå blink, håndvåben og drama
Før i tiden var krimistof formiddagsbladenes domæne. Det var ikke fint nok for morgenaviserne, DR og TV 2. Sidenhen har de sidstnævnte kommet efter det. Måske sat i gang af koncepter som Station 2, hvor seerne kunne komme tættere på politiets arbejde i småt og stort – og hvor det måske gik op for mediehusene, at der var en bredere interesse for blå blink, håndvåben og drama.
Sidenhen har public service-medierne sat sig på emnet og oplært retskorrespondenter, som i kraft af deres indsigt bringer os tæt(tere) på Amagermanden, Ubådsmadsen og så videre. Det er bestemt prisværdigt, når medier vælger at bruge ressourcer på at træne journalister til at blive fagmedarbejdere på særlige områder. Men trods det er der nogle alvorlige faldgruber og nogle grænser, som medierne er meget tæt på at overskride – hvis det ikke allerede er sket.
Som en god gammeldags simreret har indsamlet materiale godt af noget refleksion og afstand. Når man som journalist kommer hjem med en god historie på blokken, som vi siger, så går man i gang med at skrive, bearbejde, supplere, trække fra, krydstjekke oplysninger, ringe en ekspert op, dobbelttjekke en oplysning med en kilde og så videre. Alt det sker før offentliggørelse af en nyhed – om det så foregår i en avis, i et indslag i radio eller tv eller på nettet.
eftertanken sorterer en masse oplysninger fra, som har absolut ingen større samfundsmæssig relevans
Selvom retskorrespondenter bedyrer, at deres rutine, rygrad, mavefornemmelse skulle give dem en særlig kompetence til at administrere en liveblog fra en retsbygning, så ændrer det ikke på, at eftertanken sorterer en masse oplysninger fra, som har absolut ingen større samfundsmæssig relevans. Men liveblogs adelsmærke synes at være, at nu får læserne nærmest alt fra retssalen – og så ”må I selv sortere”.
Dermed bevæger den fine og vanskelige stilart, som retsreportagen er, sig fra lødig nyhedsformidling til underlødig underholdning.
Og det er den i starten omtalte sag et rigtig godt eksempel på. Således kunne besøgende på tv2.dk’s forside læse, at et vidne i ovennævnte sag måtte anvise på Google Maps, hvor vedkommende befandt sig, da tragedien skete.
Hvilken samfundsmæssig relevans har det, at et vidne i Retten i Svendborg har kigget på Google Maps?
Hvilken samfundsmæssig relevans har det, at en ældre kvinde har kørt en pige ihjel og invalideret pigens mor i Nyborg?
Man kan nogle gange få på fornemmelsen, at liveblogs er et nyt legetøj i mediernes værktøjskasse, og som derfor skal bruges til hvad som helst.
Men medier burde anvende livebloggen med lige så stor forsigtighed som skjult kamera, hvor parolen er: Hvis oplysningerne ikke kan fremskaffes på anden vis, og hvis sagen har samfundsmæssig relevans, kan skjult kamera undtagelsesvis tillades.
Den samfundsmæssige relevans af en dyb tragedie findes ikke. Vi har ligeledes set i Emilie Meng-sagen, at advokater og politi har opfordret medier til forsigtighed i retsreportagen. Noget, der normalt aldrig sker, og som kan lugte af censur.
Hvad udspringer denne opfordring til besindelse af? For mig at se udspringer den af retsreportagens uægte barn ”liveblogs”, som i højere og højere grad anvendes til underholdning, fordi der er annoncekroner og anerkendelse i mange besøgende på en hjemmeside.
liveblogs lægger sten på sten på det stadigt voksende bjerg af nyhedstræthed
Men liveblogs lægger også sten på sten på det stadigt voksende bjerg af nyhedslede og nyhedstræthed – også den del burde medierne tage dybt alvorligt. Medierne svælger i katastrofer og bidrager dermed til en karikatur af et samfund og en verden, som er langt mere tryg og håbefuld, end medierne videreformidler. Den salige svenske statistiker Hans Rosling punkede medierne for at tegne et forkert billede af ulandene. Derfor fravælger mediebrugerne i højere og højere grad nyheder, fordi man får det dårligt af verdens dårligdomme – på et desværre skævt grundlag.
I visse kredse latterliggøres genren konstruktive nyheder, fordi de opfattes som blåøjede, naive. Men hvis vi skal fjerne sten fra nyhedstræthedsbjerget, bør medierne tage deres ansvar bevidst i det, de fortæller om verden.
Det begynder med at overveje, om det giver mening at dække en tragedie i retten i Svendborg. Og dernæst om det giver mening at liveblogge om tragediens detaljer. Den art tragedie har absolut ingen samfundsmæssig relevans, og det burde være nok til at prioritere journalistiske ressourcer på andre væsentligere emner.
Selvom der er interesse for og besøgende til liveblogs, er det ikke ensbetydende med, at det er et meningsfuldt værktøj i den journalistiske værktøjskasse. Den bør komme bag lås og slå sammen med det skjulte kamera og kun komme frem, når det var tvingende nødvendigt og af stor samfundsmæssig relevans og betydning.
