Oprindeligt var DRs plan at få levende billeder på Morgenandagten fra Domkirken i København efter sommerferien. Men sommer blev til efterår uden, at der skete noget. Men nu lægger DR hovedet på blokken og lover, at fra på mandag vil man på DR2 få levende billeder fra morgenandagten.
I Domkirken er der nu monteret fire kameraer, der er diskret placeret, så de ikke forstyrrer de gæster, der er fysisk tilstede til morgenandagten. Kameraerne fjernstyres fra DR Byen, hvor et særligt morgenandagt-team sikrer, at DR har forbindelse til domkirken og kan sende det direkte videre til tv-seerne.
Hvordan fik I ideen?
– Det er noget, som Anders Gadegaard har foreslået for mange år siden. Han havde den virkelig gode tanke, at når vi sender morgenandagten til P2, som er fjernstyret lyd. Kunne man ikke også gøre det med billeder til DR2? Tanken kom op igen i foråret, og jeg undersøgte, hvad de tekniske muligheder var. Og det viste sig, at der var udviklet kameraer og en teknologi, som gjorde det muligt at installere faste kameraer, som var fjernstyret. Det krævede bare en kraftig internetforbindelse, siger Christoffer Emil Bruun, trosredaktør i DR.
Hvorfor vil DR forny Morgenandagten?
– Det er en ekstra service til de mennesker, som er interesserede i morgenandagten – og måske lytter til den i radioen og nu får mulighed for at se den. Det er et meget smukt rum med den verdensberømte Kristus-figur af Thorvaldsen. Det giver god mening, og jeg håber virkelig, at den store danske tv-menighed vil få glæde af den om morgenen; at det vil blive et morgenritual for nogle.
Hvad betyder det for dig, at det nu er lykkes?
– Jeg glæder mig over, at Danmarks Radio sender tre timer mere om ugen direkte fra en dansk kirke. Det er en stor gevinst for vores trosdækning og for vores forvaltning af det stofområde, vores andel i at løfte den del af kulturarven. Jeg glæder mig også over, at vi har et samarbejde, hvor alt går op i en højere enhed. Hvor alle har bidraget og gået ind i det med en positiv ånd.
Hvad skyldes forsinkelsen?
– Vi besluttede at vente, til vi var helt klar med det bedst tænkelige produkt. Vi havde håbet, at vi kunne gå i luften før. Men vi så, at det var godt at have et kamera mere på for at få præsten i et bedre billede. Der skulle laves en særlig vogn, som kameraet blev monteret på, og den bliver så trillet ind. Lyset skulle også justeres. Vi har arbejdet nonstop op til nu. Det lyder enkelt, men det er et stort og teknisk kompliceret projekt.
Kan DR nu overvåge domkirken og gæsterne på alle tidspunkter af døgnet?
Det er en teoretisk mulighed, men det er naturligvis ikke noget, vi ville gøre.
Hvad kan det få af betydning i en coronatid, at DR har sikret et fjernstyret tv-signal fra domkirken?
– Der var et sammenfald mellem, at vi begyndte at arbejde med det, og coronapandemien. Da der var en risiko for, at samfundet ville lukke ned, blev det bare ekstra relevant at have en løsning, som betyder, at vi kan sende direkte fra domkirken. Sende andagter og gudstjenester – uden at sende mandskab ind. Det var denne løsning, der gjorde, at vi kunne sende gudstjenester fra domkirken i foråret – hvor der kun blev holdt meget få gudstjenester. Nu har vi fået fjernsynet med, så hvis der kommer en ny situation, hvor kirker lukker ned, og vi ikke kan lave gudstjenester, og det ville være meget vanskeligt at få tv-hold ud, så kan vi alligevel med 1-2 mand i DR Byen sende gudstjenester. Det er måske blandt de allermest sikrede institutioner i Danmark. Der er få steder i Danmark, hvor man kan åbne for knappen og så er der hul igennem – og nu er domkirken én af dem.
Når udstyret er sat op, kan man så forestille sig, at DR vil kunne transmittere andet, der foregår i domkirken?
– Som alt andet kræver det vilje og penge, men det er ikke utænkeligt, at man kunne arbejde videre med det og videreudvikle. Det må tiden vise.
KLF: Dialog virker
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, mener, at DR med denne satsning og investering sender et tydeligt signal om, at trosstoffet har en høj prioritet:
– Det viser, at DR tager sin opgave alvorligt; at kirke og kristendom er en del af vores kulturelle fundament og derfor skal kunne formidles via Danmarks Radio. Det glæder mig rigtig, rigtig meget – og det glæder også rigtig mange danskere, siger Mikael Arendt Laursen.
KLF, Kirke & Medier mødes løbende med nøglepersoner i DR, og hvor gudstjenester ofte kommer op. Derfor ser han også denne satsning fra DR ind i den kontekst:
– Det beviser, at god dialog giver mening; at vi som interesseorganisation hele tiden peger på vigtigheden af, at der sendes gudstjenester.
Han håber, at den nye videoforbindelse mellem DR og domkirken betyder, at DR ikke længere behøver at sende tv-gudstjenesten på sommerpause, men nu kan sende tv-gudstjenester fra domkirken de søn- og helligdage, hvor der ellers ikke er optaget tv-gudstjenester til.